Forhandlingens udgangspunkt
I dag har jeg været på kursus. I forhandlingsteknik. jeg lærte at jeg SLET ikke er hård nok, at det er en realistisk situation at bruge forhandling af køb af antikke haglgeværer som træningseksempel, og at de fleste af mine kolleger er benhårde. Og at en del af dem har sommerhuse til salg. Herhjemme går forhandlingerne mest på at hive sutten ud af munden på Elias og på, hvis tur det er til at sove. Men de er også hårde de forhandlinger. Jeg taber tit.
Men det er noget underligt noget med forhandlinger, for mens jeg sad på skolebænken gik det op for mig, at der hver dag er helt vildt mange forhandlingssituationer, store og små. Derhjemme og på arbejde. Hvis tur det er til hvad, hvem der skal tage vare på hvilken del af dagen i morgen, det næste magasin eller hvornår vi skal til frokost. Men det hårdeste, er dem hvor argumenterne er for hårde: Dem hvor jeg siger nej til Elias og prøver at forklare, mens han bare slår skrigemaskinen til og brøler mig ind i hovedet. Det er der den virkelige prøve skal stå. De andre forhandlinger er vand ved siden af.
Åh hvor er jeg også bare dårlig til de der dagligdagsforhandlinger! Til gengæld er jeg go’ til lønforhandling
Men måske det er fordi jeg bliver hardcore coached af Manden Min dagen forinden? 
Ja de der “forhandlinger”. Lige nu har Mark netop vundet sin “forhandling” med brølaben, der har stået på i en time og et kvarter.
Jeg har til gengæld forhandlet mig frem til at stå udenfor og ikke intervenere, selvom det gør helt ondt i maven, når han skriger på den måde. Det er ligesom hans eneste kort, babyens altså. Men jeg kan ikke gå derind, for så ved han jo at han får mor (med bryst) hvis han bliver ved længe nok. Han er ligesom udenfor pædagogisk rækkevidde, den eneste forhandlingsstrategi der virker er at sige “nej”, “godnat”, “læg dig ned” – og evt gå ud af soveværelset og tage sig en pause, når det bliver for meget. Jeg tror vi vinder denne gang. Vores kamp med storesøsteren tog næsten tre år, hun sover tilgengæld som en sten nu – men hold kæft hvor var det opslidende, indtil vi kom til det punkt.
Min erfaring med forhandlinger – både dem der er professionelle og dem som er personlige – er, at når man taber hovedet, så har man allerede tabt…
Ikke dermed sagt at det altid lykkes for mig… Eller at det rent faktisk lykkes for mig overhovedet..!
Men hvad kan være bedre end at fortælle andre om splinter, når man ikke selv magter at fjerne bjælker fra sine egne øjne?
Hvad med at skrige og hyle som Elias der mister sutten, hvis folk ikke makker ret?
Det kan nok være at folk ville se forhandlinger med dig som vanskelige;-D
hihihi, hvor kom jeg til at grine. For hvor HAR du ret. De virkeligt hårde forhandlinger, dem der bare trækker tænder er dem, hvor alle følelserne sidder uden på tøjet: især børn… børneforhandlinger tager helt klart førstepladsen!!!
Så kan man jo overveje at øve sig i alle de andre forhandlingssituationer…..måske?
Børneforhandlingerne er de værste, og de ændrer sig såmænd ikke fordi babyen efter nogen år kommer i puberteten. De forhandlinger er de værste, fordi der er så mange følelser involveret, og nogen gange er det mere ens dårlige samvittigehed der stikker hovedet frem ,og får en til at føle at man er en dårlig mor …og når han/hun nu så gerne vil…. I øvrigt er der ikke noget om det der med, at små børn giver små problemer og store børn giver store problemer… problemerne skifter bare karakter.
Når man vandrer rundt med et barn, der skriger og ens nattesøvn for 117 gang er gået i brokkassen, kan man ikke bruge mosters udsagn om små børn=> små problemer osv til noget…Det er i hvert fald sådan jeg husker det….
Det er hundrede gange nemmere at forhandle med chefen, om dette eller hint, end det er at forhandle med lille Pusser om bryst eller sut, eller med store Pusser om han/hun må være ude til kl 01 eller ej….for selv om ens fornuft fortæller, at selvfølgelig skal han/hun ikke gå rundt med den sut hele tiden ,eller han/hun absolut ikke skla være ude til kl 01, så er det så svært: Når han/hun nu så gerne vil!!!! Det er også bare så meget nemmere at sige ja end nej!!!
Uuuh, jeg var på sådan et tredages kursus i forhandlingsteknink i september sidste år. Man opdager virkelig, hvor mange gange man befinder sig i en forhandlingssituation i dagligdagen også. Ikke mindst i forhold til sin mand/kæreste. Jøsses!
Åh ja de kære små, Zander kigger på mig med store øjne i 2 sek. og så kaster han sig på gulvet og tuder og sparker ned i gulvet og blir ved selvom jeg ignorerer ham, og kigger engang i mellem op med en lille pause for at se om jeg har givet op før ham… suk jeg ved ikke hvem der har vundet flest gange hjemme hos os:)
Jamen det er da utroligt! De har os i deres små og varme, meget fedtede og i den grad hule hænder. Kristine – respekt til dig. TRE ÅR?
Line Ann – hihi, tænk at han holder øje! Lotte – jeg er sikker på at jeg også bure have haft et par dage mere – ganske sigende forstod jeg ikke ret meget. Rosanna, ja børneforhandlinger kommer ind på en klar og tydelig nummer et. Kirsten – jeg får hjertebanken ved tanken om at det bliver endnu sværere – jeg må håbe jeg vokser med opgaven.
Overblik – altså det virker på elias. Hvis jeg gør som ham. Har gjort det et par gange i desperation.