Mærkedag // Mærkelig dag
Det er en meget mærkelig dag i dag. Er så træt, at hovedet gør ondt og øjnene vil lukke sig, hvis ikke jeg passer på. Så er det også min mors fødselsdag. Hun ville være blevet 62 i dag, have været mormor til en dreng (nu, jeg ikke kunne levere en pige – som var hendes favoritter. Men mon ikke hun havde vendet sig til Skattefidusen nu?), og have været her sammen med os, i stort og småt. Mest i stort, hvis jeg skal være ærlig og så realistisk som man kan være når man taler om en der ikke er mere. Og kun når hun havde tid, altså. For jeg tvivler sådan set på, at hun havde droppet arbejdslivet for at være mormor, hvis hun havde haft valget, men jeg ved det jo desværre ikke. Det er lige gået op for mig for nyligt, at min mors fravær fylder mere end hendes nærvær. Det at hun forlod os så smerteligt og uretfærdigt tidligt præger mig og min familie næsten mere, end hendes nærvær nogensinde har gjort. Det sted, hun skulle have været i vores liv er tomt for altid, og kan på en eller anden måde aldrig fyldes op, eller fyldes ud. Det er ok, især fordi jeg er ved at forstå det, men det holder aldrig op med at være svært. Og jeg savner hende, det gør jeg altså. Mere end jeg helt kan holde ud at tænke på.
Jeg kender den dag. For mig, min far’s fødselsdag.
Nogle gange skal den bare overstås, for smerten over han ikke er her mere, er for stor. Andre gange har det været med smil.
Men savnet er altid lide stort!
Forstår så udemærket, hvad du skriver med fraværet, der fylder! Sådan er det også hjemme hos os. Mistede min mor under min graviditet med mit første barn. Det er så uretfærdigt at miste sin mor, når man selv står og skal være mor. Eller ingen mor at have, når man selv bliver mor. Der er ingen at spørge, ingen til at elske sit barn ligeså højt, som man selv gør. Faktisk synes jeg, at der er stof til en hel bog om emnet at blive mor oveni at have mistet sin egen mor. Tillykke med din mor i dag! Kh. Gitte
Rørende. Sandt. Må lige synke en klump eller to. Tillykke med din mor i dag – eller rettere; tillykke med Dig og Dit liv idag!
mange tanker herfra
Jeg vet noe om det å mangle en- det er alltid der i tankene. Når jeg leser om hvordan du prøver å få sove om nettene og arbeide om dagene så står det svært levende for meg hvordan det var. Jeg sto på trappen ved bakdøren vår (vi bodde i Canada da og alle hus har bakdør) og trakk pusten (og nikotinen, dengang)for å kjenne at jeg var bare meg noen minutter innimellom.
Ingen ord herfra. Bare en tanke… og et kram.
Hej Julia. Jeg opdagede din blog igår, fordi jeg så sig i Brunch fortælle om din bog – nu er du røget på min google-læser liste, så jeg glæder mig til at følge med
Jeg tror sørme også jeg må erhverve mig din bog. Mødre på barsel elsker jo at sammenligne sig med andre mødre, ik? 
Tanker til dig her på en mærkelig mærkedag.
Kære Julia, ja sådanne mindedage/mærkedage kan være svære at komme igennem, men jeg håber at du i løbet af dagen, vil må mange glade minder frem om livet med din mor, og at det så alligevel bliver en dejlig dag
Knus fra
Dorthe
En lun tanke herfra – savnet er svært. Jeg håber, du snart er på højkant igen. Men dejligt, du giver dig selv lov at savne. Det er den eneste måde, man kan være lidt ‘sammen’ med dem, man ikke kan være sammen med….
KH
Så dig i brnch i går – stærkt gået!
Kæreste Julia,
I går var også min mors fødselsdag. Hun er også mormor til en dreng.
Det gør så ondt at savne. Det ved jeg.
Specielt på mærkedage. Faktisk får mange datoer en helt særlig betydning, når nu dem vi elsker ikke længere er her.
Det gør mig ondt Julia, for din mormor skulle netop være lige dér og opleve det hele.
På trods af alt og for hvad det så er værd: Tillykke med din mor.
Mange klem og tanker fra Frederikke
Åh, Julia!
Det er nok det der er det sværeste ved at miste et menneske man holder af – sorgen bliver ved at være der. Dukker op i alle de situationer, hvor vedkommende jo skulle have været med. Forhåbentlig bliver den ikke med at være lige så rå som i den første tid, men vi bærer nok altid den pågældende med os.
Tanker til dig og tillykke med din mor.
K.
Hej Julia
Det var stærkt. Min kloge kone har fortalt mig, at den bedste måde, at have dem, som ikke kan være her selv, med i sin tilværelsen, er at leve livet…så nyd Elias og Johan – det ville din mor nok have synes, er det bedste du kunne gøre!
Kh
T
Der er de mærkedage man mærker som et sug i mellemgulvet, ledsaget af eftertænksomhed – måske kombineret med tårer af savn og alligvel lykke over at livet er en gave.
Og så er de de mærkedage hvor man har lyst til at råbe højt, skåle, give fremmede mennesker man aldrig har mødt kæmpe knus og hoppedanse i køkkenet med sine vilde unger….
Vidste du godt at din bog er den mest solgte i uge 7? Vi har allerede fejret dig herhjemme
Knus Trine
Hej Julia
Jeg kan genkende mig selv i rigtig meget af det, du skriver. Jeg er imponeret over, at du formår at dele alt dette med alle os, at du er så åben og deler ud af dine erfaringer og følelser. Jeg har ikke læst din bog, men vil gå ud og købe den i morgen. Jeg tror jeg kan bruge dine ord til meget.
Mange hilsner
Julie
@ Marianne – ja, savnet hænger ved.
@ Gitte – ja, det har du faktisk ret i. Det er der MEGET at sige / skrive om. Jeg er meget ked af at høre, at du mistede din mor, midt i al det, der burde / skulle være glædeligt. Det må have været så voldsomt.
@ Lisbeth – hvor er det bare dejligt at høre, at vi er flere!
@ Rikke – fedt! ja – vi vil gerne vide, at vi ikke er de eneste… Sig endelig til, hvad du synes når / hvis du læser bogen
@ Dorthe – ja sådan er det. Minder og følelser, og det meste er jo dejligt.
@ Frederikke – jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige andet end tak. Når synkroniciteten rammer, bliver man lidt paf.
@ Vind i håret – tusind tusind tak
@ Torben – hun er sgu klog! hils hende og sig tak!
@ Trine – du har ret – det er de gode! Og nej, det vidste jeg sgu da ikke!
@ Julie – det er jeg altså meget taknemmelig over. Tusind tak!
Du har lige sat ord på hvordan jeg har følt i 15 år – det fylder mere at hun (min Mor) IKKE er her, end hun ville have fyldt ved at VÆRE her. Men kors hvor jeg savner hende, og hvor jeg synes det er uretfærdigt at hun ikke har været her til at hjælpe mig, fortælle hvad jeg gjorde da jeg var lille (min far kan intet huske af det, typisk mænd!), men mest af alt uretfærdigt fordi mine børn ikke har fået lov til at opleve det samme fantastiske bånd med en Mormor som jeg havde til min…..Sender knus og tanker til dig og kender desværre alt for godt til at savne
Har først for nyligt fået øje på din blog, så overspringshandler nu ved at læse i arkivet…
Og selvom dette her er et gammelt indlæg må jeg bare kommentere på det… For hold nu op hvor kan jeg kende det! Jeg mistede selv min mor for tre år siden, og selvom jeg ikke har børn endnu kan jeg allerede nu mærke hvor meget større tomrummet bliver den dag hun ikke er der til at være mormor! For allerede nu er det enormt og fylder ABNORMT meget!!!