Månedsarkiv: januar 2009

Paris….

Og så var Paris jo fyldt med fine sager, som ens fingre måtte ae, men som pengepungen pure nægtede at åbne sig for. Du får lige et kig:

Denne fine kam bor stadig en japansk butik, hvor verdens sureste dame måtte rydde op efter Julie og jeg havde prøvet sådan ca 21 kimonoer – hver. Butikken hedder Kimonoya, og det tror jeg altså også verdens sureste dame må have… Kammen kostede en halv flybillet til Paris.

I den skønneste butik, var der håndlavede hatte, veste i fjer, kjoler og disse fine draperede hårbøjler. Ih altså.

Se denne smukke dame – og se hendes hat! Parisiske damer har altså stil. Og mod. Og så er den også lidt tosset, ikke? Julie og jeg spurtede efter hende, da vi fik øje på katteørerne, der vuggede afsted på fortorvet, og hun blev faktisk ret charmeret af at blive fotograferet, så der er ikke tale om et spionfoto…

Solde er det nye sort

Så har jeg sgu været i Paris. Igen. Det var sådan en god tur!!! Masser af tid til snak om alle de ting, vi aldrig når til hverdag, lange gåture, rigeligt med drinks (med 12 cl sprut så Julie og jeg nærmest væltede da vi rejse os op fra bordet i baren), øl, croissanter og så vores nye veninde Solde. Solde betyder udsalg, og det med 70 mærkbare procent, og har gjort at jeg har fået nyt undertøj for første gang siden amme-bh-en. Bare det at kunne prøve sagerne uden skrigebaby eller grinebaby for den sags skyld, var fantastisk. Og så lidt hjemve. Paris er en kage med krymmel af hjemve på glasuren.

12 cl og en gang tømmermænd pakket fint ind

12 cl og en gang tømmermænd pakket fint ind

Tanker om mod(-ige veninder)

Der er noget i det der med mod, jeg spekulerer lidt over for tiden. Mod til at tage fat der hvor tingene gør ondt, hvor de er fedtede og let smutter fra én og dér hvor det ikke nødvendigvis betaler sig 100%. Jeg har en veninde, der er skidegod til det. Når man spørger hende, hvordan det går, ser hun én lige ind i øjnene og blikket holder fast indtil hun har sagt, hvad hun ville. Når hun har det godt, får man det at vide, men når hjertet, livet eller rytmen i det hele gør ondt, så holder hun sig heller ikke tilbage med at fortælle det. Det er modigt.

Det er også modigt at tage springet: Det store spring. Ikke bare det lille, hvor nogle typer hopper lidt på stedet og laver så meget ballade om det med konfetti, fest og fyrværkeri, at man tror de er i gang med det største spring. Det store spring: Der hvor man ikke kan se den tagryg, man sigter efter, men hvor man holder livet i hænderne og bare hopper. Det er der nogen, der tør. Jeg har en veninde, der er i gang med det – hun er på vej fra den ene tagryg til den anden, og lige nu er hun lige der midt i mellem, hvor det ikke er skyer men troen, der holder hende flyvende. En anden veninde har taget springet og ER landet, men hun tror ikke selv på det endnu.

Det er modigt. Meget mere modigt end at stå stille og vente på at tingene kommer til en, men at gå ud og gribe efter mulighederne, når de er der, eller skabe dem, når de ikke er der.

Ps

jeg blev i dag spurgt om, hvad det vil sige at være en perfekt kvinde.

jeg ved det ikke, og jeg gider heller ikke prøve på at være det.

Men måske er det hele noget med bare at gøre sig umage? Elias fødselsdagskage blev ikke med 8 lag og hjemmerørt kagecreme. Men den blev blå. Det holder sgu da max!

I virkeligheden hader jeg arty-farty teater

I mit næste liv vil jeg være kvinde. Og have Sort Samvttighed. Jeg vil også være med i et band, og være sej nok til at være uhyggelig. Lige efter de sidste gæster var gået i går efter lagkage og en meget glad og tilfreds fødselsdagsfejret Elias, tog jeg ind i det nye skuespilhus og så Sort Samvttigheds show. Det var fuldstændigt fantastisk og enestående. Det er en mærkelig mellemting mellem cabaret, Anne Linnet-fortolkninger og teaterkoncert tilsat rigelig med god timing og grotesk humor. Ok, man skulle nok have været der. (Meld dig ind i deres gruppe på Facebook, så du kan være med næste gang!)

Jeg er normalt overhovedet ikke til arty-farty teater. Jeg fatter det ikke. Lige da jeg begyndte at læse var jeg på Edison-teatret hvor jeg så en meget mærkelig forestilling: To hvidklædte damer foran en masse spejle talte sort i to timer. Jeg lod godt nok som jeg fattede det skjulte budskab, så mine medstuderende ikke opdagede at jeg var dummere end de, og talte med på intellektuelt dansk, som jeg knapt nok fattede nok af til at kunne formulere en sætning. Jeg har også været på Dr Dante, hvor jeg så noget med et hus og selvmord, eller også handlede det om Føtex. Og et selvmord. Der var noget med Føtex. Det fattede jeg heller aldrig. Men Sort Samvittighed. Det fatter jeg. De går lige ind under huden, og når de udklædte damer synger en version af Bardommens Gade, hvor jeg for første gang for alvor forstår hvad sangen handler om, og hvad det er man skal have med sig fra man er barn, ja så tuder jeg så man bør sætte redningsbåde ind og evakuere salen. Og jeg når også at tænke om jeg kan finde ud af at give Elias et grundlag for lige præcis de oplevelser, som man kan blive blød af at huske når man er voksen. Dem synes jeg han skal have. Det ønsker jeg mig. Og så var der hvidvin med logen, og hjem igennem januaraftenen, weekenden er slut og det er ok at ugen begynder.

Dagen derpå & Lille Lækre Ellen

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme – som et plaster, der hurtigt bliver revet af såret: Johan vandt ikke prisen i går. Han er totalt cool, og synes det handler om nomineringen. Jeg er rasende. (Altså ikke oppe-i-det-røde-felt-dette-kalder-på-en-revolution-rasende, men sådan lidt småsur. På P3, altså.) Og for ikke at dvæle for meget ved det, hopper jeg straks videre til dagen i dag:

Elias indtager et af 5 hovedmåltider i godt selskab!

Elias indtager et af 5 hovedmåltider i godt selskab!

Som først begyndte kl 9, fordi fantastiske Bedste Karen er her, og tog morgenvagten. Johan er taget af sted til Århus igen, og lørdag aften er stille og rolig. Joy & Jonas blev forældre for anden gang i sidste uge. Til yndige lillebitte Ellen, som er så fin og lille, at man jo slet ikke forstår det. For hvordan er det lige man kommer fra lillebitte barn på sådan ca 3 kg, til kæmpe selv-gående kleppert på 14 kg (Elias) på et år? Et år? Og hvordan får man sig selv med? Da jeg stod der på Rigshospitalet og beundrede den lille fine Ellen med det lange mørke hår, slog det mig, at nu starter det for dem: Ingen søvn, amning, og fornemmelsen af afgrundsdyb sårbarhed. (Sådan ville det i hvert fald være for mig). Igen. Er så imponeret over at de tør det hele igen. Jeg tog op forbi dem med mad i dag og gør det samme igen i morgen – og i morgen trænger jeg mig på og helt ind i lejligheden, så jeg kan få endnu et lille blik på lille fine Ellen. Jeg kan ikke holde mig væk.

I morgen er der dømt lagkage, boller, fødselsdagsflag og kakao her i lejligheden, når Johan kommer hjem. Så er der mostre, onkler, bedsteforældre og masser af flødeskum til lille Elias. Det er her, jeg for resten planlægger en debut som fantastisk konditor. Jeg lægger de desperate forsøg ud på sitet her i morgen.

Tillykke, Elias

Kære Elias.
Så blev du et år. Et helt fint rundt år. Et år, dit første, hvor alt hvad der skete var nyt for dig, for mig og for din far. Jeg vil her gerne sige undskyld for de gange vi har tabt dig (2), og de buler du har fået som ikke rigtigt var din egen skyld, men kom, fordi vi ikke var hurtige nok til at flytte en klods eller sætte hånden på et bordhjørne. Det var ikke med vilje! Det samme gælder de tre-fire millioner gange, hvor vi ikke har fattet hvad du ville og givet dig sut i stedet for mad og vice versa.

Vi elsker dig, Elias. Ikke bare sådan lidt, elsker vi dig. Ikke som man kan elske nye sko eller jordbæris. Mere sådan på den måde, hvor man kan vælte bjerge, fange regnbuer og tømme hav af ren og skær kærlighed. Jeg elsker dig så højt, at jeg holder mig for næsen og lige hurtigt kaster et blik på din lort, og ser efter om du kan fordøje det du har fået at spise. Og jeg elsker dig så højt, at faktisk det er nogenlunde ok, at jeg ikke har sovet i et år. Og hvis der nogensinde er nogen, der giver dig en på skallen i sandkassen, så tæsker jeg deres far. Og min kærlighed til dig er så stor, at du ikke engang behøver at bede mig om noget. Jeg gør det hele af mig selv.

Det gode ved al denne kærlighed er, at der ikke er nogen hage ved den. Du skal intet gøre. Du skal bare vokse, trives, være sund og rask, grine, kramme, lære nyt og nyde at være dig. Du er jo den bedste. Den allerbedste. Bare spørg din far. (Og hvis du så ville sove bare lidt ind i mellem, ville det altså være helt ok, det skal du slet ikke få det dårligt over.)
Tillykke Elias, et år.
Jeg elsker dig,
Kys,
Din BU-AR.
PS – kagen ser hjemmelavet ud, Elias. Men jeg har altså stjålet den fra det der internet. Som du ved (og pædagogerne i vuggestuen HAR opdaget når du har grød fra dagen før på tøjet) har jeg knapt nok overskud til at vaske tøj. Jeg lover at lave en til dig i weekenden. Den bliver MEGET pænere end den her. Promise.

Et afsnit fra bogen

Nå, men jeg blev simpelthen så glad (og rørt…) af alle jeres søde kommentarer, at jeg tiggede min redaktrice, Anne, på Pretty Ink om at få lov til at lække et afsnit af bogen. Den er bygget op sådan at der er afsnit af meget forskellig længde, som er delt ind i uger. Altså ligesom de der ”mens-du-venter-dig-bøger” som er opdelt efter, hvad der sker uge for uge. Den handler om alle de ting, jeg hadede og elskede ved at blive mor, og om, hvordan jeg følte mig totalt rullet af alle de rigtige meninger. Om kærlighed, afmagt, adskillelse, sorg, savn og forelskelse. Om alt det pæne og alt det virkeligt grimme. Den er temmelig melankolsk sine steder, men også jublende lykkelig andre, og nu kan jeg mærke, jeg straks begynder at forklare og forsvare bogen. I får en tekstbid i dag, og så har jeg fået lov til at lægge  yderligere to afsnit ud, i dagene op til den 10. Februar, hvor den kommer på gaden.

Håber sgu, I kan lide det!!
(og tak til Mie for at forberede bibloteksinvasionen)

Så med rystende hænder, lægger jeg nu et lillebitte afsnit ud…

Uge 16
MAJ

Savn
Jeg har ondt af mig selv. Jeg kan ikke følge med, og mit bryst gør ondt.
Min puls sender smertelyn rundt i kroppen, og jeg kan næsten ikke
holde det ud. Jeg savner mig selv. Jeg savner at kunne vælge amningen
fra, som jeg troede, jeg ikke ville have problemer med at gøre det.
Altså, det troede jeg, inden jeg fik Elias. Kontakten gennem amningen
er blevet vigtig, og jeg har ikke lyst til at vælge den fra, selvom jeg
burde, hvis jeg skulle passe på mig selv. Der er også Ammemafiaens
holdning til, hvor dårlig en mor man er, hvis man ikke ammer. Og
Ammemafiaen er alle vegne, blandt alle familier, venner, mødregruppen,
kollegerne, og jeg synes i forvejen ikke, jeg gør det her mor-noget
nok efter bogen, så jeg tør ikke vælge netop dét fra også.
Så jeg savner mig selv. Min effektivitet. Min energi. Min beslutsomhed.
Og min mor. Jeg føler mig lille i dag. Jeg savner min mors
flade, bløde hånd med guldringe på, som stryger mig ned over ansigtet
i ét langt beroligende strøg. Jeg savner hendes duft af tung parfume
blandet med vaskepulver, nybagt brød og cigaretter. Og kaffe. Jeg savner
kaffen ved min mors spisebord. Sammen med hende. Når hun harcelerede eller var ved at knække sammen af grin over et eller andet. Jeg
savner hendes blik, som jeg kan se i min søsters øjne nu, og jeg savner,
at hun er her. Min mor. Jeg savner min mor.