Jeg venter lige lidt
Jeg lægger lige låg på overvejelserne om at genoptage kontakten med den tyske klan for en periode, for jeg må indrømme at jeg ikke helt er klar over, hvad jeg skal sige endnu. Der er jo det absolut uskønne ved familier, at hvis der er nogen, der kan blive fornærmede så er det dem, man har et gen-fællesskab med. Og tyskerne er helt sikkert også fornærmede – over at jeg er så snæversynet og ego-agtig. Jeg er da heller ikke på nogen måde for fin til at tage det første skridt, jeg venter bare lidt.
På den anden side er der jo det store spørgsmål om man SKAL have kontakt. Det mener jeg faktisk ikke at man skal – med nogen. Man behøver simpelthen ikke med vold og magt være en familie hvis man ikke har lyst. Problemet er bare at jeg gerne vil kende dem: Ikke drikke kaffe hver anden lørdag. Men kende dem så godt, at man kan ringe op og sige god jul.
Men jeg venter altså lige lidt. Jeg venter på dagen efter en rolig nat, på at det bliver så meget forår, så jeg ikke fryser hele tiden, jeg venter på ikke at være for træt til at overskue hvordan jeg skal tale store følelser på tysk. Og den dag – der ringer jeg til dem, og aftaler et besøg. For helt ærligt: Jeg er bedre end det. Jeg gider ikke være sådan en, der ruller fornærmethed og snæversyn ud over det hele. Spørgsmålet er bare om jeg kan finde ud af at tage mig sammen.
Ved du hvad Julia, jeg tror helt sikkert godt du kan tage dig sammen. Du skal bare gøre det når DU føler for det.
Du er hamrende sej, ved du godt det ?!
Kh Maria.
Se, jeg er faktisk ikke i tvivl om, at du kan finde ud af at tage dig sammen. Det har du bevist i alt, hvad jeg indtil videre har læst herinde. Men du tager dig sammen til ting, du har lyst til – hvilket vil sige, at fordelene skal opveje ulemperne, og motivationen skal opveje uvisheden om konsekvenserne. Og når de ting er faldet på plads, så skal du nok få gjort noget ved det. Så længe de faktorer ikke er på plads, så er det nok bare sådan det skal være. Er det ikke det, der helst skulle styre os allesammen?
Jeg tvivler heller ikke på at du kan gøre det, du har sat dig for. Og jeg er også helt sikker på at du nøje overvejer hvilken retning du skal gå, især i denne sammenhæng. Familie er en god ting, men definitionen familie behøver jo ikke være den samme for alle, dvs. familie er dem man deler gener med.
For mig lyder det som om du gør dig overvejelser om, hvad der er det rigtige for dig, og dét, synes jeg, er supervigtigt!
mange tanker herfra
Man vælger jo ikke selv sin familie – men man kan vælge om man vil have kontakt med sine familiemedlemmer. Som du jo også selv har konkluderet.
Jeg har en onkel, som har meldt sig ud. Ud af fællesskabet. Ud af familien. Ud. Meget lang historie, som har taget noget tid at fordøje for hans søskende og mor – og for os mere perifere medlemmer af klanen.
– Vi har ikke valgt at være i familie med ham, han har ikke valgt at være i familie med os – og nu har han valgt os fra. Sådan er det, og det er ok.
Jeg er overbevist om, at hvis du virkelig gerne vil din tyske familie, så kommer der også en dag, hvor du igen vælger dem til.
Ditto. To all of the above
Hvad er det, der gør en til en familie?
Jeg fik kontakt til min biologiske storebror på min fars side for 4 år siden. Jeg har altid kendt til hans eksistens. Han aldrig til min. Vores biologiske far valgte ham fra som spæd og har aldrig været særlig nærværende i mit liv.
Min storebror og jeg har kontakt, men der er jo svømmet meget vand under broen i de 30 år, hvor vi ikke har kendt hinanden. Den slags er svære at samle op på.
Til gengæld har vi hinanden, når nu vores biologiske far absolut ikke er noget at råbe hurra for.
Min biologiske far fik en søn for 6 år siden. Jeg har yderst sporadisk kontakt til ham. Jeg bliver aldrig storesøster for ham og dybest set virker det som om, at min biologiske far helt er fri for at jeg ser min lillebror.
Til gengæld har jeg en stedfar, som bare altid er der og altid har været der. Han er Gustavs morfar og de elsker hinanden. Via ham fik jeg også en sted-lillebror og vi omtaler hinanden som søskende til trods for vi ikke har noget blod til fælles.
Det er min familie.
Resten af familien, primært på min mors side, ser jeg ved forskellige lejligheder – men ellers er vores kontakt ikke regelmæssig.
Derudover synes jeg, at det kræver overskud ud over alle grænser at genoptage eller holde en kontakt ved lige både hvad angår “fjern” familie og hvis man pludselig får kontakt til gamle venner/bekendte.
Jeg gider ikke længere den slags. Enten er lysten gensidig eller også er det spild af tid.
Mærk efter i maven. Er det en ja-følelse eller nej-følelse. Du finder ud af det.
Klem
Kære Julia
Man vælger ikke selv sin familie,desværre og alligevel ikke. Det med os mennesker handler jo meget om kemi og matcher det ikke så kan man lige så godt lade være med at tale sammen og det gælder også ens familie. Mærk efter i maven og så gør det du føler er rigtigt på det rigtige tidspunkt.
Men husk også at nogen gange skal man være den store og bare få tingene gjort og sagt og så har man det meget bedre bagefter.
Tak for de søde ord på min blog. Jeg kan desværre ikke svare tilbage der, da den siger der er fejl på siden og kan derfor ikke sende.
Ps Hvordan gik dit foredrag på Frederiksberg bibliotek, så en folder med dig sidst jeg var henne og låne bøger.?
Klems Jeannet