Katten i sækken

Det er søndag, og det er ikke hvilken somhelst søndag, det er fastelavnssøndag. Johan er ude med Elias, klædt ud som løve (Elias altså), og jeg sidder hjemme og arbejder. Jeg ved ikke, hvornår jeg ellers skulle have nået det, men det er altså ikke med den bedste smag i munden, jeg sidder her. Jeg har ikke dårlig samvittighed over for Løven Elias, men overfor mig selv. For det er mig, der går glip af noget. Af at se ham ude i kulden, stå med en lille rød næse, pakket ind i så meget tøj, at han nok ikke rigtigt kan bevæge sig, muligvis svingende uforsvarligt om sig med en kølle, der er lige så stor som han. I stedet sidder jeg her. Og arbejder. Er det sådan en, jeg er blevet? Er jeg nu sådan en, som andre kvinder advarer hinanden imod, fordi man ikke sætter børnene foran arbejdslivet? Eller er jeg blevet sådan en der tager ansvar for familiens økonomi ved lige at give den en ekstra skalle. Jeg er i hvert fald lige lidt usikker over, om det er klogt at sidde her de næste par timer, så jeg får ordnet det jeg skal, så der er plads til leg og varm kakao med Johan og Elias senere. Lige meget hvad, så gør jeg mig umage for at få det hele til at hænge sammen og for at navigere ordentligt i det her forældrenoget, og jeg tvivler på, at Elias kan huske om jeg var der eller ej, når han er nået til slikposen. Alligevel, er jeg lidt i tvivl om jeg sidder det rigtige sted.

Lokum med pistacier

Efter torturnatten tog Elias og jeg hjem til Leila, mens Johan tog i studiet. Elias var sit chamerende selv, godt hjulpet af at Leila havde fyldt ovnen og kagedåsen med Elias yndlings biscotti-vitaminer. Når man sidder der, i sin venindes køkken, og nyder myntete, ekstra hænder til den livlige unge, og taler om livet og tilværelsen og drenge i alle aldre, ja så er livet altså helt perfekt. Og når der så står en smukt dekoreret æske lokum i vindueskarmen, kan man så ønske sig mere?

Ole, Ole – hvor er du?

Jeg er træt. Dødtræt. Elias har givet os en af de helt slemme nætter. Han vågnede hvert tyvende minut og skreg så huset rystede. Som kronen på værket kastede han op på mig kl kvart over fire. Og græd. Så sov han en time. Og startede så sirenen igen. Gud ske tak og lov, tog bedste Karen ham kl syv, og nu tager han sig så en lur. Bedste Karen har pakket sine sager og er gået; hun skal hjem til Odense i dag og jeg savner hende allerede. Johan skal i studiet og Elias og jeg besøger Leila på Vesterbro senere. Og så venter der endnu en nat, og jeg ved helt ærligt ikke hvad jeg skal gøre, hvis ikke snart Ole Lukøje kigger forbi Østerbrogade.

(I Tyskland hedder Ole forresten Der Sandmann og kører ved særlige lejligheder på knallert. Måske han så kommer lidt hurtigere? Jeg er klar med en tier til benzinen, hvis det er…)

Ondt i røven

Østerbro kl 7 i morges

Endnu en dag i mit glamourøse liv: I dag har jeg kørt i tog i over 9 timer. Faktisk så længe at mine baller og mit haleben er følelsesløse, og på en eller anden måde alligevel gør ondt. Jeg har været i Herning til et møde, og meget kan man sige om Herning, men den er godt nok flad. Det er en flad by, uden ret mange tagrygge, der strækker sig, og fornemmelsen af at vinterhimmelen har lagt sig tungt og gråt ned mellem tagene, næsten som om den prøver at fylde et mellemrum ud mellem husene.

I Herning kørte vi med en svedende taxachauffør, som med det samme fik kastet en kommentar ind om at Herning betaler helt vild meget skat til Københavns Kommune, som om det var mit helt personlige ansvar og kommentaren hang så længe i luften, at den blev til et spørgsmål som jeg tilsyneladende burde have et svar på. Jeg havde intet og så mumlede han noget om arrogante københavnere, og jeg, der aldrig har tænkt mig selv som Københavner (er trods alt fra Verdens Navle, Odense), blev altså lidt fornærmet, selvom jeg jo så gerne vil være overskudsagtig. Nå men tilbage til at have ondt i røven, for det har folk åbenbart; eller nogle føler sig grænseløst provokerede, hvis ikke man med det samme giver dem ret i stort og småt, og i at jorden er flad og Herning er en fattig kommune (er det ikke en af Danmarks rigeste?) så er man en dum kælling fra København. Og det er jeg måske også ind i mellem, men lige nu har jeg virkeligt ømme baller, og priser mig lykkelig for at jeg ikke har kronisk ondt i røven, men faktisk – for det meste – evner at møde folk (kongefamilien undtaget, skulle det usandsynlige ske) med åbent sind.

Mærkedag // Mærkelig dag

Det er en meget mærkelig dag i dag. Er så træt, at hovedet gør ondt og øjnene vil lukke sig, hvis ikke jeg passer på. Så er det også min mors fødselsdag. Hun ville være blevet 62 i dag, have været mormor til en dreng (nu, jeg ikke kunne levere en pige – som var hendes favoritter. Men mon ikke hun havde vendet sig til Skattefidusen nu?), og have været her sammen med os, i stort og småt. Mest i stort, hvis jeg skal være ærlig og så realistisk som man kan være når man taler om en der ikke er mere. Og kun når hun havde tid, altså. For jeg tvivler sådan set på, at hun havde droppet arbejdslivet for at være mormor, hvis hun havde haft valget, men jeg ved det jo desværre ikke. Det er lige gået op for mig for nyligt, at min mors fravær fylder mere end hendes nærvær. Det at hun forlod os så smerteligt og uretfærdigt tidligt præger mig og min familie næsten mere, end hendes nærvær nogensinde har gjort. Det sted, hun skulle have været i vores liv er tomt for altid, og kan på en eller anden måde aldrig fyldes op, eller fyldes ud. Det er ok, især fordi jeg er ved at forstå det, men det holder aldrig op med at være svært. Og jeg savner hende, det gør jeg altså. Mere end jeg helt kan holde ud at tænke på.