Søndag + nervøs…

Elias er hos min far, så jeg har arbejdet det meste af dagen. Det er så fint at få tid og ro til det ind i mellem, at sidde i nattøj og drikke kaffe og gøre noget ved de ting, der har fyldt… Den lækre pakke bliver aflveret her om en times tid, og så kommer min søster, svoger, og min far og spiser her. I anledning af at min far rejser tilbage til Sit Afrika. Jeg kan ikke helt holde det ud, faktisk. Men dejligt at have haft ham hjemme i halvanden måned, og dejligt at Elias elsker ham så højt at han synger, når han han ser ham. Og så er jeg i gang med at blive rigtigt nervøs. Hvis du er tidligt oppe i morgen, på trods af vinterferie etc, så skal jeg tale om min bog på p3 et eller andet sted mellem halvotte og otte. Og det er jo superfedt at få det glade budskab ud, og jeg er så taknemmelig for at de gider have mig på besøg, men nervøs? JA. I dén grad.

PS – Elias er ved at få det bedre. Han skal til læge i morgen, er på penicillin, men skal helt sikkert i vuggestue. Og mon han så ikke bliver så træt, at der bliver bare en smule mere søvn om natten? I stedet for den skrigetortur, han udsætter os for med 45 minutters mellemrum. Det er en særlig slags intervaltræning af forældre…

Japanske snitmønstre 2

Så fik jeg tid – Elias sov mellem 2030 og 22 i går – så her er “prøven” på et af de japanske mønstre. Ok, det er et lille vandvidsprojekt at sy efter – og størrelserne er så (skide)små at man får stress af dem. Men bortset fra det, så er pasformen god. Når man liiiige lægger lidt til. Det sorte blondehalløj har jeg købt i en rodekasse hos marskandiseren og den cremefarvede silke har altså lidt mere rosa i sig end man lige kan se her.

Lørdag

Dejlig lørdag – med besøg hos Jonas, Joy, Lille Kamma og baby Ellen (Kamma kalder hende konsekvent for FrikadEllen), hvor spionfoto igen afslører Elias på afveje. Se hånden:

Hjemme igen – det er aften, og for første gang i tre uger, prøver jeg at få tid på mit lille arbejdsværelse. Men skrivebordet ser sådan ud:

Så hvordan skal jeg så få tid til at sætte saksen i det her?:

eller det her?

Fra Forfatterskabet

Mens Elias tager en feberlur, er jeg i gang med noget, jeg ikke har prøvet før:

Jeg sidder nemlig lige herinde i mit forfatterskab, som jo ret beset ligger på en hylde i moderskabet – og skal skrive en kærlig hilsen i bøger til dem jeg holder af. Bøgerne er nu pakket ind og klar til at blive fulgt på posthuset. Det er en stor og meget særlig fornemmelse at sætte mit navn på den første side i bogen, der har fulgt mig som en ven i 8 måneder. Og nu er den her.

Et afsnit

I dag blev så dagen, hvor Skattefidusen fik konstateret lungebetændelse – og vi fandt kun ud af det fordi min far skulle passe Elias til formiddag og ganske resolut kørte ham op til sin egen læge og fik ham undersøgt. Jeg er simpelthen så ked af det. Og meget meget træt.

I dag blev også dagen, hvor jeg fik en god anmeldelse i Jyllandsposten, og hvor jeg på grund af Elias måtte melde afbud til dagens modeugehalløj. Jeg ved godt hvor jeg skal være, når Elias er skidt, men det er voksenlivet der melder sig – “både-og“-livet.

Og så er der i dag 4 dage til min bog udkommer. Endelig! Og hvor er jeg nervøs! Så her nedenfor får du endnu et afsnit af bogen, som søde redaktrice Anne har givet mig lov til at lægge ud. Det er skrevet da Elias var på vej ud af sin femte måned og ind i sin sjette. God weekend, og rigtig god læselyst – jeg håber godt nok at du kan lide det!

J U L I

Lækker sommer
Det er sommer igen. For anden gang i år, tror jeg. Da jeg blev gravid
og endelig fi k regnet mig frem til, at jeg denne sommer ville være på
barsel, fi k jeg billeder på nethinden: mig, der sylter. Mig, der bager.
Mig, der inviterer smukke venner i hvidt tøj (ved ikke helt, hvorfor
det hvide tøj toner frem, men det er nok noget skagensmaleragtigt,
der rumsterer i baghovedet) på middage og frokoster ved langborde
med hvide duge. Hvidvin, der skænkes i glas, og mig, der overskudsagtigt
og med masser af tid har kokkereret og serveret og får ros for
mit fremragende køkken. Bedre end Camilla Plum! råber venner i kor.
Sådan blev det ikke. For det første har vi ingen have, for det andet har
jeg ikke al tid i verden, som jeg troede. Jeg vasker tøj, køber ind, laver
mad, skifter og ammer Elias, og der sker i virkeligheden ikke så meget
andet. Han sover jo ikke, og der er ikke tid til alt det, jeg troede, der
ville blive tid til. Sommeren 2008 bliver ikke den sommer, hvor jeg for
alvor bliver perfekt. Jeg må se det i øjnene, selvom det svier. Scenarie
2 på min nethinde var Johan, Elias og mig på ferie. Mange lange ferier i
Sydens Sol. Sådan blev det heller ikke. Johan har ikke tid. Pladen trækker
ud, og han arbejder hele tiden, så alting kører på planlægning og
skiftehold, og hvis tur det er til at sove og til at være vågen.
Jeg troede også, at jeg, nu hvor Elias er syv måneder, ville have
tabt alle kiloene, at jeg ville være begyndt at løbe igen, og at min hud,
mit hår og mine bryster ville være sig selv. Intet kunne være fjernere
fra virkeligheden. Mig selv er blevet en ny udgave, en ny variant, og jeg
kæmper med at se mig i øjnene. Alting er anderledes, end jeg havde
forestillet mig. Det mærkelige er, at jeg ikke på noget tidspunkt har
justeret mine forventninger om det perfekte liv – jeg har ligesom bare
udskudt dem. Middagene blev ikke til noget i maj, jamen, så når jeg dem vel i
juli, tænkte jeg. Det gør jeg ikke. Og realistisk set heller ikke i august.
Jeg når faktisk ikke en skid. Min kollega Mette sagde til mig, da hun
kom forbi til et møde for nylig, at hun indimellem ønskede sig en barsel,
hvor man bare kunne gå og nusse og have god tid til det hele. Ja, løj
jeg, det er også bare så skønt, og jeg fortsatte med at forklare, hvor god
tid man bare har til det hele, og hvor dejligt det er. Jeg fatter ikke, at
jeg messede med på den løgn, men det er som om, det er blevet endnu
et parameter at leve op til. Det der med at føle sig rolig og fritidsagtig.
Leila, min veninde, ønsker sig også orlov. Det giver bedre mening, for
hun mener ikke, at der skal være et barn involveret – hun mener, at
hun skal have tid til sig selv. Og det er her, hovedet på sømmet bliver
ramt: For jeg havde ikke taget Elias med i kalenderstyringen, da jeg
planlagde sommerdrømmene. Han er den store ubekendte, som med
en enkelt våd lort eller en dårlig nat kan vælte hele korthuset. Og jeg
ved, jeg burde synes, at det bare er så charmerende at være i det på en
god og moderlig måde, men det er jeg ikke. Jeg synes, det er pisseirriterende.
Og så får jeg dårlig samvittighed over det, og dårlig samvittighed
er der masser af tid til.