Når Skatten er ude danser Musene på bordet…
Indtil for ganske nyligt troede jeg at jeg aldrig mere skulle udenfor en dør. Jeg var nybagt mor i hormonfælden med dertil hørende social klaustrofobi og skulle på ingen måde luftes steder, hvor jeg kunne komme til:
1. at tude / lække mælk / skælde nogen ud
2. at sprænge mine bukser i forsøg på akavede / uvante dansetrin
3. at blive angst for at nogen skulle tale med mig om andet end bleer – alternativt: Blive angst for nogen SKULLE tale med mig om bleer
4. at møde en fra det andet hold: De Perfekte Mødre, som evt ville (oooh skræk oooo gru: LÆRE MIG NOGET)
men nu er den tid forbi (Lille Skattefidus bliver 1 år på fredag), og mine bukser sidder løst nok til at jeg tør bevæge mig op i baren efter (endnu) en drink. Så tro det eller lad være, men for anden aften i træk skal jeg ud. Det er nærmest ikke sket de sidste to år. Og jeg er ikke nervøs – i hvert fald ikke så det kommer op til overfladen.
Bortset fra det, har jeg lige nået at være en kende krea i stedet for at arbejde som jeg burde:
Og fordi Skatten er ude danser musene på bordet – så mens Johan tager en skraber snupper jeg lige om lidt en maske (anti-aging, så min indre skønjomfru også kan ses udenpå) og en gang neglelak mens jeg tænker over hvor fucking fedt det egentligt er, når det hele falder i hak. Så Jonas: Vi ses til din fest om små tre timer, og jeg glæder mig!
PS:Billedet i toppen er en festinvitation min veninde Camilla lavede for nogle år siden – lige siden har den hægt på min væg, og den er nu billedet på en god aften i byen. Så derfor kommer det sgu da lige på igen: GLÆDELIG LØRDAG og HURRRAAAAAAAA fordi hormonfælden står åben, så “nogen” kan komme ud…
Du er da en rigtig partyBabe
Det lyder altså som en ret så skøn weekend. Men Julia- den pude dér! Dén er sgu da bare for skøn! Har du selv bikset den sammen? Hatten af for tålmodigheden. ÆÆLSKER blomsterpatchwork, men hader at lave det!
Ja den er virkelig flot den pude! Hvordan funker det lige når de der lapper skal syes sammen, er det på maskine eller i hånden?
Tak Lis! Og LM – hmmm, altså, det er højest udsædvaneligt det her…
Julie – ja, man spænder stoffet op på sådan nogle pap-fisuser, og så syr man det sammen i hånden. Det gør jeg i hvert fald. Det tager – som Lis siger – ganske rigtigt en krig.
hahahaha… hvor kom jeg til at grine, for HOLD da op, hvor jeg husker det så TYDELIGT!… især den der med at kommer steder, hvor man IKKE lækker mælk eller kommer til at skælde ud…. eller, skrækken for at møde de “perfekte” mødre…. hahaha, åh, hvor er det SJOVT
Håber du havde en rigtig sjov aften!