Prinsesser er kedelige
Det er noget med at det hele begynder med opdragelsen, og med de billeder vi bliver indprentet af, hvordan vi skal være. Hvis jeg var så heldig at have en lille datter, skulle denne fantastiske billedbog ligge på natbordet. Trunte forklarer sin far, hvorfor det er røvsygt at være prinsesse og sidde stille og vente på at blive frelst af en prins. Selvom faderen mener, at prinsesser jo er så fine i tøjet, står Trunte fast. Det er feministisk litteratur i børnehøjde (Forfatteren ville nok ikke blive glad for den beskrivelse, forresten). Og fuldstændigt fantastisk. Fra Høst og Søn.
Ja prinsesser er kedelige og jeg fortæller mine unger det ved en hver lejlighed. Der findes en del børnebøger med den pointe men de er helt spildt på langt de fleste små piger og jeg har lidt på fornemmelsen at det er sådan lidt et vosken projekt. De fleste små piger leger med alt det fine og lyserøde til de bliver omkring 7-8 år og så ryger det ud til fordel for sort og glimmerfrit. Måske er det fint nok. Måske skal de have lov at leve det ud. For mig er det ok så længe de får lov at have tøj de kan lege i for babylyserøde flyverdragter og flæsekjoler er altså lidt i vejen på en legeplads.
Jeg hørte en gang om en undersøgelse, hvor nogle børn havde fået læst et eventyr op af den slags, hvor prinsessen var en rigtig helt(inde) med beskidt tøj og uglet hår, og prinsen var en hjælpeløs stakkel. Resultatet af undersøgelsen var, at børnene slet ikke mente, der kunne være tale om en rigtig prinsesse – og selv om det i eventyret var prinsessen, der reddede prinsen, mente børnene faktisk, det var prinsen, der var helten. Jo… de trives i bedste velgående, kønsrollerne, og vi lærer dem tidligt.
Først tænkte jeg at jeg ville købe den til Elisabeth (3, snart 4 år) – men så tænkte jeg, at det vil prelle af som vand på en gås.
På den anden side, var min venindes søster en dag på besøg, og da hun ser Elisabeth iført krone og muligvis også kjole, siger hun “Hej, er du en prinsesse?”, hvortil pigen bestemt siger “Nej, jeg er Elisabeth”.
Den bog må jeg huske, hvis jeg engang bliver så heldig at få en lille pige!
Kære Julia.
Ja vi præger vores børn fra de er nyfødte, allerede der bliver de svøbt i lysserødt eller lysseblåt, og sådan fortsætter det, helt sikkert i vores bedste mening, forde sådan har det altid været. Men jeg tror nu, at det er os som forældre der kan skabe det der ligger dybere, vores børns opdragelse, hvad der er rigtigt og hvad som er forkert. Jeg mener at de holdninger vi vidergiver vores børn gennem deres liv, bør vi være meget bevidste om, vi skal stå bag vores børn lige meget hvad og vise dem at vi stoler på dem og aldrig svigter dem. At de skal kæmpe, og aldrig give op og at de skal lære at tro på dem selv og tør stå ved det, uanset koncekvensen.
Livet er ikke kun sort/hvid, men en lang kamp.
Tjah… Hvis jeg læste den højt for Kridt-Iglen, ville hun nok sukke overbærende og sige: Arj Far du er altså skør!
Hun er prinsesse op over begge ører. Lyserødt, glimmer og SHM’s make up (hvis hun kan snige sig til det – dog ikke altid anvendt efter foreskrifterne), men hun var Spiderman til fastelavn, med sort stavlygte og det hele… Mon ikke små kvinder er mere nuancerede end kun at syntes prinsesser er fantastiske eller kedelige? Mon ikke også det gælder voksne småpiger… Mener da nok lige at kunne huske samtlige kvinder i min omgangskreds på trods af anti-alt-der-sætter-kvinder-i-bås-holdninger alligevel så begge royalebryllupper I FULD UDSTRÆKNING! De nød Tudeprinsen, hestene, kjolerne og hattene. Så helt 100%kedelige kan prinsesserne jo ikke være ;-D
Men fed bogidé. Original vinkel på det lyserøde nuanceinferno! I like!
Jeg tror nu ikke der er ret mange små piger, der lægger de store analyser og fortolkninger af kvinderollen i udklædningen, når de tager prinsessekjolen på eller læser tornerose. Jeg tror mest det er BLING og fantasi der lokker. Jeg er også ret sikker på, at mine piger vokser op og bliver selvsikre, selvstændige power kvinder, selv om de eeeeeelsker prinsesser. Børn er jo ganske kloge, når det kommer til stykket. Min datter på 3½ år ved jo fx også godt at man ikke RIGTIG bliver gul og blå af at ligge på en ært…
Jeg ved INGENTING om små piger. Ud over at jeg tror der er en sammenhæng mellem mine hjemmesyede fornuftige bukser da jeg var lille og mit store behov for pallietkjoler i dag. Borset fra det: Ja, jeg tror i har ret. Det må være noget med at give dem al den kærlighed og selvforståelse, at de kan forfølge deres drømme.
Og så synes jeg jo egentligt bare, at det må være vigtigt at vise drenge som piger, at der er mange kasser man kan falde i, og broer man kan gå hen over.
Nu har jeg altså en selvudnævnt prinsesse på 4 år, som bestemt ikke er kedelig. Hun elsker alt, hvad der har med prinsesser, lyserøde kjoler og glimmer at gøre, men så længe det er føde for drømme og fantasiverdener, så har jeg slet ikke noget problem med, at prinsesser er udgangspunktet. Det hører vist alderen til. Jeg kommer ikke til at præke feminisme for hende – jeg vil hellere være med til, at hun kan definere sig selv som person, end som feminist. Jeg håber, at hun kommer til at forfølge sine drømme, og hvis hun samtidig bliver selvstændig og glad, så kan jeg ikke ønske mig mere. Hvorvidt hun elsker eller hader prinsesser og er feminist eller ej, det er altså ikke med på min prioritetsliste.
Hmm jeg får helt lyst til se læse – og se – i den bog, selvom jeg ingen børn har endnu :0)
Jeg har selv et eller andet med lyserødt, har aldrig været så vild med den farve, men måske kommer det engang …. måske bliver jeg ” prinsesse ” som 80 – årig !!! :0)