Overvejer stadig
Jeg er altså ikke kommet længere end i går. Overvejer stadig om familien skal kontaktes med vilje und alles. Men ja, det er dem, der er tættest på, der kan ramme hårdest, som I der har været søde at hjælpe mig med overvejelserne gennem kommentarer på gårsdagens indlæg også er inde på. Tænker videre: God karma – eller den store kamel? Og nag er tung at bære på, men gammelt nag ruster som bekendt heller ikke.
Ved en fejl?? Jeez, det er sgu da at pisse i det sår, de selv har lavet, er det ikke?
Anyway. Hvis det kan give dig et eller andet at have en kontakt med dem igen, tjah. Hvis det kan give dig noget andet at være den store, den flinke, den tilgivende, whatever. Tjah.
Men du skylder hverken dem eller karma noget i den sag.
Nogle gange må folk bare leve med de valg, de har truffet – uanset hvorfor de så har truffet dem…
Det er svært at svare umiddelbart ja eller nej til at kontakte din familie i Tyskland. Som du skriver, er gammelt nag svært at bære rundt på og måske kan det virke lettende at få ringet. Det forpligter dig jo sådan set ikke til at ringe tiere af den grund. Nogle gange i et sådant dilemma prøver jeg at forestille mig selv som gammel (klog) dame, og tænke tilbage på, om hvad jeg ville råde den unge (rådvilde) kvinde til … således kom jeg til at læse til vejleder i stedet for at blive lægesekretær
Held og lykke med, hvadend du beslutter dig for!
Hej Julia… JEg tror du muligvis blander noget sammen, når du stiller det op som enten god karme eller den store kamel? Det er vel nærmest sådan at den store kamel skal sluges, førend den gode karma kommer? Altså mere både og…
Jeg kender godt konflikten, minder mig lidt om det afsnit om hensyn i din bog, hvor man føler andre enten er ligeglade, eller mener man bør gør noget man bare SÅ meget kan mærke man IKKE bør. Man har mest af alt lyst til at ringe til en ven der kan gøre det for en…
Kan Johan begå sig på tysk? Evt. tysk poesi und dan forklaren dem at nu må de også selv på banen med lidt nærvær?
Well – så har jeg accepteret MIN onkel’s anmodning om venskab på facebook, som jeg har overvejet i nogle uger… Men jeg ringer i hvert fald ikke til ham!
Er det en mulighed lige at melde ud, hvor skuffet du og din familie blev pr. mail, eller er tyskerne helt klar over det? På den måde kan du måske lige vejre, hvor meget de egentlig vil dig og så undgå yderligere skuffelse… Det ville jeg, sende en mail og så tage den derfra.
Hilsen Caroline
Hej igen…
Hæfter mig ved, at du i dit forrige indlæg skrev, at det var dagen, hvor du “simpelthen blev så glad for at høre fra min tyske familie”…
Det er vel også ret vigtigt???
Har en hovedregel her – at hvis man er i tvivl, så skal man lade være. Lige meget hvad det er. Kommer der så et tidspunkt, hvor man er sikker, så er det jo en anden sag. Håber stadig, du finder ud af det…
KH
Når noen dør, så har man ikke enerett på å vite hvordan andre skal føle, -min far gikk ikke i sin brors begravelse – fordi enken sa at det behøvde han da ikke reise så langt for. Jeg vet at min far elsket sin bror likevel, og at han nok har tatt farvel med han på sin egen måte. Han kunne ikke gjøre noen forskjell likevel, sier han. Min mor syns det er helt merkelig og tror at han er “kald”, -men jeg skjønner han. Noen er skrudd sammen slik bare.
Jeg syns du skal ta kontakt med din tyske familie, fordi du jo ble glad for at han ringte deg. Jeg tror at “gamle gubber” lever mest inni seg, og er ikke som oss *host*, yngre kvinner, -vi vil prate, og føle, og prate enda mer.
Du trenger ikke engang tilgi din onkel – for han vet ikke at han har gjort noe galt.