TAK, Svigermor!

Søvn virker. Søvn er kommet for at blive. Søvn er det nye sort – jeg kunne blive ved, og vil gladeligt være den der opfinder titusind nye klicheer, for det passer – søvn holder! Efter en nat uden gråd, var morgenen helt fantastisk, og da lille og stadigt syge Elias blev afleveret ved hoveddøren, så Fantastiske Svigermor også noget brugt ud. Hun var også lidt chokeret over HVOR lidt Skattefidusen rent faktisk sover. Men heldigvis ikke afskrækket (Gud ske tak og lov for det), og kan godt overtales igen (Og der bliver købt blomster, det gør der…). Arbejdsdagen blev amputeret, så jeg kunne komme hjem og passe, men det kørte videre pr telefon og mail, og vi har fået afleveret det hidtil flotteste magasin til tryk. Således multitaskende kom vi igennem dagen, og inden Elias gik amok i eftermiddags, havde jeg heldigvis (tak til Svigermor) overskud til at pakke ungen ned, slæbe ham ned fra fjerde og gå en tur i det lille forår med ham i klapvognen. Vi fandt faktisk Københavns flotteste cykel og kiggede på blomster som Elias kaldte for MAM. Men det korte af det alt for lange er at søvn, søvn det holder. Jeg lover hermed at stå fremtidige børn og svigerbørn bi. Promise. Og de der gener, der giver manglende søvn? Dem har Elias fra sin far.

10 Comments
Previous Post
Next Post