Det Kongelige har sort samvittighed

Foto: Palle Steen Christensen

…. eller nej, det har de nok ikke, men …. “SORT SAMVITTIGHED er 11 unge kvinders kunstneriske kollektiv, musikalske legeplads og rum for uforudsigeligheder. Alle sangene er Anne Linnets, fordi de elsker dem, men i ny og helt særlig indpakning, fordi de ikke kan lade være. Teaterkoncert møder avantgarde-cabaret, ud fra devisen hellere alt for meget, end lidt for lidt.” Sådan står der på det Kongeliges hjemmeside, og hey: Jeg kan kun anbefale, at du skynder dig at købe en billet. De spiller røven ud af bukserne, og man tror altså ind i mellem det er løgn, når Anne Linnet fortolkes, så man gen-forelsker sig i hele det univers (på tværs…). Det er den 25. januar.

Datenight… Og så igen…

Romantisk aften var meget romantisk, og det var fuldstændigt fantastisk at være ude og være sammen, og hav tid og ro til snak, der handler om andet end bletilbud, hverdagskoordinering og søvn. Og kys. Vi nåede både fancy restaurant, hvor kyndige mennesker holder foredrag om, hvad man lige om lidt spiser en lillebittebitte portion af, og oldschool værtshus inklusive halvlummer krofatter. Så kom vi hjem. Babyen var lysvågen og inddrog hele natten. Der var nærmest tale om brydekampe for at få ham til at ligge stille. Og selvom forældrene har drukket vin, må man jo ikke svinebinde barnet til tremmesengen, så natten blev lang. Det unge hold var vildt cool babysittere som altid (nogen bude faktisk brodere nogle medaljer for babysitning… Anyone? Lillemor?), og nu er koffeinbalancen ved at være genoprettet og alt ånder fred og, ja, idyl.

Skrivekløe

Jeg har skrivekløe. Og er uden baby i et par timer. Der er ro i huset. Og jeg skriver og skriver og skriver, og det er den fedeste fornemmelse, når ord og sætninger drypper ned på papiret, uden at det føles så svært, så det bliver anstregende. Og når jeg skriver “papir”, så mener jeg naturligvis tastatur og skærm, for hvem kan egentligt huske fornemmelsen af at få skrivekrampe når man sad og skulle aflevere blækregning og kuglepennen endte med at give en krampe i pege- og tommelfinger?

Og så skal jeg ud i aften. Med Johan. Det bliver fantastisk og der er babysittere – det unge hold, igen igen, og de er altså begyndt at se noget snerpede ud når man beder dem om lige at tage den fredag og den lørdag og om de så ikke også liiiiiige kunne den og den dag? Der er bare ikke så mange at bede om det og heldigvis siger de nej, når de mener det. Og jeg undlader at presse. Næsten.

På opfordring…

Et styks fugl med lukket røv og uden kneppenåle direkte fra søsters fabrik.

Hverdaghverdaghverdag + flødeboller

Her til aften, har jeg optimeret mine kernekompetencer. Eller noget. Jeg kan nu multitaske og læse boligmagasinet mens jeg trutter i nytårshorn og rasler med gul teletubbi, og er med til at juble over vores venner, de glade teletubbies, når de falder. Det er det benhårde mor-game, og jeg havde lige en gylden halv time sammen med Elias og udstyret.

Vores venner

Basisudstyret

Jeg har været syg i et par dage nu, men heldigvis kom min fantastiske lillesøster på besøg med overskud og slik. Hun havde også flødeboller med, men de nåede ikke med på billedet. Hun havde en pose fugle med hvis røve hun skulle sy sammen, og hun var slet ikke glad for mine jokes om kneppenåle i fuglerøven (jeg trænger virkeligt til at komme ud – bare lidt og uden barn, men gerne med mand), så jeg gjorde mit bedste for at optimere hyggen. Det var altså så hyggeligt.

Som beskrevet....Flødeboller?

Søsterfin