Månedsarkiv: februar 2009

Bedstemor med kys i

Hjemme igen efter besøg hos Bedste Karen i Odense. Hun er syg, men har det bedre, og det er vi nogle, der er meget taknemmelige for. Elias var totalt vild i toget og endte med at stjæle to telefoner fra slumrende medpassagerer, og jeg var så “Mor uden styr på barn” som gik turen ned igennem vognen med åbne håndflader og andre menneskers mobiltelefoner, for at finde ud af, hvis de var. Turen var for hård for Elias som stadig er syg, og det gav mig så chancen for at genopfriske lektion #1 fra Forældreskolen:

Der er forskel på, hvad forældre har lyst til og hvad børn har behov for.”

Men jeg havde virkeligt behov for lige at runde Karen. Bedste Karen kan alt det, min egen mor ikke forsøgte sig med: Bakker med kaffe og pæne kopper. Krydret kakao om eftermiddagen. Blomster i vaser alle vegne,  tændte stearinlys og hygge i alle kroge. Stabler af magasiner, stakke af smukke havebøger, reoler der bugner af nips, krukker og ting, man ikke ved hvad er. Og så er hun Bedste for fuld skrue. Elias er det heldigste barn i verden, for der er kærlighed, yndlingsmad og flere bananer end aberne i zoo kunne ønske sig, og oveni det, så mange kys at hans fede kinder er ved at falde af. Hun var min  mors nærmeste veninde, og nu er hun grunden til at vi er mange der ved, at vand er tykkere end blod.

Søster prøver at være positiv overfor nevøs musiksmag hos Bedste...

Søster prøver at være positiv overfor nevøs musiksmag hos Bedste...

Dag med chokolade på

Livet er en æske fyldte chokolader, sagde de engang i en amerikansk film, som dengang var god og oscarværdig og som nu er så gennemført corny at man næsten ikke kan holde ud at se den. Igen. Men nogle dage er også som fyldte chokolader. Gode, søde og lige præcis så uforudsigelige som man kan holde til Som nu i dag. Hvor blogindlægget fra i går er fyldt med ønsker om god bedring og forslag til urtemedicin til Skattefidusen (jeg har købt det!). Jeg tror de gode ønsker virker, for Elias var glad i dag. Og havde helt klart meget mindre ondt. Og så lærte han mig, at rigtige løver, de siger MUUH, og det vidste jeg altså ikke i forvejen. Og så var det i aften, jeg fik min debut som sådan en, der læser højt af sin bog. Nervøs var jeg! For det var for Pretty Inks kloge skare af kloge forfatterinder, plus alle de kloge damer, som sørger for at ens bog kommer ud. Men det gik sgu! Og jeg synes det var sjovt, og kunne faktisk nyde at stå der.

I morgen tager Elias og jeg over til Fantastiske Bedste Karen i Odense mens Johan giver koncert både fredag og lørdag. Hvis du er i Lyngby eller Roskilde, ja, så går altså glip af noget, hvis ikke du liiige smutter forbi og hører ham. Jeg er jo forresten total objektiv.

Men tilbage til chokoladen. For posen med hjerterne fik jeg af en venlig sjæl der selv har små børn og ved at man går sukkerkold når de er syge. Da jeg begyndte på indlægget her var posen fyldt. Nu er der kun én tilbage. En god dag – det var det altså.

I havde ret…

Jeg tog fejl. Elias har ørebetændelse. Og lungebetændelse. Og øjenbetændelse. Og må helst ikke komme i vuggestuen de næste 10 dage. Og hvordan gør man så lige det? Det ved jeg endnu ikke, men i hvert fald skal han have en chance for at komme over al den sygdom, som har lagt ham ned siden starten af december. Så vi finder vel ud af det.

Trøstespisning. Det virker faktisk.

Trøstespisning. Det virker faktisk. Både på mor og barn.

TAK, Svigermor!

Søvn virker. Søvn er kommet for at blive. Søvn er det nye sort – jeg kunne blive ved, og vil gladeligt være den der opfinder titusind nye klicheer, for det passer – søvn holder! Efter en nat uden gråd, var morgenen helt fantastisk, og da lille og stadigt syge Elias blev afleveret ved hoveddøren, så Fantastiske Svigermor også noget brugt ud. Hun var også lidt chokeret over HVOR lidt Skattefidusen rent faktisk sover. Men heldigvis ikke afskrækket (Gud ske tak og lov for det), og kan godt overtales igen (Og der bliver købt blomster, det gør der…). Arbejdsdagen blev amputeret, så jeg kunne komme hjem og passe, men det kørte videre pr telefon og mail, og vi har fået afleveret det hidtil flotteste magasin til tryk. Således multitaskende kom vi igennem dagen, og inden Elias gik amok i eftermiddags, havde jeg heldigvis (tak til Svigermor) overskud til at pakke ungen ned, slæbe ham ned fra fjerde og gå en tur i det lille forår med ham i klapvognen. Vi fandt faktisk Københavns flotteste cykel og kiggede på blomster som Elias kaldte for MAM. Men det korte af det alt for lange er at søvn, søvn det holder. Jeg lover hermed at stå fremtidige børn og svigerbørn bi. Promise. Og de der gener, der giver manglende søvn? Dem har Elias fra sin far.

Sig til!

Jeg beklager virkeligt at måtte belaste blogverdenen og cyberspace med endnu en historie om træthed så stor at jeg ikke selv forstår, hvordan jeg er kommet på arbejde, endsige, hvordan jeg har kunnet holde mig fast til stolen og arbejde samtidig. Men fastelavn blev en kort affære for Johan og Elias, fordi Elias var lille og klynkende, og for at gøre en lang historie kort så brugte Elias det meste af natten til at kaste op. Det samme gjorde jeg. Og ja, igen – undskyld deltajerne – men det er ikke sååå nemt at være på arbejde efter sådan en nat. I morgen er der deadline og så er der ligesom ikke andet at gøre, end at blive færdig med tingene. Og det er vel også derfor nogen opfandt panodilerne?

Og så er det her mange vil sige til mig, at man skal huske at sige fra – at det er vigtigt at slå i bordet og at sige fra, men jeg har besluttet mig for at det, jeg skal blive bedre til, det er at sige til: Sige til når vi har brug for hjælp, sige til, at nu er jeg i den grad klar til at Elias sover en nat hos bedste forældrene, og det gør han så i nat. Vi får pakken leveret i morgen meget tidligt, og jeg er dybt taknemmelig over en nats ro. Jeg vil også hellere være god til at sige til – TIL! NU har jeg brug for hjælp, nu kan jeg ikke hænge sammen mere. Det er meget bedre end at sige fra, for mig i hvert fald.

Katten i sækken

Det er søndag, og det er ikke hvilken somhelst søndag, det er fastelavnssøndag. Johan er ude med Elias, klædt ud som løve (Elias altså), og jeg sidder hjemme og arbejder. Jeg ved ikke, hvornår jeg ellers skulle have nået det, men det er altså ikke med den bedste smag i munden, jeg sidder her. Jeg har ikke dårlig samvittighed over for Løven Elias, men overfor mig selv. For det er mig, der går glip af noget. Af at se ham ude i kulden, stå med en lille rød næse, pakket ind i så meget tøj, at han nok ikke rigtigt kan bevæge sig, muligvis svingende uforsvarligt om sig med en kølle, der er lige så stor som han. I stedet sidder jeg her. Og arbejder. Er det sådan en, jeg er blevet? Er jeg nu sådan en, som andre kvinder advarer hinanden imod, fordi man ikke sætter børnene foran arbejdslivet? Eller er jeg blevet sådan en der tager ansvar for familiens økonomi ved lige at give den en ekstra skalle. Jeg er i hvert fald lige lidt usikker over, om det er klogt at sidde her de næste par timer, så jeg får ordnet det jeg skal, så der er plads til leg og varm kakao med Johan og Elias senere. Lige meget hvad, så gør jeg mig umage for at få det hele til at hænge sammen og for at navigere ordentligt i det her forældrenoget, og jeg tvivler på, at Elias kan huske om jeg var der eller ej, når han er nået til slikposen. Alligevel, er jeg lidt i tvivl om jeg sidder det rigtige sted.

Lokum med pistacier

Efter torturnatten tog Elias og jeg hjem til Leila, mens Johan tog i studiet. Elias var sit chamerende selv, godt hjulpet af at Leila havde fyldt ovnen og kagedåsen med Elias yndlings biscotti-vitaminer. Når man sidder der, i sin venindes køkken, og nyder myntete, ekstra hænder til den livlige unge, og taler om livet og tilværelsen og drenge i alle aldre, ja så er livet altså helt perfekt. Og når der så står en smukt dekoreret æske lokum i vindueskarmen, kan man så ønske sig mere?

Ole, Ole – hvor er du?

Jeg er træt. Dødtræt. Elias har givet os en af de helt slemme nætter. Han vågnede hvert tyvende minut og skreg så huset rystede. Som kronen på værket kastede han op på mig kl kvart over fire. Og græd. Så sov han en time. Og startede så sirenen igen. Gud ske tak og lov, tog bedste Karen ham kl syv, og nu tager han sig så en lur. Bedste Karen har pakket sine sager og er gået; hun skal hjem til Odense i dag og jeg savner hende allerede. Johan skal i studiet og Elias og jeg besøger Leila på Vesterbro senere. Og så venter der endnu en nat, og jeg ved helt ærligt ikke hvad jeg skal gøre, hvis ikke snart Ole Lukøje kigger forbi Østerbrogade.

(I Tyskland hedder Ole forresten Der Sandmann og kører ved særlige lejligheder på knallert. Måske han så kommer lidt hurtigere? Jeg er klar med en tier til benzinen, hvis det er…)

Ondt i røven

Østerbro kl 7 i morges

Østerbro kl 7 i morges

Endnu en dag i mit glamourøse liv: I dag har jeg kørt i tog i over 9 timer. Faktisk så længe at mine baller og mit haleben er følelsesløse, og på en eller anden måde alligevel gør ondt. Jeg har været i Herning til et møde, og meget kan man sige om Herning, men den er godt nok flad. Det er en flad by, uden ret mange tagrygge, der strækker sig, og fornemmelsen af at vinterhimmelen har lagt sig tungt og gråt ned mellem tagene, næsten som om den prøver at fylde et mellemrum ud mellem husene.

I Herning kørte vi med en svedende taxachauffør, som med det samme fik kastet en kommentar ind om at Herning betaler helt vild meget skat til Københavns Kommune, som om det var mit helt personlige ansvar og kommentaren hang så længe i luften, at den blev til et spørgsmål som jeg tilsyneladende burde have et svar på. Jeg havde intet og så mumlede han noget om arrogante københavnere, og jeg, der aldrig har tænkt mig selv som Københavner (er trods alt fra Verdens Navle, Odense), blev altså lidt fornærmet, selvom jeg jo så gerne vil være overskudsagtig. Nå men tilbage til at have ondt i røven, for det har folk åbenbart; eller nogle føler sig grænseløst provokerede, hvis ikke man med det samme giver dem ret i stort og småt, og i at jorden er flad og Herning er en fattig kommune (er det ikke en af Danmarks rigeste?) så er man en dum kælling fra København. Og det er jeg måske også ind i mellem, men lige nu har jeg virkeligt ømme baller, og priser mig lykkelig for at jeg ikke har kronisk ondt i røven, men faktisk – for det meste – evner at møde folk (kongefamilien undtaget, skulle det usandsynlige ske) med åbent sind.

Mærkedag // Mærkelig dag

Det er en meget mærkelig dag i dag. Er så træt, at hovedet gør ondt og øjnene vil lukke sig, hvis ikke jeg passer på. Så er det også min mors fødselsdag. Hun ville være blevet 62 i dag, have været mormor til en dreng (nu, jeg ikke kunne levere en pige – som var hendes favoritter. Men mon ikke hun havde vendet sig til Skattefidusen nu?), og have været her sammen med os, i stort og småt. Mest i stort, hvis jeg skal være ærlig og så realistisk som man kan være når man taler om en der ikke er mere. Og kun når hun havde tid, altså. For jeg tvivler sådan set på, at hun havde droppet arbejdslivet for at være mormor, hvis hun havde haft valget, men jeg ved det jo desværre ikke. Det er lige gået op for mig for nyligt, at min mors fravær fylder mere end hendes nærvær. Det at hun forlod os så smerteligt og uretfærdigt tidligt præger mig og min familie næsten mere, end hendes nærvær nogensinde har gjort. Det sted, hun skulle have været i vores liv er tomt for altid, og kan på en eller anden måde aldrig fyldes op, eller fyldes ud. Det er ok, især fordi jeg er ved at forstå det, men det holder aldrig op med at være svært. Og jeg savner hende, det gør jeg altså. Mere end jeg helt kan holde ud at tænke på.