Den klamme

I går lovede jeg jo en spændende og meget klam babyhistorie. Den kommer her:

Det er i begyndelsen af december og Elias er syg. Han har været det i nogle dage og har feber, og er meget lille, sur og stakkels. Johan er i byen og jeg tager babyvagten, men kan mærke at noget er mere galt end natten før, så jeg ringer til barnefaderen og får ham hevet væk fra fadøl, væk fra smøger foran baren, væk fra vennerne og byen og hjem til Østerbro. Johan er knapt kommet hjem (duftende af sprut og smøger), og Elias begynder at græde igen. Jeg hiver Elias op af sengen i rette tid til at agere menneskeligt brækskjold mellem Elias og vores dobbeltseng. Jeg er badet i bræk. Og selvom jeg normalt ikke er sart, er jeg lige ved at dø over det, og lugten er ram af sygdom og mættet med klamheder. Elias er overrasket og meget forskrækket, og græder nu ikke mere. Han klynker og piber som et lille såret dyr og som den onde mor jeg er, kommer jeg lidt for mange (ca. 10.000) gange til at sige at det bare er for klamt. Ude på badeværelset tager Johan over,  får tøjet af Elias, vasket ham og trøstet ham, og givet ham rent tøj på, men jeg står under bruseren med kvælningsfornemmelser og vasker mig ren for lugt og klumper. Ude af badet har jeg straks fået dårlig (mor)samvittighed over min konstante messen til barnet om at han er ulækker, og jeg tager ham op og holder ham tæt. Kysser ham og hvisker undskyld. Jeg er nøgen og Elias har ikke tøj på overkroppen og han er lille og babyblød og så lækker. Jeg nyder det. I tre sekunder. Så kaster han op igen. Ud over mig. Jeg er badet i bræk. Min nøgne hud er smurt ind i bræk og det er værre end første gang og helt grønt og galdeagtigt og ungen græder og det gør jeg næsten også, og Johan har sat sig på gulvet for at undgå at falde om i latterkramper over at se mig med babyen, dækket i bræk for anden gang på under 30 minutter. Bræk er underligt klistret og alt for varmt, har jeg lært af dette, og Elias hoster og hakker og jeg kan se det brænder i munden på ham, og han klynger sig til mig og vil trøstes. Det vil jeg også. Og går i bad igen.

******
Og så er det fredag. Har minitøjkrise, fordi jeg skal ud  med de altid smukke, dejlige og tjekkede Cosmo-damer. Vi skal mødes om lidt. Til Sushi og drinks. Og Johan passer barnet, og svigerforældrene kommer og det hele er godt. Bortset fra tøjkrisen. Glædelig fredag!

Og ja, jeg ved godt jeg lovede stemningsbilleder, men jeg er så (fucking) dårlig til det. Og stemning er jo ikke noget, man skal sprede, hvis man er dårlig til det, vel? Og jeg skal lige være færdig med tøjkrisen også. Så fotos i morgen. Stemning nemlig.

Babydiktator og pallietter

Man kan blive noget så glad, når det går op for en at ens barn vækker lykke. Det sagde min mor i hvert fald altid. Og det er også rigtigt. Meeeeen den anden sandhed er også, at man kan blive noget så træt i koderne når ens barn har vakt lykke en hel aften, og kastet sig rundt hos sin morfar, og med små udbrud har styret den samlede familie inklusive morfaderens nye kæreste. Han var i sit es, og kørte rundt med os allesammen, dog i særdeleshed min far, og hans kæreste som rejser hjem til Afrika i morgen. Min far følger først efter om et par uger. Så lykkelig ser en baby ud, når den / han opdager at han kan styre bordet ved at klappe:

Elias kan gå alene nu, og bliver temmeligt tit temmeligt overrasket over det. Han er også lidt af en ædedolk, og angreb de helt glinsende sprøjtede mandariner med sine fire tænder, hver gang vi kiggede væk. Spionfoto:

Apropos mad, så havde vi i går den klamme (klamme klamme) fornøjelse at se Elias ligge i en kompliceret astanga-yoga-position på gulvet, mens han forsøgte at suge bræk op (sig eget). Egner det sig til offentliggørelse? Sikkert ikke. Men det er heldigvis heller ikke den klammeste historie jeg kan. Den skal jeg nok holde for mig selv. Lidt endnu. I får lige et stemningsfyldt pausefoto, mens jeg tager mig sammen og holder igen med klamme (klamme klamme klamme) historier.

Ok. Jeg lægger den op i morgen. Verdens klammeste babyhistorie. Jeg lover at pakke den ind i stemningsfyldte fotos. Måske endda noget med stearinlys. Ingen billeder af det klamme. Promise.

Nå, men inden du keder dig så meget at du får lyst til at gnave din arm af ved skulderen over babylivet (som faktisk er mere fantastisk end jeg lige fik det beskrevet, og fyldt med bløde babyarme om min hals, våde kys på mine kinder og halvhårde klap på mit hoved mens han synger for mig og lægger sig ind til mig. Babyen, altså.), så se lige, hvor meget glitter jeg kom hjem med i tasken i dag. Silkeforet oven i købet. aaaaah….

Babyfrygt og Bøllebank

Skal, skal ikke…. Altså… jeg ved (sgu) næsten ikke om jeg tør sige det, for små børn kan lugte hybris på 100 kms afstand og i modvind… (Ligesom hunde kan lugte frygt og pølse, forresten). Meeeeen Elias vågnede kun halvt så mange gange som han plejer i nat. Og var ikke nær så besværlig at lægge hver gang, han vågnede. Var det mon et tilfælde? Eller er det sådan for ham at sove på sit eget værelse? Hmmmm… Jeg krydser fingre og det gør jeg temmelig hårdt, så mon ikke det virker?

Bortset fra det, så er jeg i dag i Information blevet skældt ud i deres kronik for at sige / råbe at kvinder kan tænke selv… Det er noget med at kvindemagasiner skaber forvrængede kvindebilleder. Det er en meget gammel diskussion, og hver gang jeg får chancen svarer jeg, at det jo ikke er sådan at vi tvinger kvinder til at købe noget som helst.
Det er faktisk ved at være ret længe siden jeg har stået nede i Super Best med et skarpladt maskingevær og tvunget damer til at købe Cosmo! Og også meeeeget længe siden at jeg sidst har været nede i 7-11 med et boldtræ og lovet bøllebank til dem, der ikke straks stoppede med at læse aviser og KUN gik over til dameblade!
Kronikøren mener fx, at vi kvinder ikke har så godt af at tænke så meget på tøj og andre pigeting, og måske har hun ret, men mon ikke de fleste af os selv kan vurdere det? Jeg synes det er så nemt, at slette kvinders frie vilje og indføre formynderiet og opdragelsen, og sige at vi skal passe mere på kvinder end på mænd og jeg har ærligt talt svært ved at holde det ud. Og så lige Cosmo! Jeg mener; vi skriver om stærke kvinder, hylder hvert år kvinder med priser og giver vores læsere alle bud på, hvordan de kan bruge deres talenter (og penge, for den sags skyld) til lige præcis det, de gerne vil.

Og meget apropos at vi tænker for meget på tøj….  Så har jeg været på besøg hos et par pr-kontorer de sidste par dage – og HELDIGVIS fortsætter den lilla bølge, og alt er småblomstret hele sommeren. Og så er det jo her at Lis / Karlssons kludeskab har fat i den lange ende. Og vinkekatten virker igen! Når man modtager en gevinst fra Lis, er den pakket sådan her ind:

Og sådan (og silkepapiret er flot! Det syntes Elias også, så han prøvede at æde det. I flere omgange)

Og jeg må lige få taget et billede med den på, men mangler assistance her til aften – så det kommer på i morgen. Føler mig meget fin med den! Liberty-junkie – ja, det er mig…

Og så opdagede jeg jo at vi har en vinkekat mere i huset. Uden batterier. Det er nok derfor den aldrig rigtigt har virket efter hensigten. Jeg købte den i en meget fin boghandler i Paris, da jeg var nygravid, dødstræt og med hævede fødder i str XXXXXXXXL var på venindebesøg i 40 graders varme, og opsøgte alle steder med aircon (fx toiletter, slagtere og ja,boghandlere…)

Tirsdag

En tirsdag morgen kl kvart i otte, hvor gaderne stadig er glatte, våde  og meget blanke af natteregn, er det sin sag at komme i tanke om, hvorfor man stod op. Så får man våde kys og bløde kram af babyarme, sætter kaffe over til den stadig sovende rapper, tager vækkekampen med den nu knapt så sovende rapper, og så ruller dagen af sted. På gode dage når jeg på arbejde inden klokken er otte, og så har jeg en hel tom, meget blank og uendeligt stille time i det åbne kontor inden klokken bliver ni, og alle kollegerne kommer. Dér er jeg så på min fjerde kop kaffe, har fået det store overblik, ordnet de svære ting, og føler mig totalt overskudsagtig. En særligt god dag er det, når den skal rundes af med vin med logen allersidst på dagen (HVORFOR tog jeg ikke mit kamera med????!!!!) og en lynhurtig opdatering på alt det der er sket siden sidst. Sidst er for længe siden, forresten. Og hvor meget kan man egentligt holde ud savne sine veninder, når hverdagen overhaler én?
Forresten: I morges fik jeg sms fra Indien. Fra Mads og Pil, som stod på et marked og spurgte hvilken slags silke det var de skulle købe med hjem… Det er dén særlige slags omsorg, man ikke har lyst til at undvære.

Forresten #2: Elias er flyttet tilbage på sit værelse. Håber det giver roligere nætter.

Forresten #3: Billedet har ingenting med teksten at gøre, men synes det var for lækkert til at lade ligge og flyde derude i cyberspace.

En kop kaffe med ekstra mælk og konsekvens, tak…

Sigurd glemte sin kat hos os i går aftes. Og de usynlige dyr han legede med, er her vist også stadig. Ellers kan jeg fortælle at skrigebabyen stadig ikke sover, og at vi trods konsekvens, opkald til den samlede lægestand, de alternative behandlere, de alternative behandleres venner, samt beslutsomhed og 17 håndbøger ikke aner, hvad fanden vi skal gøre. Mere konsekvens må være sagen, og noget mere af det der disciplin, jeg har hørt så meget om. Vi nærmer os et år uden søvn. Med til en lykkelig barndom må vel også høre udhvilede forældre?

Og vinkekatten skal have nyt batteri. Vi har fået elregning.