I virkeligheden hader jeg arty-farty teater

I mit næste liv vil jeg være kvinde. Og have Sort Samvttighed. Jeg vil også være med i et band, og være sej nok til at være uhyggelig. Lige efter de sidste gæster var gået i går efter lagkage og en meget glad og tilfreds fødselsdagsfejret Elias, tog jeg ind i det nye skuespilhus og så Sort Samvttigheds show. Det var fuldstændigt fantastisk og enestående. Det er en mærkelig mellemting mellem cabaret, Anne Linnet-fortolkninger og teaterkoncert tilsat rigelig med god timing og grotesk humor. Ok, man skulle nok have været der. (Meld dig ind i deres gruppe på Facebook, så du kan være med næste gang!)

Jeg er normalt overhovedet ikke til arty-farty teater. Jeg fatter det ikke. Lige da jeg begyndte at læse var jeg på Edison-teatret hvor jeg så en meget mærkelig forestilling: To hvidklædte damer foran en masse spejle talte sort i to timer. Jeg lod godt nok som jeg fattede det skjulte budskab, så mine medstuderende ikke opdagede at jeg var dummere end de, og talte med på intellektuelt dansk, som jeg knapt nok fattede nok af til at kunne formulere en sætning. Jeg har også været på Dr Dante, hvor jeg så noget med et hus og selvmord, eller også handlede det om Føtex. Og et selvmord. Der var noget med Føtex. Det fattede jeg heller aldrig. Men Sort Samvittighed. Det fatter jeg. De går lige ind under huden, og når de udklædte damer synger en version af Bardommens Gade, hvor jeg for første gang for alvor forstår hvad sangen handler om, og hvad det er man skal have med sig fra man er barn, ja så tuder jeg så man bør sætte redningsbåde ind og evakuere salen. Og jeg når også at tænke om jeg kan finde ud af at give Elias et grundlag for lige præcis de oplevelser, som man kan blive blød af at huske når man er voksen. Dem synes jeg han skal have. Det ønsker jeg mig. Og så var der hvidvin med logen, og hjem igennem januaraftenen, weekenden er slut og det er ok at ugen begynder.

Dagen derpå & Lille Lækre Ellen

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme – som et plaster, der hurtigt bliver revet af såret: Johan vandt ikke prisen i går. Han er totalt cool, og synes det handler om nomineringen. Jeg er rasende. (Altså ikke oppe-i-det-røde-felt-dette-kalder-på-en-revolution-rasende, men sådan lidt småsur. På P3, altså.) Og for ikke at dvæle for meget ved det, hopper jeg straks videre til dagen i dag:

Elias indtager et af 5 hovedmåltider i godt selskab!

Som først begyndte kl 9, fordi fantastiske Bedste Karen er her, og tog morgenvagten. Johan er taget af sted til Århus igen, og lørdag aften er stille og rolig. Joy & Jonas blev forældre for anden gang i sidste uge. Til yndige lillebitte Ellen, som er så fin og lille, at man jo slet ikke forstår det. For hvordan er det lige man kommer fra lillebitte barn på sådan ca 3 kg, til kæmpe selv-gående kleppert på 14 kg (Elias) på et år? Et år? Og hvordan får man sig selv med? Da jeg stod der på Rigshospitalet og beundrede den lille fine Ellen med det lange mørke hår, slog det mig, at nu starter det for dem: Ingen søvn, amning, og fornemmelsen af afgrundsdyb sårbarhed. (Sådan ville det i hvert fald være for mig). Igen. Er så imponeret over at de tør det hele igen. Jeg tog op forbi dem med mad i dag og gør det samme igen i morgen – og i morgen trænger jeg mig på og helt ind i lejligheden, så jeg kan få endnu et lille blik på lille fine Ellen. Jeg kan ikke holde mig væk.

I morgen er der dømt lagkage, boller, fødselsdagsflag og kakao her i lejligheden, når Johan kommer hjem. Så er der mostre, onkler, bedsteforældre og masser af flødeskum til lille Elias. Det er her, jeg for resten planlægger en debut som fantastisk konditor. Jeg lægger de desperate forsøg ud på sitet her i morgen.

Japanske snitmønstre

Jeg lovede for ikke så længe siden at vise resultaterne af de japanske snitmønstre. Min søster har allerede syet denne fantastiske røde silkejakke, og roser mønstrene i høje toner.

Tillykke, Elias

Kære Elias.
Så blev du et år. Et helt fint rundt år. Et år, dit første, hvor alt hvad der skete var nyt for dig, for mig og for din far. Jeg vil her gerne sige undskyld for de gange vi har tabt dig (2), og de buler du har fået som ikke rigtigt var din egen skyld, men kom, fordi vi ikke var hurtige nok til at flytte en klods eller sætte hånden på et bordhjørne. Det var ikke med vilje! Det samme gælder de tre-fire millioner gange, hvor vi ikke har fattet hvad du ville og givet dig sut i stedet for mad og vice versa.

Vi elsker dig, Elias. Ikke bare sådan lidt, elsker vi dig. Ikke som man kan elske nye sko eller jordbæris. Mere sådan på den måde, hvor man kan vælte bjerge, fange regnbuer og tømme hav af ren og skær kærlighed. Jeg elsker dig så højt, at jeg holder mig for næsen og lige hurtigt kaster et blik på din lort, og ser efter om du kan fordøje det du har fået at spise. Og jeg elsker dig så højt, at faktisk det er nogenlunde ok, at jeg ikke har sovet i et år. Og hvis der nogensinde er nogen, der giver dig en på skallen i sandkassen, så tæsker jeg deres far. Og min kærlighed til dig er så stor, at du ikke engang behøver at bede mig om noget. Jeg gør det hele af mig selv.

Det gode ved al denne kærlighed er, at der ikke er nogen hage ved den. Du skal intet gøre. Du skal bare vokse, trives, være sund og rask, grine, kramme, lære nyt og nyde at være dig. Du er jo den bedste. Den allerbedste. Bare spørg din far. (Og hvis du så ville sove bare lidt ind i mellem, ville det altså være helt ok, det skal du slet ikke få det dårligt over.)
Tillykke Elias, et år.
Jeg elsker dig,
Kys,
Din BU-AR.
PS – kagen ser hjemmelavet ud, Elias. Men jeg har altså stjålet den fra det der internet. Som du ved (og pædagogerne i vuggestuen HAR opdaget når du har grød fra dagen før på tøjet) har jeg knapt nok overskud til at vaske tøj. Jeg lover at lave en til dig i weekenden. Den bliver MEGET pænere end den her. Promise.

Et afsnit fra bogen

Nå, men jeg blev simpelthen så glad (og rørt…) af alle jeres søde kommentarer, at jeg tiggede min redaktrice, Anne, på Pretty Ink om at få lov til at lække et afsnit af bogen. Den er bygget op sådan at der er afsnit af meget forskellig længde, som er delt ind i uger. Altså ligesom de der ”mens-du-venter-dig-bøger” som er opdelt efter, hvad der sker uge for uge. Den handler om alle de ting, jeg hadede og elskede ved at blive mor, og om, hvordan jeg følte mig totalt rullet af alle de rigtige meninger. Om kærlighed, afmagt, adskillelse, sorg, savn og forelskelse. Om alt det pæne og alt det virkeligt grimme. Den er temmelig melankolsk sine steder, men også jublende lykkelig andre, og nu kan jeg mærke, jeg straks begynder at forklare og forsvare bogen. I får en tekstbid i dag, og så har jeg fået lov til at lægge  yderligere to afsnit ud, i dagene op til den 10. Februar, hvor den kommer på gaden.

Håber sgu, I kan lide det!!
(og tak til Mie for at forberede bibloteksinvasionen)

Så med rystende hænder, lægger jeg nu et lillebitte afsnit ud…

Uge 16
MAJ

Savn
Jeg har ondt af mig selv. Jeg kan ikke følge med, og mit bryst gør ondt.
Min puls sender smertelyn rundt i kroppen, og jeg kan næsten ikke
holde det ud. Jeg savner mig selv. Jeg savner at kunne vælge amningen
fra, som jeg troede, jeg ikke ville have problemer med at gøre det.
Altså, det troede jeg, inden jeg fik Elias. Kontakten gennem amningen
er blevet vigtig, og jeg har ikke lyst til at vælge den fra, selvom jeg
burde, hvis jeg skulle passe på mig selv. Der er også Ammemafiaens
holdning til, hvor dårlig en mor man er, hvis man ikke ammer. Og
Ammemafiaen er alle vegne, blandt alle familier, venner, mødregruppen,
kollegerne, og jeg synes i forvejen ikke, jeg gør det her mor-noget
nok efter bogen, så jeg tør ikke vælge netop dét fra også.
Så jeg savner mig selv. Min effektivitet. Min energi. Min beslutsomhed.
Og min mor. Jeg føler mig lille i dag. Jeg savner min mors
flade, bløde hånd med guldringe på, som stryger mig ned over ansigtet
i ét langt beroligende strøg. Jeg savner hendes duft af tung parfume
blandet med vaskepulver, nybagt brød og cigaretter. Og kaffe. Jeg savner
kaffen ved min mors spisebord. Sammen med hende. Når hun harcelerede eller var ved at knække sammen af grin over et eller andet. Jeg
savner hendes blik, som jeg kan se i min søsters øjne nu, og jeg savner,
at hun er her. Min mor. Jeg savner min mor.