Weekend…

I går var det fredag og jeg havde en date med resterne af logen – dvs dem, der ikke er syge… Vi skulle drikke rosevin, se Anna-Liisas nye lejlighed og tale om alt det, der er sket de sidste uger. Der var sket MEGET! Og heldigvis (for os – nok ikke for Anna-Liisa) vågnede lille Folke på et år, og viste os, hvordan man rydder sofabordet når mors rødvinsveninder ikke bør få mere at drikke, og også hvordan man så hurtigt som muligt kravler hen over stuen, når nogen prøver at fange en. Han viste os også hvordan han med mange forskellige imponerende teknikker kunne kravle, gå og løbe efter gåvognen. Logen er de kloge piger – dem man glæder sig til at fortælle ting, fordi de altid lige ved noget, man ikke selv gør. Nå, men aprospos det der med at lære nyt – så har jeg lært en del i denne uge:

Når man henter sit barn i vuggestuen skal man huske klapvognen. Også selvom han kan gå rimeligt godt selv.
Når man køber ind er det for sent at opdage i kassekøen at man næsten kun har købt slik, chokolade og chips. Og glemt mælken.
Når man er for træt til at læse, er det virkeligt dumt at tænde stearinlys.
Når man har langt hår kan man med fordel lige tjekke om der skulle sidde en ske fast i det efter morgenfordring af barnet.
Når man tager bleen af sit barn skal man passe på at det ikke glider i sit eget tis på fliserne på badeværelset.

Jeg har også lært at tage imod ros. Eller det vil sige, det har jeg måske ikke, men jeg er tættere på. I dag blev jeg stoppet i metroen af en pige, som havde læst min bog og sagde tak for den. Tak fordi hun ikke mere følte sig alene i forhold til ikke at være overfladeperfekt, og fordi hun havde fået et godt grin, og ikke mindst for de ting, jeg har skrevet om min mors død. Og i stedet for at rødme så dybt at jeg ikke kunne få vejret, koncentrerede jeg mig og hørte efter, og blev så rørt at jeg småtudede resten af vejen på arbejde.

Nu skal jeg i gang med at multitaske: Johan er i svømmehal med Elias, mens jeg arbejder, bager og laver en fantasillion frikadeller (Eller, som Kamma (2år) kalder dem: Fissedeller).

Look me in the eye baby (frit efter Dirty Harry)

Først og fremmest: Elias kan komme i vuggeren i morgen! Penicillinkuren er overstået, og han spæner rundt igen. Helt fantastisk! Og SÅ lettende!

Dernæst! Så er jeg kommet til liiige at smutte ind i en boghandler  på Frederiksberg fem minutter i lukketid for (endnu en gang) at affotografere bogen. Og nu stopper jeg. Promise! Boghandlere derude: I behøver ikke være nervøse – jeg ER stoppet nu!

Jeg skal nok prøve at bevare en rest af klædelig beskedenhed og lade være med at kommentere på at en nyklassisk japaner står og hviler sig op ad min bog.

Der er heldigvis også begyndt at komme reaktioner på bogen – en enkelt lunken anmeldelse (anmelderen mener jeg snakker for meget…) og nogle meget rosende. Jeg får samlet dem sammen og lagt dem ud her om nogle dage. Men så kommer der også de reaktioner, jeg glæder mig over – reaktioner fra kvinder der rent faktisk har LÆST bogen, som har haft en oplevelse med at læse den, og som gider at tage sig tid til at skrive og fortælle om det, om deres liv, og som overbeviser mig om at vi jo nok allesammen har en del mere at sige hinanden end vi lige tror. Der er i hvert fald tusind ting, jeg kan lære af damer, der står i andre situationer (eller tit: Præcis den samme som mig), og som har gjort sig nogle tanker om det hele. Så de mails, blogbeskeder og breve jeg har fået de sidste par dage betyder simpelthen alverden, og jeg er altså helt sikker på, at lige gyldigt hvor høje stiletter vi drømmer om at have på, så kan vi stadig se hinanden lige ind i øjnene, hvis bare vi vil.

Sikken en dag!

Så kom bogen ud!

Blev brændt af af et radioprogram, der havde glemt jeg skulle komme, og kom selv for tidligt til et, der først er i morgen. Så tjekket er man! Inde på forlaget Pretty Ink havde de inviteret på sherry og chokolade (sidstnævnte blev Elias meget glad for), og så sad jeg ellers der sammen med alle de damer, der har været så uundværlige for mig det sidste stykke tid, og drak sherry, spiste chokolade og så bare til mens Elias splittede yndlingsredaktice Annes reol ad.

Anne og Elias. Se rod!

Inden da hvde jeg taget en guldmedalje i pinligheder og spurgt efter min bog i fem boghandlere. De fire første havde ikke pakket den ud! Men den sidste havde – og så var jeg lige pinlig igen, og stod der inde midt på Strøget og fotograferede:

Se - under SKØNlitteratur!

Og PIIIIINLIG IGEN:

Elias prøver allerede trods sin unge alder at kigge væk og undgå at blive sat i forbindelse med mig…

Og nu er det aften, og jeg er så glad og lettet, og sidder her med søster og svoger og en halv øl, og synes godt nok det har været en fantastisk dag! Så håber jeg bare at den klarer sig derude, min bog, så jeg får lov til at sætte mig til tasterne igen. Sikken en dag!

Dagen før dagen

Elias er stadig syg… Johan var hos lægen med ham i dag og fik at vide at vuggestue er udelukket i denne uge. Lungebetændelsen bor stadig i Elias bryst og det er bare så synd for ham. Så midt i denne noget hektiske uge, er vi nu på jagt efter babysitterløsninger. Heldigvis kunne svigermor aflyse sine planer og kan tage ham onsdag. Jeg har i anledning af bog-lanceringen taget en fridag i morgen, så Skattefidusen er med det meste af dagen. Det er jo også meget rimeligt eftersom det er ham bogen handler om…

Heldigvis var Elias glad her til aften, trods penicillin og hiven og hvæsen – men vi opdagede også hans tæer:

I morgen udkommer bogen – jeg håber at I vil lade mig det vide, når / hvis I skulle få mulighed for at læse den… Og ja tak, jeg vil meget (!) gerne høre, hvad I synes. (Og der røg jeg så tilbage til at være nervøs: I morgen skal jeg nemlig på DR1s Aftenshow. Jeg tror jeg kommer på ca kl 19.)

Kære Blogvenner…

I er fandme for cool!

Her i blogland, er der altid godt vejr, og fantastiske mennesker, der vil en det bedste. (Og det er så her man begynder at forstå det der second life koncept…), men jeg vil gerne sige en fantasilliard tak for jeres overskudsagtige kommentarer, og fordi I gider bruge tid på at sende en kommentar i dag, midt i Jeres eget overfyldte liv. Jeg har fundet min P3-optræden, og uden den mindste nervøsitet (den har I nemlig fjernet), lægger jeg den ud til Jer her. Min fantastiske svoger har nemlig lært mig at linke på bloggen.