Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Jeg mødte en gammel bekendt på vej hjem fra vuggestue her i eftermiddag. Hun havde “pludselig” fået en datter på tre og en til på 8 måneder. Det tog os ca tre minutter at blive enige om at det er for fedt at være voksen. Jajaja – det er tissehårdt med de unger, men hold nu op, hvor er det fedt! Voksen holder. Punktum. Udråbstegn. Førstevælger.
Elias er kun 14 måneder, men han har allerede lært noget meget vigtigt: Med de rigtige sko, kan man løbe et marathon. Elias har nemlig opdaget sine lilla støvler. Han aer dem. Han klapper dem. Han vinker til dem. Han taler med dem, og fremfor alt: Han kan løbe i dem! Derfor er han heller ikke tilbøjelig til at lade sig spænde fast i klapvognen når vi skal hjem fra vuggestuen. Han vil selv gå. Eller løbe, rettere sagt. Jeg havde forberedt mig, og ville tage billeder af ham i dag. Men kombination af klapvogn, kantsten og knægtens fart, gjorde at vedhængte billeder blev dagens fotoreportage. Men det var (fandme) sjovt.
Nu har Elias været hos sin farmor side i går formiddags. Og jeg savner ham. Helt vildt meget. Jeg er totalt klar til at han kommer hjem og får et kram. Og er det ikke mærkeligt: Man kan sidde og hungre efter fem minutter for sig selv, og når man så får de fem minutter, så går der altså ikke længe før savnet melder sig. I hvert fald hos mig. Så når pakken med de bløde kinder og langt hår i nakken
bliver leveret her i eftermiddag, så har jeg nået alting, inklusive den obligatoriske runde tømmermænd efter kun 2 (TO) øl og et shot, og er rimelig klar på at sidde på gulvet og sige som en Teletubbie.
Mens jeg venter på at det bliver i aften, hvor jeg for første gang skal se Johan spille det nye materiale, og liige lægge en kjole op, som er så orange at han ikke kan undgå at se mig fra scenen, har min søster sendt mig dette. Og så bliver det altså næsten ikke mere on the spot…
Det er helt klart dagen derpå, og jeg er træt som havde jeg ikke sovet i en uge. Denne uge har sådan set også været rimelig hæslig, og i går fandt vi så ud af, hvem af mine mange kolleger, der skulle fyres. Vi var tre redaktioner, der skulle stoppe, og dermed også en masse administrative og stabsfunktioner. Det var virkeligt en hæslig dag. Firmaet gjorde det så godt de kunne, og der sad simpelthen en psykolog klar til at hjælpe dem der havde behov.
For mit eget vedkommende ser det sådan ud, at jeg lige skal lukke og slukke helt ordentligt. Og så var det det. Tre år. 33 yndlingsudgaver af yndlingsmagasinet. Og det allersidste af dem (kommer om 3 uger) har følgende rubrik på forsiden:
Sådan undgår du en fyreseddel.
Skæbnens ironi?
Bortset fra det, at se kolleger og medarbejder miste jobs, så er jeg underligt nok rolig. Det skal nok gå alt sammen. Jeg har jo også en bog, der skal skrives, et barn jeg gerne vil se mere til, og en lejlighed, der er så rodet at jeg ligeom lidt selv bliver væk. Og kære Allesammen – TAK for de fantastiske hilsener. Jeg er simpelthen så taknemmelig.
