Tanker om mod(-ige veninder)

Der er noget i det der med mod, jeg spekulerer lidt over for tiden. Mod til at tage fat der hvor tingene gør ondt, hvor de er fedtede og let smutter fra én og dér hvor det ikke nødvendigvis betaler sig 100%. Jeg har en veninde, der er skidegod til det. Når man spørger hende, hvordan det går, ser hun én lige ind i øjnene og blikket holder fast indtil hun har sagt, hvad hun ville. Når hun har det godt, får man det at vide, men når hjertet, livet eller rytmen i det hele gør ondt, så holder hun sig heller ikke tilbage med at fortælle det. Det er modigt.

Det er også modigt at tage springet: Det store spring. Ikke bare det lille, hvor nogle typer hopper lidt på stedet og laver så meget ballade om det med konfetti, fest og fyrværkeri, at man tror de er i gang med det største spring. Det store spring: Der hvor man ikke kan se den tagryg, man sigter efter, men hvor man holder livet i hænderne og bare hopper. Det er der nogen, der tør. Jeg har en veninde, der er i gang med det – hun er på vej fra den ene tagryg til den anden, og lige nu er hun lige der midt i mellem, hvor det ikke er skyer men troen, der holder hende flyvende. En anden veninde har taget springet og ER landet, men hun tror ikke selv på det endnu.

Det er modigt. Meget mere modigt end at stå stille og vente på at tingene kommer til en, men at gå ud og gribe efter mulighederne, når de er der, eller skabe dem, når de ikke er der.

10 Comments
Previous Post
Next Post