Angst og bæven

Nogle gange bliver jeg bange. Sådan rigtig angst. For at der skal ske nogen jeg elsker noget. Sådan har jeg haft det siden min mor blev syg af kræft, og det er kun blevet værre efter Elias er kommet til. Det går ud over min søster, mine veninder, svigerforældrene, ALLE. Så når nu Johan lige har ringet og fortalt, at de har haft en fantastisk formiddag i svømmehallen, så er jeg ikke bare glad, men også lykkelig for at ingen er gledet på en våd flise eller at der i det hele taget er sket noget af alt det, jeg i mit paranoide hjernespil kan give plads til. For bivirkningen ved at elske højt, er den dybe angst, tror jeg, og det stod der altså ikke lige på varedeklarationen.

14 Comments
Previous Post
Next Post