Angst og bæven
Nogle gange bliver jeg bange. Sådan rigtig angst. For at der skal ske nogen jeg elsker noget. Sådan har jeg haft det siden min mor blev syg af kræft, og det er kun blevet værre efter Elias er kommet til. Det går ud over min søster, mine veninder, svigerforældrene, ALLE. Så når nu Johan lige har ringet og fortalt, at de har haft en fantastisk formiddag i svømmehallen, så er jeg ikke bare glad, men også lykkelig for at ingen er gledet på en våd flise eller at der i det hele taget er sket noget af alt det, jeg i mit paranoide hjernespil kan give plads til. For bivirkningen ved at elske højt, er den dybe angst, tror jeg, og det stod der altså ikke lige på varedeklarationen.
Du har bare så ret!
Jeg tror den er kommet for at blive – angsten. Men heldigvis også kærligheden.
God weekend til jer alle – og husk nu også at nyde din alene-hjemme-space, så du rigtig kan glæde dig til at de kommer hjem igen
Knus Trine
Jeg kan næsten ikke lægge bogen fra mig, fik den i går. Anne ( også nybagt mor ) og Lene skal hurtigt have fat i den.
Jeg glæder mig over alt det du skriver, både om din far og Elisabeth, som jeg stadig savner meget og om angsten. Ja den dukker op igen når man bliver mormor og måske større end jeg erindre den, da jeg selv blev mor. Håber du har tid til at vi mødes en dag, jeg arb. stadig men kun på 32 timer så der er en ugentlig fridag.
Kærlig hilsen Berit
Jeg kan huske, hvordan min mor bekymrede sig helt ekstremt over alt muligt, da vi var små. Den gang syntes jeg, hun var helt forfærdelig og irrationel, men i dag kan jeg bedre forstå følelsen. Selvom jeg ingen børn har selv.
Tror det er et mor-ting. Kan garanteret forklares genetisk..
Ja, det er helt sant. Min mann ble pappa for første gang da han var 43 år – og barn har han alltid likt, men ikke ant hvordan det var å få sin egen. Han sier at han har aldri elsket så høyt, men heller ALDRI vært så livredd hele tiden. Nå fylte vår lille Plutt 12 år, og han er like redd for henne
Jeg plejede at ryste på hovedet af min mor, når hun hørte en ambulance og man kunne se, at hun lige talte sine lam omkring sig. Tjek! – de var ok alle tre, da de ikke var i den retning ambulancen kørte. Hun ringer hver gang, der er kraftig snestorm i upstate New York, som er 3 timers kørsel herfra, men hvis nu….og hører/ser/læser hun noget om en trafikulykke et sted, så kan man se, at hun inde i hovedet lige memorerer, hvor lammene er henne i verden og sikrer sig, at det heller ikke var denne gang, at hendes kære blev ramt….og nu mærker jeg så, at jeg ligner hende….
AB
Ihh, hvor jeg kender det! Har lige læst det kapitel i din bog hvor du skriver om angsten for at der skal ske Johan noget når han er i byen.
Jeg kan ligge vågen hele natten af samme grund, kan blive så bange for at nogen på stoffer overfalder min kæreste når han er i byen eller løber i fælledparken når det er mørkt, at han falder ud af vinduet når han vasker det osv. Han ved det godt, men smiler heldigvis kun kærligt til mig over det. For jeg vil ikke lade det vokse og få for meget plads (med gad godt pakke alle dem jeg elsker ind i vat og bobleplast)
Præcis! Jeg vil også gerne klage et eller andet sted. Over den manglende deklaration. Havde da ligesom godt fanget, at dem der, der havde børn, de var en kende hysteriske i deres nervøsitet af og til. Men syntes jo, de lige skulle klappe hesten lidt. ….og så fik jeg selv barn. Og børn. Og kan nogle gange slet ikke trække vejret af bar rædsel over, hvad der kan tilstøde dem, når jeg ikke lige er der til at holde katastroferne fra døren. Og har tænkt, om jeg er blevet helt rablende. Men er ligesom dig kommet frem til, at det er bagsiden af at elske så højt. Og så er det også noget med tab af kontrol, men det bliver en anden udredning…
Jeg tilslutter mig også koret af “mødre med angst”….
Da ældste søn og mand sidste år fløj til Afrika, lyver jeg ikke når jeg siger at jeg hver aften bad en stille bøn for at der ikke ville ske dem noget…..det gør jeg så også når sønnen er på spejdertur…..sådan en dolk i en 8 årigs hånd kan godt nok smutte mange uheldige steder hen…………
Jo jo…kender det alt for godt! Mon det ikke bare hører med….når man elsker et andet menneske så højt!
Du har ret! Men jeg oplever altså også, at man skal have nedture, for at kunne have opture. Ellers bliver livet bare en lige linje uden udsving – og det ville altså passe mig meget dårligt. Man skal også have dage, hvor man føler sig som en rigtig dårlig forælder for at blive bevidst om det, når man har en fantastisk dag med ungerne, hvor alt er i balance. Yderlighederne forstærker hinanden, og jeg mener ikke at man skal opsøge dem, men jeg mener nok mere eller mindre, at de eksisterer i kraft af hinanden. Sidst på min arbejdsdag når jeg altid til, at jeg savner pigerne. Og jeg elsker det, for det gør oplevelsen af at komme hjem meget stærkere. Det er altså fedt! Det sure med det søde, du ved…
Kære Julia
(Med frygt for at blive for anmasende:))
Læste du min kommentar til “Det forkromede overblik”? Jeg vil så frygtelig gerne ha fingrene i din bog, men bor i Island, hvor man desværre ikke kan købe den. Kan jeg på nogen måde bytte/købe mig til den hos dig?
Kh Marlene
Marlene, du kan evt kigge hos en internetbohandel som fx Saxo (der er god en ret heftig porto: Europa (uden for EU – dog ikke Grønland): DKK 149,00 plus DKK 9,00 pr. vare. )
Jeg kender også godt til de der sindsyge scenarier, der udspiller sig på det indre filmlærred.
Det bliver værre, når man ikke får sovet nok, men det er jo stort set umuligt at lave om på små børns sove (u)vaner, så det hjælper dig ikke så meget lige nu. Men måske på sigt?
Knus
MM
mens jeg var i arnold busck igår var der en der kom og spurgte efter din bog, og jeg synes det var ærgerligt, at det ikke var dig, der stod og hørte det.
ja, livet handler vel vældig vældig meget om angst for at miste, og vel allermest, når man har gjort det, og ved hvilken kamp op ad bakke det er.
min mor døde da jeg lige var fyldt 23 år, og det har sat et kæmpe præg på mit liv, selv nu som 48 årig….. det er svært for piger at miste deres mødre som unge, og sikkert kommer der også en underlig tomhed når man selv er blevet det, og et ønske om at dele det med sin mor..
Åh, hvor har du altså ret!… jo dybere kærlighed man føler, jo større en angsten og skrækken for at miste. Da jeg ventede mit 4. barn var jeg meget bekymret for at mit lille ufødte barn, og talte med jordemoderen om det. Og hun sagde ganske rigtigt og fornuftigt: “Du er så bekymret, fordi du har tre sunde børn, du ved hvor vidunderligt og uvurderligt det er, at få en sund og velskabt baby, dét er sårbart og gør dig bekymret og nervøs”..
Hav en rigtig skøn søndag, kh herfra
@ Trine – ja, som Astrid skriver – det gode ved at være væk fra dem, er at savne dem. Og jeg savnede Elias så meget i går!
@ Berit! Jeg sender dig en mail!
@Belle – ja enten noget med moderskabet, men måske også noget med at begribe sin egen sårbarhed?
@ Sissel – ja, det sætter altså sine spor!
@ AB jeg kan godt forstå det må være svært for din mor at du er så alngt væk. Jeg får den også, hvis der er glatte veje etc, skal jeg beherske mig meget for ikke at kime Johan ned…
@Valdemarsro – Vi må bygge nogle store skumdragter, til dem vi elsker!
@ Signe: HAHA! Ja – den varedeklaration, den mangler sgu!
@Stine – vi må bare ikke tænke på det. Er stadig bange for at Elias får noget galt i halsen i vuggestuen…
@Astrid – ja det hele følges ad, men nogle gange kunne jeg godt nøjes med chokoladen uden mavepinen…
@ Marlene! UNDSKYLD jeg ikke har svaret dig, har klikket lidt rundt og mit bedste bud er saxo. Sig lige til, hvis ike det kan lade sig gøre, så finder vi på noget. KH
@Mette – ja, søvn er det nye sort…
@Merete! TAK – jeg tør snart ikke nærme mig boghandlerne mere efter de sidste dage med kameraet i hænderne. men tak! Jeg er ked af at høre om dit tab – man kommer nok aldrig helt over det, tror jeg. I hvert fald ikke savnet.
Rosanna – det er utroligt, ikke, at man i al lykken er bange for alt det andet. Og så 4 børn! HVOR ER DU SEJ!
KH
Julia