Børnesygdom
Så kom jeg hjem fra det der fantastiske Paris… Hjem til syg Elias. Johan var på drengetur med alt hvad der dertil hører, og jeg var alene med feberbaby. Lørdag havde jeg ligesom prøvet at bestemme mig for at nu var han rask, men det blev KUN værre. Heldigvis kom veninde Leila og hjalp mig, for da kunne jeg slet ikke andet end at holde om ham, hvis jeg skulle undgå at han græd så meget at jeg ikke ville kunne få ro på ham igen. Natten til i dag nåede vi omkring vagtlæger, opkald og en feber på 42,2, og jeg kunne slet ikke holde det ud: At sidde alene med grædende barn på armen, som er så varm at man selv sveder, og han bare græder og græder og græder. Han nægtede at spise noget, og det var der jeg blev rigtigt bange. Det er så gået over, det der med spisevægring skulle jeg hilse at sige og heldigvis for det! Man bliver SÅ magtesløs når ens barn ikke har det godt, og jeg får lyst til at kæmpe mod drager, eller regeringen eller noget andet (næsten) umuligt bare for at slippe for at han skal have det så dårligt. Mine arme kan kun holde om ham, men ikke holde feberen væk, lige meget, hvor meget jeg prøver. Så i morges, da jeg var allermest træt og lille, kom min far og tog over, så jeg kunne sove et par timer, og nu er Johan hjemme og alt er som det skal være, inklusive knapt så varm lille Skattefidus.
Og Pyyyha.
Så Trine (Trine har appelleret til os alle om at være modige i denne weekend – se her: http://www.hverdagsjunkie.blogspot.com/ ) – jeg nåede det altså ikke, må gøre mig umage i ugen, der kommer!
Det er bare det værste værste værste, når de små er syge.
Godt din far kunne kommeog give dig et lille pusterum.
God bedring til Elias!
Øv ja, det er så trist og synd. Det VÆRSTE når de er så syge at man rent faktisk bliver bekymret. God bedring til ham.
God bedring med Elias, det lille pus. Jeg håber at i alle får en rolig og feberfri nat.
Hej Julia!
Jeg er ikke enig med dig – altså i at du ikke nåede det!
At være modig på sit barns vegne er netop den største udfordring, fordi det også er forbundet med så meget bekymring og angst!
Så i mine øjne har du været lige præcis så modig som man overhovedet kan være; du har taget Elisa i dine arme og forsikret ham om at du nok skal være der for ham når han trænger til din omsorg!
Du har gemt dine bekymringer væk og forsikret ham om at dragerne (eller regeringen) bare kan komme an, også selvom du sikket har rystet indeni…
Det er mod – og det er stort!
Knus Trine
Øv – og nu er jeg flov over at tasterne ikke ville som jeg, så jeg fik stavet Guld(feber)klumpens navn forkert …
Sorry
det er så udmargrende og afmagtfyldt når ens børn bliver så syge, og man intet kan gøre andet end at forsøge at lindre. Æv.
God bedring til ham.
Hvis der er noget, der for alvor flår i moderhjertet, så er det når poderne er syge, det er så hårdt!
Dejligt at det går bedre, du kan ånde lettet op for denne gang, og smile til dig selv i spejlet fordi du har været en omsorgsfuld og modig mor.
Og så også fordi, at der er en rigtig fin lille anmeldelse af din bog i eb i dag, en bibel skriver de!
Tillykke med det, søde Julia…
Joooe…Julie…du nåede sgu at være modig! At have ansvaret for et lille væsen, der ikke kan søger for sig selv….det kan vist ikke modregnes!
Av for den, virkelighedens barske, barske verden.
Trøster mig altid med lægernenes evindelige svada: Hvis de bare drikker lidt og er til at komme i kontakt med, så er det ufarligt .
Men okay 42,2 dén er sgu høj!
God, god bedring til Elias og god samarbejdskamp til forældrene…..
Åh, febervarmt barn og al den bekymring og udmattelse der følger med. Så hårdt. Håber han har fået det lidt bedre og I kan få lidt søvn i øjnene og ro i sjælen. K.
God bedring med ham…
I er fandme så søde! Tusind tak – er sikker på det hjælper! KH