Gæsten

Nå men Skattefidusen blev afleveret i vuggestuen i dag, og det forlyder at det var med hyl og skrig. Johan var i hvert fald en smule påvirket da han kom hjem. Afhentningen forløb til gengæld super uproblematisk og Elias har haft en storslået eftermiddag og aften, hvor han blandt andet har brillieret med at udtale ordene “inke-inke” (vinke-vinke). Jeg vidste jo egentligt godt at jeg er mor til et geni, men havde ligesom ikke regnet med at det ville vise sig SÅ tydeligt SÅ hurtigt.

Lidt mere trist var det at Bedste Karen tog videre på næste juleferie-visit i morges, og jeg synes fandme ikke det var sjovt at stå der i bidende morgenkulde og kramme hende og rullekufferten og vide at der næsten er en måned til vi ses igen. kan nu allerbedst lide at have hende tæt på. Men vi fik arbejdet, Johan og jeg – og jeg fik multitasket og var rimelig effektiv hele dagen. Faktisk så effektiv, at jeg kom til at multitaske overdrevent og pludseligt blev indhentet af projekterne (arbejde, vasketøj, indkøb, madlavning), på en gang.

Og så har vi fået gæster… Jeg tror han hedder George, som i George Bush.  Vores gæst, George, ruller glad en i møde, når man åbner hoveddøren, men stikker ikke af af sig selv. Og eftersom det kun er hmmm…. otte dage siden jeg sidst (eller ok, Johan sidst) støvsugede forstår jeg simpelthen ikke hvordan han kan være flyttet ind så hurtigt.

0 Comments
Previous Post
Next Post