Bedstemor med kys i

Hjemme igen efter besøg hos Bedste Karen i Odense. Hun er syg, men har det bedre, og det er vi nogle, der er meget taknemmelige for. Elias var totalt vild i toget og endte med at stjæle to telefoner fra slumrende medpassagerer, og jeg var så “Mor uden styr på barn” som gik turen ned igennem vognen med åbne håndflader og andre menneskers mobiltelefoner, for at finde ud af, hvis de var. Turen var for hård for Elias som stadig er syg, og det gav mig så chancen for at genopfriske lektion #1 fra Forældreskolen:

“Der er forskel på, hvad forældre har lyst til og hvad børn har behov for.”

Men jeg havde virkeligt behov for lige at runde Karen. Bedste Karen kan alt det, min egen mor ikke forsøgte sig med: Bakker med kaffe og pæne kopper. Krydret kakao om eftermiddagen. Blomster i vaser alle vegne,  tændte stearinlys og hygge i alle kroge. Stabler af magasiner, stakke af smukke havebøger, reoler der bugner af nips, krukker og ting, man ikke ved hvad er. Og så er hun Bedste for fuld skrue. Elias er det heldigste barn i verden, for der er kærlighed, yndlingsmad og flere bananer end aberne i zoo kunne ønske sig, og oveni det, så mange kys at hans fede kinder er ved at falde af. Hun var min  mors nærmeste veninde, og nu er hun grunden til at vi er mange der ved, at vand er tykkere end blod.

Søster prøver at være positiv overfor nevøs musiksmag hos Bedste...

Dag med chokolade på

Livet er en æske fyldte chokolader, sagde de engang i en amerikansk film, som dengang var god og oscarværdig og som nu er så gennemført corny at man næsten ikke kan holde ud at se den. Igen. Men nogle dage er også som fyldte chokolader. Gode, søde og lige præcis så uforudsigelige som man kan holde til Som nu i dag. Hvor blogindlægget fra i går er fyldt med ønsker om god bedring og forslag til urtemedicin til Skattefidusen (jeg har købt det!). Jeg tror de gode ønsker virker, for Elias var glad i dag. Og havde helt klart meget mindre ondt. Og så lærte han mig, at rigtige løver, de siger MUUH, og det vidste jeg altså ikke i forvejen. Og så var det i aften, jeg fik min debut som sådan en, der læser højt af sin bog. Nervøs var jeg! For det var for Pretty Inks kloge skare af kloge forfatterinder, plus alle de kloge damer, som sørger for at ens bog kommer ud. Men det gik sgu! Og jeg synes det var sjovt, og kunne faktisk nyde at stå der.

I morgen tager Elias og jeg over til Fantastiske Bedste Karen i Odense mens Johan giver koncert både fredag og lørdag. Hvis du er i Lyngby eller Roskilde, ja, så går altså glip af noget, hvis ikke du liiige smutter forbi og hører ham. Jeg er jo forresten total objektiv.

Men tilbage til chokoladen. For posen med hjerterne fik jeg af en venlig sjæl der selv har små børn og ved at man går sukkerkold når de er syge. Da jeg begyndte på indlægget her var posen fyldt. Nu er der kun én tilbage. En god dag – det var det altså.

I havde ret…

Jeg tog fejl. Elias har ørebetændelse. Og lungebetændelse. Og øjenbetændelse. Og må helst ikke komme i vuggestuen de næste 10 dage. Og hvordan gør man så lige det? Det ved jeg endnu ikke, men i hvert fald skal han have en chance for at komme over al den sygdom, som har lagt ham ned siden starten af december. Så vi finder vel ud af det.

Trøstespisning. Det virker faktisk. Både på mor og barn.

TAK, Svigermor!

Søvn virker. Søvn er kommet for at blive. Søvn er det nye sort – jeg kunne blive ved, og vil gladeligt være den der opfinder titusind nye klicheer, for det passer – søvn holder! Efter en nat uden gråd, var morgenen helt fantastisk, og da lille og stadigt syge Elias blev afleveret ved hoveddøren, så Fantastiske Svigermor også noget brugt ud. Hun var også lidt chokeret over HVOR lidt Skattefidusen rent faktisk sover. Men heldigvis ikke afskrækket (Gud ske tak og lov for det), og kan godt overtales igen (Og der bliver købt blomster, det gør der…). Arbejdsdagen blev amputeret, så jeg kunne komme hjem og passe, men det kørte videre pr telefon og mail, og vi har fået afleveret det hidtil flotteste magasin til tryk. Således multitaskende kom vi igennem dagen, og inden Elias gik amok i eftermiddags, havde jeg heldigvis (tak til Svigermor) overskud til at pakke ungen ned, slæbe ham ned fra fjerde og gå en tur i det lille forår med ham i klapvognen. Vi fandt faktisk Københavns flotteste cykel og kiggede på blomster som Elias kaldte for MAM. Men det korte af det alt for lange er at søvn, søvn det holder. Jeg lover hermed at stå fremtidige børn og svigerbørn bi. Promise. Og de der gener, der giver manglende søvn? Dem har Elias fra sin far.

Sig til!

Jeg beklager virkeligt at måtte belaste blogverdenen og cyberspace med endnu en historie om træthed så stor at jeg ikke selv forstår, hvordan jeg er kommet på arbejde, endsige, hvordan jeg har kunnet holde mig fast til stolen og arbejde samtidig. Men fastelavn blev en kort affære for Johan og Elias, fordi Elias var lille og klynkende, og for at gøre en lang historie kort så brugte Elias det meste af natten til at kaste op. Det samme gjorde jeg. Og ja, igen – undskyld deltajerne – men det er ikke sååå nemt at være på arbejde efter sådan en nat. I morgen er der deadline og så er der ligesom ikke andet at gøre, end at blive færdig med tingene. Og det er vel også derfor nogen opfandt panodilerne?

Og så er det her mange vil sige til mig, at man skal huske at sige fra – at det er vigtigt at slå i bordet og at sige fra, men jeg har besluttet mig for at det, jeg skal blive bedre til, det er at sige til: Sige til når vi har brug for hjælp, sige til, at nu er jeg i den grad klar til at Elias sover en nat hos bedste forældrene, og det gør han så i nat. Vi får pakken leveret i morgen meget tidligt, og jeg er dybt taknemmelig over en nats ro. Jeg vil også hellere være god til at sige til – TIL! NU har jeg brug for hjælp, nu kan jeg ikke hænge sammen mere. Det er meget bedre end at sige fra, for mig i hvert fald.