Paris….

Og så var Paris jo fyldt med fine sager, som ens fingre måtte ae, men som pengepungen pure nægtede at åbne sig for. Du får lige et kig:

Denne fine kam bor stadig en japansk butik, hvor verdens sureste dame måtte rydde op efter Julie og jeg havde prøvet sådan ca 21 kimonoer – hver. Butikken hedder Kimonoya, og det tror jeg altså også verdens sureste dame må have… Kammen kostede en halv flybillet til Paris.

I den skønneste butik, var der håndlavede hatte, veste i fjer, kjoler og disse fine draperede hårbøjler. Ih altså.

Se denne smukke dame – og se hendes hat! Parisiske damer har altså stil. Og mod. Og så er den også lidt tosset, ikke? Julie og jeg spurtede efter hende, da vi fik øje på katteørerne, der vuggede afsted på fortorvet, og hun blev faktisk ret charmeret af at blive fotograferet, så der er ikke tale om et spionfoto…

Solde er det nye sort

Så har jeg sgu været i Paris. Igen. Det var sådan en god tur!!! Masser af tid til snak om alle de ting, vi aldrig når til hverdag, lange gåture, rigeligt med drinks (med 12 cl sprut så Julie og jeg nærmest væltede da vi rejse os op fra bordet i baren), øl, croissanter og så vores nye veninde Solde. Solde betyder udsalg, og det med 70 mærkbare procent, og har gjort at jeg har fået nyt undertøj for første gang siden amme-bh-en. Bare det at kunne prøve sagerne uden skrigebaby eller grinebaby for den sags skyld, var fantastisk. Og så lidt hjemve. Paris er en kage med krymmel af hjemve på glasuren.

12 cl og en gang tømmermænd pakket fint ind

Vi ses på fredag…

For efter arbejde tager jeg ud i lufthavnen og i aften lander jeg her omkring.

Og i morgen håber jeg at jeg kan lokke veninden med herhen:

Og jeg har kamera med, så I slipper ikke for fotojournalistisk på slap line.

Tanker om mod(-ige veninder)

Der er noget i det der med mod, jeg spekulerer lidt over for tiden. Mod til at tage fat der hvor tingene gør ondt, hvor de er fedtede og let smutter fra én og dér hvor det ikke nødvendigvis betaler sig 100%. Jeg har en veninde, der er skidegod til det. Når man spørger hende, hvordan det går, ser hun én lige ind i øjnene og blikket holder fast indtil hun har sagt, hvad hun ville. Når hun har det godt, får man det at vide, men når hjertet, livet eller rytmen i det hele gør ondt, så holder hun sig heller ikke tilbage med at fortælle det. Det er modigt.

Det er også modigt at tage springet: Det store spring. Ikke bare det lille, hvor nogle typer hopper lidt på stedet og laver så meget ballade om det med konfetti, fest og fyrværkeri, at man tror de er i gang med det største spring. Det store spring: Der hvor man ikke kan se den tagryg, man sigter efter, men hvor man holder livet i hænderne og bare hopper. Det er der nogen, der tør. Jeg har en veninde, der er i gang med det – hun er på vej fra den ene tagryg til den anden, og lige nu er hun lige der midt i mellem, hvor det ikke er skyer men troen, der holder hende flyvende. En anden veninde har taget springet og ER landet, men hun tror ikke selv på det endnu.

Det er modigt. Meget mere modigt end at stå stille og vente på at tingene kommer til en, men at gå ud og gribe efter mulighederne, når de er der, eller skabe dem, når de ikke er der.

Ps

jeg blev i dag spurgt om, hvad det vil sige at være en perfekt kvinde.

jeg ved det ikke, og jeg gider heller ikke prøve på at være det.

Men måske er det hele noget med bare at gøre sig umage? Elias fødselsdagskage blev ikke med 8 lag og hjemmerørt kagecreme. Men den blev blå. Det holder sgu da max!