Familie+tilgivelse=god karma?
Mens Elias sidder og ser Teletubbies holde Jul, får jeg lige fem minutter bag skærmen. Når Teletubbies holder jul i aften, er det fordi jeg er nervøs for at vi endnu engang får ham til at tro, at der kun er plads til en film i fjernsynet. For nogle måneder siden brød barnet grædende sammen over at de fordømte væsener opførte sig anderledes end han var vant til, så nu prøver jeg at huske at skifte ind i mellem. Og i dag er vi så nået til jul.
Jeg er simpelthen så røvtræt (igen) i dag – jeg vil slet ikke begynde at udpensle årsagerne, men hold op, hvor er det rædselsfuldt at sidde inde bag sine øjne og prøve at se ud på verden, som ser underligt fordrejet og uvirkelig ud. Og så var det også i dag, hvor jeg simpelthen blev så glad for at høre fra min tyske familie, som jeg ellers ikke har kontakt med. Onkel ringede mig op, og det viste sig så at være en fejl, fordi den gamle mand havde fået ny mobiltelefon. Men det var da næsten hyggeligt at tale med ham. Når kontakten er ebbet ud med den gren af familien, er det fordi de ikke havde tid til at komme til min mors begravelse.
Den lader jeg lige stå et øjeblik.
De skulle nemlig til Ibiza to dage efter, så det passede så frygteligt dårligt ind i deres kalender med et besøg i Danmark lige præcis den weekend.
Den lader jeg så også lige stå et øjeblik.
Men det er tre år siden. Skulle man (jeg) ikke bare se at komme videre, og så være den, der har overskud, kan opføre sig ordentligt, og ER kommet over hændelsen (altså forstået som deres idioti?) Hvis man nu forestiller sig at de også var i en slags chok over at hun døde, så kunne man måske være den, der gjorde sig lidt ekstra umage? Det tror jeg ikke ville være helt dårligt for hverken familien, karma eller verdensfreden. Måske skulle jeg prøve at ringe op med vilje – altså ikke ved en fejltagelse.
Jeg tror jeg kender din fornemmelse, og overvejelsen er pludselig mere absolut fordi man også føler et ansvar for at ens børn har et forhold til deres familie.
Måske er spørgsmålet i virkeligheden:
Hvem er familie? Dem som er det ‘på papiret’ – eller dem som FØLES som familie???
Hold da lige op !!!! DEN var rå.
Men du er pissesej, og hvis du har lyst til kontakt med den tyske familie, så er det det du gør.
Jeg må sige mig enig med Trine – for familie behøver ikke at være dem af blod, og man behøver altså heller ikke at kunne lide dem. Med vilje eller ej.
Kh Maria.
Når man tager til en begravelse er det ikke for afdødes skyld men for de efterladte. Der kan være mange årsager til, at man vælger at blive væk – men hvis ens argument er så lamt, som din onkels, skal man nok helst tie stille – af hensyn til de efterladte. Måske VAR de også i chok, måske sagde de farvel til din mor på deres egen måde derfra hvor de nu befandt sig…måske… Man siger, at i en hver situation er der tale om 10 % fakta – resten er fortolkning. Hvis du kan, kan du jo vælge at lade tvivlen komme dem til gode.
Eller gøre op med dig selv, om du savner dem nok i dit liv, til at tilgive og komme videre. Din mor kommer ikke tilbage, uanset hvad du vælger. Men måske får du en onkel tilbage?
Kærligst
Lotte
Ved ikke, om jeg kunne være så overbærende. Eller om jeg ville ha’ lyst til det.
Men kan alligevel ikke lade være med at tænke på, om det mon nu også VAR en fejltagelse – eller om det blot var et påskud?
Håber under alle omstændigheder, det kommer til at fungere for dig, uanset.
KH
God karma kan man vel i virkeligheden aldrig få for meget af:)
‘Hvad ville Jesus have gjort’, kom jeg til at tænke…
Sejt, hvis du kommer til at ringe op med fuldt overlæg.
Ps. Jeg er ateist:)
Kender godt den der fornemmelse af at børnene (os) skal være de voksne… Være dem der sluger stolthed, rejser gennem land og rige med børnene i en papkasse og et par sandaler til deling, fordi det er for besværligt at passe ind i vores forældres/bedsteforældres karriere/pensionistliv.
Nogen gange skal jeg vise forståelse for mine bedsteforældre har et stresset liv fordi at tirsdag skal de til fitness og torsdag spiller morfar billard.
hmmm… er vist ved at bevæge mig ud af en tangent, men pointen er bare at jeg synes det er fucking hårdt at skulle være den voksne der viser imødekommenhed når min fars nye kone forklarer os reglerne for brug af det sommerhus der har været familiens i 60 år, eller når min far helt holder op med at kontakte os fordi de nye børn kræver opmærksomhed…
Jeg ved godt hvad Jesus ville have gjort, men der er sgu for lidt frelser i mig til at undvære lidt bitterhed over generationskløfternes forskellige syn på ansvarlighed og forpligtelse…
Jeg synes din onkel skulle skamme sig, og hvis du klarer dig fint i DK uden hyppig kontakt med dem (hvilket den halvdel af din bog jeg tyggede mig igennem til aften tyder på), så synes jeg ikke det er dit ansvar at genskabe kontakten.
Når jeg kigger på mine egne børn, går det over min fatteevne, at voksne nogensinde kan glemme den forpligtelse der ligger i relationen til sit kød og blod. Det ansvar tror jeg aldrig jeg ville kunne skyde fra mig – heller ikke for en tur til Ibiza eller et spil billard og en cerut.
Tilgivelse er den rette vej !
Små børn elsker gentagelser, og det er en helt sund og almindelig udvikling at have en yngling film… Bare rolig mor
)
Hatten af hvis du kan tilgive det. Det ville jeg helt klart misunde. Jeg tror ikke, jeg kunne, må jeg indrømme.
Den er svær, -især nok fordi man jo som oftest ikke kender den rigtige løsning, før der er valgt vej. Super, super cool hvis du kan tilgive og skabe kontakt igen. Jeg er ikke sikker på at jeg kunne…
Vil bare sige at jeg lige har set interview med dig på TV Fyn i dag. Hvor klarer du bare at sige mange begavede ting med den lille charmetrold rendende rundt – kun bestukket med rosiner:) Rigtig godt interview, syens jeg, og imponerende hvor du kan holde koncentrationen. Har nu også læst bogen med stor fornøjelse:)
Kh, Eivor – på barsel med Chili, 4 mdr.
Glrrrp…. dén havde jeg måske nok været lidt mere end tre år om at sluge!!!!!…. og jeg tror måske nok, at selv om “kamelen” blev delt op i nok så mange småbitte bider, så ville jeg ikke kunne sluge den.
Det ER en stor sorg at miste sin mor, og man er bare så sårbar. Så jeg synes det er stort, hvis du kan tilgive.
Og hey…. længe leve Teletubbies, Bamse og kylling og hvad der ellers kan holde den lille Terminator foran skærmen i ca. 10 minutter, så der er mulighed for en lille bitte mor-pause.
Dette er vist endnu et bevis på, at det er dem vi står nærmest og regner mest med, som kan såre os mest.
Din historie fik mig til at erindre min venindes behandling af mig. Tidligere veninde…
Vi havde været gode veninder i mere end 5 år – og der var blevet grædt mange tårer ved mine skuldre over ex-kæresten – da hun flyttede til Jylland med ny kæreste.
Jeg forsøgte at holde kontakten, men hun havde altid MEGET travlt med sit nye liv osv. – og jeg tænkte, at hun da også skulle have plads – og tid.
Til mit bryllup siger hun så “Jeg håber I havde en god polterabend. Ja, jeg orkede altså ikke lige at komme…”
Og jeg, der havde troet min søsters “dækhistorie” om, at hun desværre ikke kunne komme!
Svært at finde en grimasse???
Et stykke tid efter får jeg så en mail, hvor hun skriver: “Vi havde et fantastisk bryllup i lørdags!”
Bryllup???
Ikke en af de gamle veninder havde hørt et ord om, at hun skulle giftes. Ikke en af de gamle veninder var inviteret.
Behøver jeg at sige, at jeg aldrig svarede på den mail?
Jeg synes det er stort, hvis dine sårede følelser er helet så meget, så du kan tilgive din onkel og resten af den tyske familie.
)
Jeg ved ikke helt om jeg synes han fortjener det. Det havde måske hjulpet, hvis han ikke havde indrømmet, at han kun ringede ved en FEJL
Hold da op, det er godt nok en grum historie.
Jeg er en varm tilhænger af tilgivelse hvor det er muligt. Men tror også, jeg selv ville have brug for mere end tre år, for at sluge den kamel.
Men igen – hvis du er klar, og det ikke kun er for at glatte ud – så tager jeg hatten af. Det er et stort menneske, der magter at tage sådan et skridt.
Selv ville jeg i hvert fald have behov, tror jeg, for stille og roligt at få sagt, hvor meget deres valg havde såret mig. Hvor meget jeg syntes, de havde svigtet. Ikke nødvendigvis for at fremtvinge en undskyldning for enhver pris. Men for at vide med mig selv, at det forhold der måtte vokse frem igen, ikke groede op af en fortrængt og pinagtig fortielse.
Ved ikke om det giver mening. Men ja – hvis du er klar, så er du klar, og så ligger vejen jo åben!
Jeg forstår ikke hvorfor man skal trække egen følelserne ned over hovedet på andre?
Du havde dit forhold til din mor, og din tyske familie havde helt tydeligt et andet forhold til samme kvinde…
Du spør’ om du skal tilgive… Øøhhh? Hvad er det lige for en position du er i, som gør at du kan sidde og tilgive eller ej? Hvad består deres “synd” egentlig i?
At de ikke følte det samme for din mor som du?
I min verden er det ikke en synd. Og om de skal være en del af dit barns liv, kommer vel ikke an på barnets mormors begravelse, men snare om du mener at det er mennesker der på den ene eller anden måde kan berige dit barns liv eller ej…