Kommentarer til: Et afsnit fra bogen

Af: Marina

Marina — Mon, 26 Jan 2009 21:15:51 +0000

Meget smukt skrevet. Jeg tror forholdet til ens mor altid ændre sig når man selv bliver mor. Hvis hun er væk så savner man alt det man aldrig fik lov at dele, hvis hun leve men er fjern så bliver man lidt bitter og måske føler man sig svigtet på en måde man ellers ikke havde troet, og hvis hun er der sådan 250 % skal jeg ikke lige amme babyen for dig så har jeg kendt mange der simpelthen er bakket ud fordi det bare er for meget og nu vil de gerne have lov selv at klare det.

Når man bliver mor bliver man på en gang så sårbar og så stærk og det er det du rammer så præsist.

Af: christina wedel

christina wedel — Sun, 25 Jan 2009 22:55:53 +0000

Kære Smukke stærke Julia.
Jeg er stolt af dig. jeg har meget at takke det får, og det får mange andre også når din fine bog kommer på gaden.

Kys

Af: Gitte

Gitte — Fri, 23 Jan 2009 18:20:20 +0000

Hej Julia

Er lige selv begyndt at blogge og faldt over din blog og læste dette indlæg, der ramte mig dybt i hjertet. Jeg mistede min mor, da jeg ventede mit første barn og genkender med hele kroppen din beskrivelse af savnet af din mor. Jeg glæder mig til at læse din bog, jeg har savnet at læse litteratur eller artikler om kvinder, der har mistet deres mor og hvordan savnet kommer for alvor, når man selv bliver mor. Pøj, pøj med bogen. Kærlig hilsen Gitte

Af: Anne

Anne — Fri, 23 Jan 2009 14:45:42 +0000

Ok, så fik jeg blanke øjne af at læse din fødselsdagshilsen til Elias. Og så læste jeg afsnittet her, og det blev det da ikke bedre af. Du rammer rent, synes jeg, fordi du tør være så ærlig. Der er så mange af de der “jeg er uperfekt på den sjove måde” – bøger i genren, men færre af dem der tør og vil mere. Glæder mig meget til at læse hele bogen. Og både grine og græde, tror jeg.

Af: Anne Dyrholm Stange

Anne Dyrholm Stange — Fri, 23 Jan 2009 13:39:47 +0000

Jeg kender savnet alt for godt, Julia, hånden på kinden, stemmen i telefonen, håndskriften på en dosmerseddel, det kan gøre ondt og rive og flå, men der er heldigvis også dage, hvor savnet kan stå som noget stærkt og smukt.

Din bog bliver en sællert, det er jeg ganske sikker på, og jeg vil læse med, også selvom jeg er langt forbi det stadie, hvor jeg bekymrede mig om, hvordan jeg mon skulle være småbarnsmor, men jeg husker stadig tydeligt!

Nu står jeg lige der, hvor alt lyner og brager p.g.a. pubertetshormoner, det er så en anden oplevelse…

Af: HeidiBF

HeidiBF — Fri, 23 Jan 2009 09:23:25 +0000

Øj, du rammer lige ned i nogle af de dybeste mor-følelser. Dem der også handler om at være barn af en mor. For dig en mor der er død. Jeg fik tårer i øjnene af at læse. Genkender dybt savn og smerte i det hele. Jeg har haft (har sgu stadig) meget svært ved at finde ro i både at være mor og datter. Selvfølgelig hænger det meget sammen med, at mit barn døde, men alligevel… synes det at blive mor i sig selv er så totalt omvæltende.
Rode-ord og en varm tanke fra Heidi

Af: Julia Lahme

Julia Lahme — Fri, 23 Jan 2009 07:13:42 +0000

Hvor er jeg bare lettet! Og hvor er i bare søde. Tusind tak, for Jeres postive kommentarer! Det betyder alt for mig! Og igen – tak til biblioteksmafiaen!
Der er mange måder at være kvinde/mor på, og det ville bare være så lækkert, hvis vi kunne støtte hinanden i, at det er ok. Men på den anden side: Savner man at mærke at det bare er ok, må man vist melde sig under fanerne her i blog-verdenen. Tak for Jer! kh J

Af: Astrid

Astrid — Thu, 22 Jan 2009 23:05:55 +0000

Rigtig dejligt – og modigt – afsnit! En af de ting, som jeg har savnet med jævne mellemrum efter at jeg er blevet mor, er den tid, hvor man ikke havde noget ansvar. Og at man dengang man ikke havde ansvar, havde fattet hvor lidt ansvar man havde – og hvor stor frihed. Uhhh, jeg kunne kommentere længe på dit lille afsnit, men jeg vil bare sige, at det sætter tanker i gang, og det er godt! Håber du har det bedre!

Af: Anne Mette

Anne Mette — Thu, 22 Jan 2009 22:01:13 +0000

Helt fantastisk

Af: Trine

Trine — Thu, 22 Jan 2009 21:00:15 +0000

Julia – du efterlader mig med en lille eftertænksom tomhed, hvor der ikke står andet end et ‘tak’!

Kh Trine