Om at regne forkert

Mandagen er gået og tirsdagen er også ved det, og Elias sover forhåbentligt bedre i nat, end natten til i dag, for jeg ved ikke hvor meget mere skrigestress, vi kan klare herhjemme. Bedste Karen har vinterferie og kommer i morgen eftermiddag, bliver to nætter, og så kan vi trække vejret lidt lettere. Det er sgu da svært at få det hele til at hænge sammen – jeg glemmer også de meget basale ting, og tolker som om jeg fik penge for ikke at regne noget som helst ud: Da Elias gik i skrigekrampe i eftermiddags, tolkede jeg det som en særlig ny form for moderbinding, og i virkeligheden var ungen bare sulten. Så når jeg nu tror at han ikke sover fordi han har ondt i maven – er det så bare fordi han overhovedet ikke gider gå glip af noget som helst? Jeg tror det.

Den afskallede hemmelighed

Her er den så.

Min hemmelighed. Den store, mørke, afskallede lyseblå hemmelighed. Det, jeg ikke taler om til hvem som helst, og det sted, der er så forbudt, at min mødregruppe aldrig nåede at høre om det. Bagtrappen. Herhjemme træder man ud af Moderskabet og direkte ud på bagtrappen. Der bliver serveret kolde øl og varme arme derude. Og en halv cigarret ind i mellem ved særligt festlige eller desperate lejligheder. Trappen spiller en af hovedrollerne i min bog, og jeg er meget glad for den. Nu er det på tide, at bagtrappen kommer ud af skabet.

Og tillad mig lige at tilføje, at alle burde have et hemmeligt sted. Om det så er under sengen. En menneskeret, det er hvad det er.

Værsågod…

Mandagstræt

Nogle mandage er bare hårde. Pr definition. Så er man syv steder på en gang, og det første sted, jeg opdager jeg står, er lige midt i vuggestuen, hvor Elias er ked af at blive afleveret. Det næste, er midt på redaktionen, hvor de gode kolleger gør mandagen så god så den næsten er en fredag, og man glæder sig over at ugen heldigvis ikke er slut. Og der var Othellolagkage. Og så et møde, der var så sjovt at jeg græd af grin. Men når klokken er 22 og arbejdsdagen først lige er rundet af, så er jeg træt. Selvom (eller fordi) dagen var god. Jeg krydser fingre for sovebaby, så i morgen bliver endnu bedre.

God weekend!

Det har været en fantastisk weekend, og så er den ikke engang slut endnu. I går aftes var vi to gader væk – hos Joy, Jonas, Lille Storesøster Kamma (som Elias efteraber HELE tiden) og lille bitte baby Ellen, som snart er tre uger, og så sød, mørk og nuttet og ligner sin storesøster. Vi blev og “sov” – “sov” fordi Elias overhovedet ikke var med på den leg, så Johan og jeg har skiftedes til at sove i dag.

Og det er nu noget mærkeligt noget med den søvn, for selvom vi snart burde være vandt til at undvære den, så er det som om det kun bliver værre. Og værre. Og værre. Heldigvis er Elias præmien for udholdenhed, og han er så sjov og sød, at det er lige før jeg ikke tror på det. Og nu er han så vågen igen. Elias. Men han har jo også sovet 7 minutter.

Angst og bæven

Nogle gange bliver jeg bange. Sådan rigtig angst. For at der skal ske nogen jeg elsker noget. Sådan har jeg haft det siden min mor blev syg af kræft, og det er kun blevet værre efter Elias er kommet til. Det går ud over min søster, mine veninder, svigerforældrene, ALLE. Så når nu Johan lige har ringet og fortalt, at de har haft en fantastisk formiddag i svømmehallen, så er jeg ikke bare glad, men også lykkelig for at ingen er gledet på en våd flise eller at der i det hele taget er sket noget af alt det, jeg i mit paranoide hjernespil kan give plads til. For bivirkningen ved at elske højt, er den dybe angst, tror jeg, og det stod der altså ikke lige på varedeklarationen.