Tryk på knappen og se hvad jeg i denne uge har valgt at teste
Sådan ser man ud når man hele tiden prøver at stikke af. Elias har nemligt lært at gå og eksperimenterer også med småløb. Han ligner en lille pingvin bagfra og jubler og hyler af grin når det går rigtigt stærkt.
Og sådan ser han ud halv seks om morgenen, når han endelig bliver sluppet ud af buret. Og i overmorgen er han et år. 12 måneder.
Min far er lige gået. Han har været den frelsende engel her midt i panikugen uden Johan. Jeg klappede totalt sammen med noget mavehalløj i går (sikkert en gave fra vuggestuen), og Elias har heller ikke været på toppen. Det er totalt uhyggeligt ikke at være to, når man ikke er på toppen. Hvordan enlige forældre gør det fatter jeg ikke. Samtidig er der tryk på arbejde, og jeg prøver at arbejde morgen og aften, men lidt svært at gøre fra badeværelsesgulvet. Så en gave er det, at min fars afrejse til Afrika først er om ti dage, og at han har tid til at hjælpe os lidt her i kaos. Apropos kaos… jeg får hverken ryddet op, købt ind, vasket eller ordnet noget som helst før Johan er tilbage fra musikerlivet i Juhu-land. Og så var det i går vi kunne råbe hurra for Obama og krydse fingre for at det virkeligt bliver en bedre verden. Jeg har forresten fået et eksemplar af bogen i hånden! Tung, skinnende blank og næsten 300 sider. En fuldstændig surrealistisk fornemmelse. At sidde der med et halvt års skriverier i hænderne. Nu ligger de der. Nu bliver jeg nervøs.
På vej hjem en ganske almindelig mandag eftermiddag sidder jeg i dag i Metroen, med to kæmpe overfyldte poser fra Føtex. Skråt overfor mig, lige der mellem Fasanvej og Frederiksberg station begynder en samtale mellem to drenge, som maximalt kan være 14 år. Som i maksimalt 14. De ser ud som drenge på den alder plejer: Bumser, hættetrøjer og ser helt almindeligt ud. De har skoletasker på, og kan ikke finde ud af at slippe deres seje påtagede image længe nok til at kigge hinanden i øjnene, mens de snakker.
teenager 1: ”Var det en god fest i fredags?”
teenager 2: ”ja, det var rimeligt kedeligt. Bare et helt almindeligt cracked out house party, du ved.”
teenager 1: ”Var der drugs?”
teenager 2: ”Nej, der var ku e og gas”
(Gammel dame på mindst 31 med to store Føtexposer / mig tænker: ”STOFFER????”)
teenager 1: ”Nå, cool nok. Var der bare patter?”
(og det er så her, jeg er ved at spørge Kedelig teenager 1, om han lige gider gentage spørgsmålet, for jeg tror sgu da nok at jeg liiiige hørte forkert der. Men nej, nej, for svaret lyder:)
teenager 2: “Nej, ikke rigtigt. Altså det var kun Fisse-Sisse, Pernille og Stine der gad smide tøjet. Men der var rimeligt meget booze.”
(Gammel dame på mindst 31 med to store Føtexposer / mig tænker:…. absolut ingenting. Jeg er i chok. What the fuck, var det lige der skete der? Stakkels Sisse, Pernille og Stine.)
En ting, er det med stofferne, noget andet er det med pigerne (og godt vi aldrig slipper selvværdsvinklen i Cosmo), noget helt tredje er de der drenge… Hvad er det for nogle mænd, de vokser op til at blive?
Og ikke for at gøre alt det her til noget sjovt, men Mette har givet mig ham her. Smørmanden. Han beskytter mod klamme typer. Måske skulle han bare sidde helt klar på frakken.
Weekenden er ved at være slut, og det regner. Det gør stuen ekstra hyggelig udenfor, når vinduerne er prikkede af tunge dråber. Jeg har lige tænkt ugen igennem og borset fra at Johan skal være væk på noget musikprojekthalløj hele ugen (PANIK), så tegner den til at blive god! Der er smæk på hver dag, og hverdagskoordineringen som Johan ellers er på toppen af hver eneste dag, skal jeg finde ud af (PAAAAANIIIIIIK), og jeg prøver allerede at tænke igennem, hvornår jeg overhovedet kan komme i bad, når Elias tæsker rundt med 180 i timen hver morgen, men det finder jeg vel ud af (PANIK). Jeg har bunker liggende af ting, jeg mangler at have de der to timer ekstra til at gå i gang med. Ting, jeg gerne vil skrive, ting, jeg gerne vil have styr på, ting, jeg gerne vil sy. Bunkerne ser ret indbydende ud, men jeg lader dem være. Går bare et par gange rundt om dem, og klapper dem lidt og lader dem ligge.
Vigtigt: Johan skal interviewes på p3 i morgen – sådan ca mellem 14 og 15. Spændende! Ingen panik.
Mønster og syvejledning købt i anfald af: Hvor fucking svært kan det være? Svært, hvis man ikke kan japansk. Eller har 14 dage til det.
Tøj til Elias. Eller. Altså, det bliver det engang…
Indtil for ganske nyligt troede jeg at jeg aldrig mere skulle udenfor en dør. Jeg var nybagt mor i hormonfælden med dertil hørende social klaustrofobi og skulle på ingen måde luftes steder, hvor jeg kunne komme til:
1. at tude / lække mælk / skælde nogen ud
2. at sprænge mine bukser i forsøg på akavede / uvante dansetrin
3. at blive angst for at nogen skulle tale med mig om andet end bleer – alternativt: Blive angst for nogen SKULLE tale med mig om bleer
4. at møde en fra det andet hold: De Perfekte Mødre, som evt ville (oooh skræk oooo gru: LÆRE MIG NOGET)
men nu er den tid forbi (Lille Skattefidus bliver 1 år på fredag), og mine bukser sidder løst nok til at jeg tør bevæge mig op i baren efter (endnu) en drink. Så tro det eller lad være, men for anden aften i træk skal jeg ud. Det er nærmest ikke sket de sidste to år. Og jeg er ikke nervøs – i hvert fald ikke så det kommer op til overfladen.
Bortset fra det, har jeg lige nået at være en kende krea i stedet for at arbejde som jeg burde:
Og fordi Skatten er ude danser musene på bordet – så mens Johan tager en skraber snupper jeg lige om lidt en maske (anti-aging, så min indre skønjomfru også kan ses udenpå) og en gang neglelak mens jeg tænker over hvor fucking fedt det egentligt er, når det hele falder i hak. Så Jonas: Vi ses til din fest om små tre timer, og jeg glæder mig!
PS:Billedet i toppen er en festinvitation min veninde Camilla lavede for nogle år siden – lige siden har den hægt på min væg, og den er nu billedet på en god aften i byen. Så derfor kommer det sgu da lige på igen: GLÆDELIG LØRDAG og HURRRAAAAAAAA fordi hormonfælden står åben, så “nogen” kan komme ud…
