Klagesang og Rettelse… fra en emsig type

Mandag – jeg begynder lige med klagesangen: Elias holdt jamre-/skrige-/brøle-koncert hele natten, og da vi stod op i morges, var Johan og jeg så nedslidte at jeg for min del begyndte dagen med svimmelhed og hovedpine og Johan med hovedrysten og slukørethed. Det lille menneske har tårnhøj feber og ondt i huden, er tørstig, men vil ikke drikke, er sulten, men vil ikke spise. Er træt og vil under ingen omstændigheder sove.  Man kan i virkeligheden ikke bære det. Når han er glad, er han så glad at han får stjerner i øjnene og balladen strømmer ud i arme og ben og han løber rundt og pjatter. Det er altså bedst sådan. Det andet er for synd. For lige at understrege at alt ikke er noget lort, smider jeg lige nogle fiiiine kager fra Paris ind her:

jeg fortsætter så lige med en rettelse: I Politiken i lørdags bliver min bog i en kommentar kritiseret for at være “samlebåndschicklit” og jeg bliver skældt ud for at min bog er endnu en i rækken, der påstår at “shopping er et middel mod morgenkvalme“. Der står også at jeg er med til at opfordre til at “spille dum” ved at fortælle “hvor helt utroligt uduelig man er“. For det første er jeg slet ikke dygtig nok til at skrive chicklit, for det andet tror jeg ikke at skribenten har læst min bog. Bogen er bare skrevet ud fra et synspunkt om at det er ok at være både-og: Både lykkelig og skræmt, og både god til at elske, og bange for ikke at gøre tingene godt nok. Jeg mener: Det kan da ikke passe at vi kun har en dimension hver især, vel? Vi må da have lov til at føle og mærke verden selv! Uden filter, og uden at synes vi skal være stærke, perfekte eller dygtige hele tiden. På den gode side fik bogen så fem ud af seks stjerner i Ekstra Bladet i går. Så nej, jeg er ikke fornærmet – jeg vil bare have lov til at være både-og.

17 Comments
Previous Post
Next Post