Fædre & Onkler

Der var en gang, hvor min fars nærvær eller fravær ikke betød det store – nu betyder det alt. Min far har passet og plejet Elias de sidste dage mens Elias har været syg. Min far har hentet og bragt og talt om samværet med sit barnebarn som et ”privilegium”, og betragter ikke de fridage han har måttet tage som et problem, men som en selvfølge. Det er så fantastisk. Det er fantastisk at vi ikke behøver at lægge os på knæ og messe tak for hjælpen – tak for hjælpen, men bare kan ringe og så står han der. Det er fandme i orden. Og især i denne uge, hvor modeugen hiver tænder ud, hvor Johan skal tusind ting og hvor vuggestuen er udelukket fordi man ikke sender sit lille varme feberbarn derned i bakteriefælden (og så er der jo de andre børn, som vi jo heller ikke behøver udsætte for noget…), der er det altså en gave, at min far er i Danmark. Han rejser tilbage til Afrika på mandag, og jeg ved slet ikke hvordan vi skal klare os, eller hvordan Elias skal undvære sin nye bedste ven. Så er der lige svoger Helmer – som cykler fra A til B til C og tilbage til B – for at sørge for at nevø Elias får rent tøj på efter han har gennemskidt tøj og næsten også min fars sofa, fordi Johan og jeg ikke engang har tænkt over at give Elias skiftetøj med. Så dejlig kan en familie være. Og så kan jeg jo ikke lade være med at fundere over, så fantastisk dejligt det er når fokus flyttes fra os til barnebarnet / nevøen. Man bliver voksen. Og taknemmelig.

13 Comments
Previous Post
Next Post