Dagen derpå & Lille Lækre Ellen

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme – som et plaster, der hurtigt bliver revet af såret: Johan vandt ikke prisen i går. Han er totalt cool, og synes det handler om nomineringen. Jeg er rasende. (Altså ikke oppe-i-det-røde-felt-dette-kalder-på-en-revolution-rasende, men sådan lidt småsur. På P3, altså.) Og for ikke at dvæle for meget ved det, hopper jeg straks videre til dagen i dag:

Elias indtager et af 5 hovedmåltider i godt selskab!
Elias indtager et af 5 hovedmåltider i godt selskab!

Som først begyndte kl 9, fordi fantastiske Bedste Karen er her, og tog morgenvagten. Johan er taget af sted til Århus igen, og lørdag aften er stille og rolig. Joy & Jonas blev forældre for anden gang i sidste uge. Til yndige lillebitte Ellen, som er så fin og lille, at man jo slet ikke forstår det. For hvordan er det lige man kommer fra lillebitte barn på sådan ca 3 kg, til kæmpe selv-gående kleppert på 14 kg (Elias) på et år? Et år? Og hvordan får man sig selv med? Da jeg stod der på Rigshospitalet og beundrede den lille fine Ellen med det lange mørke hår, slog det mig, at nu starter det for dem: Ingen søvn, amning, og fornemmelsen af afgrundsdyb sårbarhed. (Sådan ville det i hvert fald være for mig). Igen. Er så imponeret over at de tør det hele igen. Jeg tog op forbi dem med mad i dag og gør det samme igen i morgen – og i morgen trænger jeg mig på og helt ind i lejligheden, så jeg kan få endnu et lille blik på lille fine Ellen. Jeg kan ikke holde mig væk.

I morgen er der dømt lagkage, boller, fødselsdagsflag og kakao her i lejligheden, når Johan kommer hjem. Så er der mostre, onkler, bedsteforældre og masser af flødeskum til lille Elias. Det er her, jeg for resten planlægger en debut som fantastisk konditor. Jeg lægger de desperate forsøg ud på sitet her i morgen.

8 Comments
Previous Post
Next Post