Månedsarkiv: marts 2009

Voksen og vældig følsom

Jeg mødte en gammel bekendt på vej hjem fra vuggestue her i eftermiddag. Hun havde “pludselig” fået en datter på tre og en til på 8 måneder. Det tog os ca tre minutter at blive enige om at det er for fedt at være voksen. Jajaja – det er tissehårdt med de unger, men hold nu op, hvor er det fedt! Voksen holder. Punktum. Udråbstegn. Førstevælger.

Lilla støvler

Elias er kun 14 måneder, men han har allerede lært noget meget vigtigt: Med de rigtige sko, kan man løbe et marathon. Elias har nemlig opdaget sine lilla støvler. Han aer dem. Han klapper dem. Han vinker til dem. Han taler med dem, og fremfor alt: Han kan løbe i dem! Derfor er han heller ikke tilbøjelig til at lade sig spænde fast i klapvognen når vi skal hjem fra vuggestuen. Han vil selv gå. Eller løbe, rettere sagt. Jeg havde forberedt mig, og ville tage billeder af ham i dag. Men kombination af klapvogn, kantsten og knægtens fart, gjorde at vedhængte billeder blev dagens fotoreportage. Men det var (fandme) sjovt.

Kom så hjem

Nu har Elias været hos sin farmor side i går formiddags. Og jeg savner ham. Helt vildt meget. Jeg er totalt klar til at han kommer hjem og får et kram. Og er det ikke mærkeligt: Man kan sidde og hungre efter fem minutter for sig selv, og når man så får de fem minutter, så går der altså ikke længe før savnet melder sig. I hvert fald hos mig. Så når pakken med de bløde kinder og langt hår i nakken bliver leveret her i eftermiddag, så har jeg nået alting, inklusive den obligatoriske runde tømmermænd efter kun 2 (TO) øl og et shot, og er rimelig klar på at sidde på gulvet og sige som en Teletubbie.

Galgenhumor

Mens jeg venter på at det bliver i aften, hvor jeg for første gang skal se Johan spille det nye materiale, og liige lægge en kjole op, som er så orange at han ikke kan undgå at se mig fra scenen, har min søster sendt mig dette. Og så bliver det altså næsten ikke mere on the spot…

Dagen derpå

Det er helt klart dagen derpå, og jeg er træt som havde jeg ikke sovet i en uge. Denne uge har sådan set også været rimelig hæslig, og i går fandt vi så ud af, hvem af mine mange kolleger, der skulle fyres. Vi var tre redaktioner, der skulle stoppe, og dermed også en masse administrative og stabsfunktioner. Det var virkeligt en hæslig dag. Firmaet gjorde det så godt de kunne, og der sad simpelthen en psykolog klar til at hjælpe dem der havde behov.

For mit eget vedkommende ser det sådan ud, at jeg lige skal lukke og slukke helt ordentligt. Og så var det det. Tre år. 33 yndlingsudgaver af yndlingsmagasinet. Og det allersidste af dem (kommer om 3 uger) har følgende rubrik på forsiden:

Sådan undgår du en fyreseddel.

Skæbnens ironi?

Bortset fra det, at se kolleger og medarbejder miste jobs, så er jeg underligt nok rolig. Det skal nok gå alt sammen. Jeg har jo også en bog, der skal skrives, et barn jeg gerne vil se mere til, og en lejlighed, der er så rodet at jeg ligeom lidt selv bliver væk. Og kære Allesammen – TAK for de fantastiske hilsener. Jeg er simpelthen så taknemmelig.

Er det mon en krølle?

Eller er det mon mig, der ser syner? Tankens kraft etc?

Forestiller mig jo sådan set at Elias får krøller, men kan ikke finde ud af om der for enden af den hvirvel snart bor en krølle. Men krøller eller ej – vi ææææælsker våååååres børn (for at citere en klassiker). Og andres. Eksempelvis lille dejlige (Friakad)Ellen på to måneder. Glædelig søndag aften!

HURRA

Det var en underlig melankolsk weekend, jeg var ved at lægge an til i går. Sådan en, hvor det hele føles lidt skævt; men så trådte Bedste Karen ind af døren, og hun tager først hjem til Odense i morgen eftermiddag. Det andet hold bedsteforældre er (HUUURRRAAAAAAAA) trådt til igen – så jeg skal høre Johan spille i Albertslund på lørdag. Det er simpelthen første gang jeg skal høre de nye tracks live, og jeg glæder mig helt vildt! (HUURRRAAAAA) og væk var melankolien. Det holder 100. Hurra for bedsteforældre, Albertslund og for at verdens længste vinter er slut.

Jeg venter lige lidt

Jeg lægger lige låg på overvejelserne om at genoptage kontakten med den tyske klan for en periode, for jeg må indrømme at jeg ikke helt er klar over, hvad jeg skal sige endnu. Der er jo det absolut uskønne ved familier, at hvis der er nogen, der kan blive fornærmede så er det dem, man har et gen-fællesskab med. Og tyskerne er helt sikkert også fornærmede – over at jeg er så snæversynet og ego-agtig. Jeg er da heller ikke på nogen måde for fin til at tage det første skridt, jeg venter bare lidt.

På den anden side er der jo det store spørgsmål om man SKAL have kontakt. Det mener jeg faktisk ikke at man skal – med nogen. Man behøver simpelthen ikke med vold og magt være en familie hvis man ikke har lyst. Problemet er bare at jeg gerne vil kende dem: Ikke drikke kaffe hver anden lørdag. Men kende dem så godt, at man kan ringe op og sige god jul.

Men jeg venter altså lige lidt. Jeg venter på dagen efter en rolig nat, på at det bliver så meget forår, så jeg ikke fryser hele tiden, jeg venter på ikke at være for træt til at overskue hvordan jeg skal tale store følelser på tysk. Og den dag – der ringer jeg til dem, og aftaler et besøg. For helt ærligt: Jeg er bedre end det. Jeg gider ikke være sådan en, der ruller fornærmethed og snæversyn ud over det hele. Spørgsmålet er bare om jeg kan finde ud af at tage mig sammen.