Babydiktator og pallietter

Man kan blive noget så glad, når det går op for en at ens barn vækker lykke. Det sagde min mor i hvert fald altid. Og det er også rigtigt. Meeeeen den anden sandhed er også, at man kan blive noget så træt i koderne når ens barn har vakt lykke en hel aften, og kastet sig rundt hos sin morfar, og med små udbrud har styret den samlede familie inklusive morfaderens nye kæreste. Han var i sit es, og kørte rundt med os allesammen, dog i særdeleshed min far, og hans kæreste som rejser hjem til Afrika i morgen. Min far følger først efter om et par uger. Så lykkelig ser en baby ud, når den / han opdager at han kan styre bordet ved at klappe:

Elias kan gå alene nu, og bliver temmeligt tit temmeligt overrasket over det. Han er også lidt af en ædedolk, og angreb de helt glinsende sprøjtede mandariner med sine fire tænder, hver gang vi kiggede væk. Spionfoto:

Apropos mad, så havde vi i går den klamme (klamme klamme) fornøjelse at se Elias ligge i en kompliceret astanga-yoga-position på gulvet, mens han forsøgte at suge bræk op (sig eget). Egner det sig til offentliggørelse? Sikkert ikke. Men det er heldigvis heller ikke den klammeste historie jeg kan. Den skal jeg nok holde for mig selv. Lidt endnu. I får lige et stemningsfyldt pausefoto, mens jeg tager mig sammen og holder igen med klamme (klamme klamme klamme) historier.

Ok. Jeg lægger den op i morgen. Verdens klammeste babyhistorie. Jeg lover at pakke den ind i stemningsfyldte fotos. Måske endda noget med stearinlys. Ingen billeder af det klamme. Promise.

Nå, men inden du keder dig så meget at du får lyst til at gnave din arm af ved skulderen over babylivet (som faktisk er mere fantastisk end jeg lige fik det beskrevet, og fyldt med bløde babyarme om min hals, våde kys på mine kinder og halvhårde klap på mit hoved mens han synger for mig og lægger sig ind til mig. Babyen, altså.), så se lige, hvor meget glitter jeg kom hjem med i tasken i dag. Silkeforet oven i købet. aaaaah….