Ondt i røven

Julia Lahme 19 feb 2009
Østerbro kl 7 i morges

Østerbro kl 7 i morges

Endnu en dag i mit glamourøse liv: I dag har jeg kørt i tog i over 9 timer. Faktisk så længe at mine baller og mit haleben er følelsesløse, og på en eller anden måde alligevel gør ondt. Jeg har været i Herning til et møde, og meget kan man sige om Herning, men den er godt nok flad. Det er en flad by, uden ret mange tagrygge, der strækker sig, og fornemmelsen af at vinterhimmelen har lagt sig tungt og gråt ned mellem tagene, næsten som om den prøver at fylde et mellemrum ud mellem husene.

I Herning kørte vi med en svedende taxachauffør, som med det samme fik kastet en kommentar ind om at Herning betaler helt vild meget skat til Københavns Kommune, som om det var mit helt personlige ansvar og kommentaren hang så længe i luften, at den blev til et spørgsmål som jeg tilsyneladende burde have et svar på. Jeg havde intet og så mumlede han noget om arrogante københavnere, og jeg, der aldrig har tænkt mig selv som Københavner (er trods alt fra Verdens Navle, Odense), blev altså lidt fornærmet, selvom jeg jo så gerne vil være overskudsagtig. Nå men tilbage til at have ondt i røven, for det har folk åbenbart; eller nogle føler sig grænseløst provokerede, hvis ikke man med det samme giver dem ret i stort og småt, og i at jorden er flad og Herning er en fattig kommune (er det ikke en af Danmarks rigeste?) så er man en dum kælling fra København. Og det er jeg måske også ind i mellem, men lige nu har jeg virkeligt ømme baller, og priser mig lykkelig for at jeg ikke har kronisk ondt i røven, men faktisk – for det meste – evner at møde folk (kongefamilien undtaget, skulle det usandsynlige ske) med åbent sind.

9 Kommentarer »

  1. Åhh at dømme ud fra overskriften og billedet var min første tanke at du måtte være skvattet.. ;)
    Jeg er glad for at høre at det “bare” er tog-vabler og snævertsynethed der trykker.
    Sjovt så oplyst man kan blive af at læse din blog. Her er jeg altid blevet opdraget med at grænsen til København lå på den anden side af storebælt, men den er åbenbart rykket mere vestpå med tiden. Tænk at den er nået helt til lillebælt.. ;)

    Kommentar by Sine — 19. februar 2009 @ 21:20
  2. Awwwww, jeg håber at “den” er kommet sig til i morgen ;)
    Ja, man støder af og til på folk som ikke kan se ud over deres egen næsetip, men dem skal der jo også være plads til :-)

    Kommentar by Mrs Cakeaholic — 19. februar 2009 @ 22:20
  3. Og som en der bor i Herning, kan jeg kun sige, at der blev jeg lige en kende fornærmet over, at vi alle bliver skæret over en kam – lidt som du også blev det :-) Er det ikke bare en tendens, vi mennesker har – det er så nemt at forenkle verden, så vi alle kan forstå den.
    Eller noget …. Herning er sgu god nok – sagt af en, som er flyttet her til helt frivilligt og det endda fra den fynske udgave af København …

    Kommentar by Monica — 19. februar 2009 @ 22:39
  4. Ha ha ha ha haaaaa, ondt i røven ja – DET havde ham den svedende.
    Men fordomme og egen-godhed florerer lifligt i alle landets kroge, så man skal vist bare vende det døve øre til.

    Jeg blev berørt af dit forrige indæg, det om din mor. Det må være rigtig svært. Et knus til dig, fordi du er så god til at skrive tingene som de er.

    Kh, Maria

    Kommentar by Maria — 20. februar 2009 @ 00:37
  5. Årh, hvor er det bare anstrengende – og det hjalp nok ikke just på den lange togtur. Meeeen – enormt glamourøst – det må man sige… ;) Håber du slipper for toget og taxaen i dag!

    Kommentar by Astrid — 20. februar 2009 @ 08:21
  6. Arrgghh…. hvor TRÆLS! Jeg var nok også blevet en ANELSE smågnaven og fornærmet, for MEGET kan man få skyld for, og mange er tingene er sikkert også berettiget, meeeeen, der ér altså grænser!!

    og hey…. du er os’ fra ‘ O’ense….. lissom mig ;O)

    Hav en rigtig god aften

    Kommentar by Rosanna — 20. februar 2009 @ 17:34
  7. Det lader til, at der er flere af taxachaufførens slags… Vi er i hvert fald to, der har følt os trådt på af andres fordomme i dag.

    Kommentar by Sussie — 20. februar 2009 @ 23:32
  8. Og i går ;0)

    Kommentar by Sussie — 20. februar 2009 @ 23:33
  9. Pinligt at sige det, men jeg bor i Herning kommune. Pinlig over, at vi har sådan en taxa chauffør som ikke bød dig velkommen, måske ville du så have set at der er noget i Herning der er smukker. Jeg ville gerne have taget dig på en rundvisning, vi var nok endt ude på landet hvor der er luft og plads. Måske havde jeg vist dig min arbejdsplads, en gl. herregård.
    Jeg kommer fra Næstved og savner stadig området.

    P.s Herning er en rig kommune, der styres med hård hånd. Venstre sidder på magten og vores borgmester er mægtig glad for højhuse og beton byggeri. Flere af de gl. bygninger bliver endten revet ned eller gemt bag noget meget højt, som ikke levner meget historie tilbage.
    Næste gang du kommer herover så må du bestille en taxatur rundt med mig. Det ville helt sikkert blive meget mere hyggelig.

    Kommentar by lis — 21. februar 2009 @ 13:28

RSS feed til kommentarer til dette indlæg. TrackBack URI

Skriv en kommentar

Julia Lahme // Copyright Julia Lahme 2010 - all rights reserved. // Design by minimega