Nå, men jeg blev simpelthen så glad (og rørt…) af alle jeres søde kommentarer, at jeg tiggede min redaktrice, Anne, på Pretty Ink om at få lov til at lække et afsnit af bogen. Den er bygget op sådan at der er afsnit af meget forskellig længde, som er delt ind i uger. Altså ligesom de der ”mens-du-venter-dig-bøger” som er opdelt efter, hvad der sker uge for uge. Den handler om alle de ting, jeg hadede og elskede ved at blive mor, og om, hvordan jeg følte mig totalt rullet af alle de rigtige meninger. Om kærlighed, afmagt, adskillelse, sorg, savn og forelskelse. Om alt det pæne og alt det virkeligt grimme. Den er temmelig melankolsk sine steder, men også jublende lykkelig andre, og nu kan jeg mærke, jeg straks begynder at forklare og forsvare bogen. I får en tekstbid i dag, og så har jeg fået lov til at lægge yderligere to afsnit ud, i dagene op til den 10. Februar, hvor den kommer på gaden.
Håber sgu, I kan lide det!!
(og tak til Mie for at forberede bibloteksinvasionen)
Så med rystende hænder, lægger jeg nu et lillebitte afsnit ud…
Uge 16
MAJ
Savn
Jeg har ondt af mig selv. Jeg kan ikke følge med, og mit bryst gør ondt.
Min puls sender smertelyn rundt i kroppen, og jeg kan næsten ikke
holde det ud. Jeg savner mig selv. Jeg savner at kunne vælge amningen
fra, som jeg troede, jeg ikke ville have problemer med at gøre det.
Altså, det troede jeg, inden jeg fik Elias. Kontakten gennem amningen
er blevet vigtig, og jeg har ikke lyst til at vælge den fra, selvom jeg
burde, hvis jeg skulle passe på mig selv. Der er også Ammemafiaens
holdning til, hvor dårlig en mor man er, hvis man ikke ammer. Og
Ammemafiaen er alle vegne, blandt alle familier, venner, mødregruppen,
kollegerne, og jeg synes i forvejen ikke, jeg gør det her mor-noget
nok efter bogen, så jeg tør ikke vælge netop dét fra også.
Så jeg savner mig selv. Min effektivitet. Min energi. Min beslutsomhed.
Og min mor. Jeg føler mig lille i dag. Jeg savner min mors
flade, bløde hånd med guldringe på, som stryger mig ned over ansigtet
i ét langt beroligende strøg. Jeg savner hendes duft af tung parfume
blandet med vaskepulver, nybagt brød og cigaretter. Og kaffe. Jeg savner
kaffen ved min mors spisebord. Sammen med hende. Når hun harcelerede eller var ved at knække sammen af grin over et eller andet. Jeg
savner hendes blik, som jeg kan se i min søsters øjne nu, og jeg savner,
at hun er her. Min mor. Jeg savner min mor.
17 kommentarer
1 Sara — 22. januar 2009 kl. 17:41
Perfekt!
Din bog lyder til at passe perfekt til mig. Snart mor og ingenting og alt at lave.
Jeg vil allerede begynde at tælle ned til den 10.
2 Frederikke — 22. januar 2009 kl. 17:42
Det skarpe kontrast: At blive mor og stadig havde brug for sin mor, – og ikke mindst den dobbelthed, der er i det for din side af.
Det fede ved sådan en bog er, at man altid vil kunne spejle sig i noget af det. Jeg kan specielt godt lige, at jeg ikke har været alene i verden og de mange følelser, der dagligt skyllede og skyller ind over mig. Det passer mig godt og så griner jeg lidt over det og nikker både genkendende og anerkendende.
Du er et smukt menneske og jeg skal helt sikkert læse bogen.
3 Valdemarsro — 22. januar 2009 kl. 17:44
Årh, hvor er jeg glad for at du deler. Det må også kræve lidt sådan at dele ud af dig selv på godt og ondt.
1000 tak for at du gør det. Jeg er helt sikker på at den bog bliver min ven, en bogveninde man kan le og græde med, igennem det at begynde på at være mor. -og som man kan rotte sig sammen med og stå i mod “denperfektemormafiaen”
Jeg glæder mig meget til at læse mere.
Godt gået, dér!!! Kæmpe skulderklap til dig.
4 Julie — 22. januar 2009 kl. 19:58
Det tegner rigtig godt! Jeg skal nok sørge for at stille den frem på udstilling hele tiden, når jeg starter arbejde igen. Så den får totalt mange udlån!!
5 Mie — 22. januar 2009 kl. 20:17
Ej men, sikke en dejlig overraskelse på sådan en kold torsdag ” Et uddrag” , allerede -skønt!
Min første tanke var: Havde jeg læst ovenstående for små 4 år siden, så havde jeg tudet min egen smerte/glæde ud til disse linier.
Nu er tiden gået og jeg er blevet ( troede jeg) hårdkogt flersmåbørnsMOR, og jeg fik sgu en klump i halsen -trods alt!
Tak og tak fordi du deler det her med os -du har dælme fået en fast læser.
Kh Mie
P.s Jeg ringer i morgen til ALLE bibloer og spørger efter din bog!
6 Cirkusprinsesse — 22. januar 2009 kl. 21:41
Nu glæder jeg mig endnu mere til at læse den!
7 Hende med vind i håret — 22. januar 2009 kl. 21:54
Tak Julia!
Jeg skrev et eller andet sted (min egen blog tror jeg) at jeg helt klart ville læse den – hvis, så fremt, i fald – jeg blev gravid igen. Jeg tager det i mig igen… Den skal da bare læses uanset hvad!
Du rammer rigtig fint den sårbarhed, der også følger med med. Ikke bare sårbarheden i forhold til at blive mor og elske og risikere at miste, men også sårbarheden pga de nye roller. Dit savn af din mor skinner så fint igennem.
Jeg hepper på dig – og på biblioteksmafiaen, der har påtaget at promovere dig!
Kh. K
8 Trine — 22. januar 2009 kl. 22:00
Julia – du efterlader mig med en lille eftertænksom tomhed, hvor der ikke står andet end et ‘tak’!
Kh Trine
9 Anne Mette — 22. januar 2009 kl. 23:01
Helt fantastisk
10 Astrid — 23. januar 2009 kl. 00:05
Rigtig dejligt – og modigt – afsnit! En af de ting, som jeg har savnet med jævne mellemrum efter at jeg er blevet mor, er den tid, hvor man ikke havde noget ansvar. Og at man dengang man ikke havde ansvar, havde fattet hvor lidt ansvar man havde – og hvor stor frihed. Uhhh, jeg kunne kommentere længe på dit lille afsnit, men jeg vil bare sige, at det sætter tanker i gang, og det er godt!
Håber du har det bedre!
11 Julia Lahme — 23. januar 2009 kl. 08:13
Hvor er jeg bare lettet! Og hvor er i bare søde. Tusind tak, for Jeres postive kommentarer! Det betyder alt for mig! Og igen – tak til biblioteksmafiaen!
Der er mange måder at være kvinde/mor på, og det ville bare være så lækkert, hvis vi kunne støtte hinanden i, at det er ok. Men på den anden side: Savner man at mærke at det bare er ok, må man vist melde sig under fanerne her i blog-verdenen. Tak for Jer! kh J
12 HeidiBF — 23. januar 2009 kl. 10:23
Øj, du rammer lige ned i nogle af de dybeste mor-følelser. Dem der også handler om at være barn af en mor. For dig en mor der er død. Jeg fik tårer i øjnene af at læse. Genkender dybt savn og smerte i det hele. Jeg har haft (har sgu stadig) meget svært ved at finde ro i både at være mor og datter. Selvfølgelig hænger det meget sammen med, at mit barn døde, men alligevel… synes det at blive mor i sig selv er så totalt omvæltende.
Rode-ord og en varm tanke fra Heidi
13 Anne Dyrholm Stange — 23. januar 2009 kl. 14:39
Jeg kender savnet alt for godt, Julia, hånden på kinden, stemmen i telefonen, håndskriften på en dosmerseddel, det kan gøre ondt og rive og flå, men der er heldigvis også dage, hvor savnet kan stå som noget stærkt og smukt.
Din bog bliver en sællert, det er jeg ganske sikker på, og jeg vil læse med, også selvom jeg er langt forbi det stadie, hvor jeg bekymrede mig om, hvordan jeg mon skulle være småbarnsmor, men jeg husker stadig tydeligt!
Nu står jeg lige der, hvor alt lyner og brager p.g.a. pubertetshormoner, det er så en anden oplevelse…
14 Anne — 23. januar 2009 kl. 15:45
Ok, så fik jeg blanke øjne af at læse din fødselsdagshilsen til Elias. Og så læste jeg afsnittet her, og det blev det da ikke bedre af. Du rammer rent, synes jeg, fordi du tør være så ærlig. Der er så mange af de der “jeg er uperfekt på den sjove måde” – bøger i genren, men færre af dem der tør og vil mere. Glæder mig meget til at læse hele bogen. Og både grine og græde, tror jeg.
15 Gitte — 23. januar 2009 kl. 19:20
Hej Julia
Er lige selv begyndt at blogge og faldt over din blog og læste dette indlæg, der ramte mig dybt i hjertet. Jeg mistede min mor, da jeg ventede mit første barn og genkender med hele kroppen din beskrivelse af savnet af din mor. Jeg glæder mig til at læse din bog, jeg har savnet at læse litteratur eller artikler om kvinder, der har mistet deres mor og hvordan savnet kommer for alvor, når man selv bliver mor. Pøj, pøj med bogen. Kærlig hilsen Gitte
16 christina wedel — 25. januar 2009 kl. 23:55
Kære Smukke stærke Julia.
Jeg er stolt af dig. jeg har meget at takke det får, og det får mange andre også når din fine bog kommer på gaden.
Kys
17 Marina — 26. januar 2009 kl. 22:15
Meget smukt skrevet. Jeg tror forholdet til ens mor altid ændre sig når man selv bliver mor. Hvis hun er væk så savner man alt det man aldrig fik lov at dele, hvis hun leve men er fjern så bliver man lidt bitter og måske føler man sig svigtet på en måde man ellers ikke havde troet, og hvis hun er der sådan 250 % skal jeg ikke lige amme babyen for dig så har jeg kendt mange der simpelthen er bakket ud fordi det bare er for meget og nu vil de gerne have lov selv at klare det.
Når man bliver mor bliver man på en gang så sårbar og så stærk og det er det du rammer så præsist.
Skriv en kommentar