Tidsperspektivet

Når man har fået barn er alle pludseligt eksperter. I min familie har vi budt velkommen til en meget sød dame fra Afrika. Hun var her i går og aflevere Elias, som havde været sammen med hende og min far, så J og jeg kunne sove (er for resten stadig så træt at mine øjne snurrer). Midt i kaffehyggen fik hun lige serveret en lille teori om at børn ikke burde skulle undvære deres mor (ikke et ord om faderen) de første to år.  Moderen burde være hjemme sammen med sit barn hver dag i de første to år.
2 år!
24 måneder!!!!! (Ham på billedet har vel ca den størrelse)

Således rustet til at starte arbejdsugen gik jeg til redaktionsmøde i dag (og hvilket redaktionsmøde! Det var fandme godt at se damerne, hulke af grin over vandrehistorier og gyse af fryd over de fantastiske artikler vi kan fylde Cosmo med.). Og selv om teorier om hjemmegående mødre, ikke mere giver mig dårlig samvittighed, så gør de mig hidsig. Det er som om, at når man har børn, er alting legalt. Så kan alle bare komme løbende med deres uforbeholdne mening om, hvordan alle bare burde gøre sådan og sådan, under dække af at det er til barnets bedste. Så om et par timer, når jeg giver mig selv et pusterum på bagtrappen med et halvt glas vin, så skåler jeg for vuggeren, pædagogerne, og for at pædagogerne – selvom de nok er de mest kvalificerede – er de eneste der ikke har en mening om, hvor længe man skal blive hjemme med sit barn.

7 Comments
Previous Post
Next Post