Dette er min blog om hverdagslivet, om festen, om moderskabet, kvindelivet og om de hylder vi sidder på. Den handler om mit liv, mit arbejdsliv, om de bøger, jeg skriver, de mennesker jeg møder og om ting, mode og lir. Men den handler også om de tanker og ideer, der optager og inspirerer mig, og hvis jeg er rigtig heldig, og du kan se dig selv i nogle af ordene her på siden, ja, så handler bloggen måske også om dig og dit liv. Denne blog er min opslagstavle. Velkommen til.

Bare Jeg Havde Vidst Det For Fem År Siden. Eller: Jeg Troede Det Var Løgn

Det er ikke tit jeg skriver sådan et skamrosende indlæg som dette. Men her er en anbefaling fra hjertet af nogle produkter og noget forskning, jeg ville ønske jeg havde kendt til for år tilbage:

IMG_0996

Nogle dage kan man godt have lyst til at gøre sådan. Jeg har det i hvert fald sådan. Især når jeg får øje på rynker, furer og poser i ansigtet – som ikke syntes at være der i sidste uge, og nu pludseligt fylder det hele. Jeg synes jeg har været inde i en rimelig dårlig periode med det. At huden er blevet lidt rigeligt vintergrå; at rejserne, de lange dage, de korte nætter og vinteren har sat sine spor, så da jeg mødte min veninde Katrine til en kop kaffe og hendes hud så fantastisk ud, måtte jeg naturligvis straks finde ud af hvordan det kunne være. Katrine er en af de kvinder, som er god til at passe på sig selv. Hun overgør aldrig noget, men hun ser altid groomet, lækker og skøn ud. Katrine sagde: pHFormula. Så da skæbnen ville at en af vore kunder forærede mig en behandling med netop dét brand, var jeg ellevild.

phFormula er anderledes end andre hudplejebrands, jeg kender til. Det er de første såkaldte pharma-cosmeceuticals på det danske marked. Det vil sige, at det er produkter med en kosmetisk effekt bygget på farmaceutisk forskning og udvikling. Behandlinger og produkter er baseret på teknologien bag regenerativ medicin; processen hvor beskadigede celler erstattes af nye eller huden stimuleres til at reparere sig selv ved skin-resurfacing. pHformula henvender sig specielt til klienter, der ønsker effektive og ufarlige alternativer til kirurgiske indgreb.

Altså:

Nej tak til Botox

Ja Tak til creme.

Skin resurfacing betyder genopbygning/genoprettelse af hudens øverste lag; epidermis og dermis. Kombinationen af forskellige slags milde syrer er helt unik. Produkterne er desuden baseret på PH-DVC Kompleks som er et yderst avanceret leveringssystem, der transporterer syre, vitaminer, antioxidanter samt anti-inflammatoriske ingredienser sikkert og kontrolleret ned i huden, altså der, hvor huden kan tage imod dem.

Så da jeg lagde mig ned på briksen forventede jeg noget der gjorde ret ondt. Men det gjorde det ikke. I stedet var det en vanvittig behagelig ansigtsbehandling, jeg modtog. Samtidig synes jeg tit man ligner noget der er løgn når man har fået en ansigtsbehandling (altså den ene gang om året det sker… hvis man er heldig), med kratere, rødme og hævede kinder. Men time for time efter behandlingen begyndte min hud at stråle mere og mere. Faktisk så meget at nogle af rynkerne forsvandt (!) (I kid you not), samme dag. Billedet her er taget to timer efter behandlingen (og du har sikkert set det før, nemlig her).

IMG_0816

Næsten glat. Jeg har ALDRIG oplevet noget lignende. Behandlingen tog en time, og man kan også få lavet behandlinger på en halv. Altså haps i frokostpausen.

Jeg tog produkter med hjem til at vedligeholde behandlingen, og stik imod hvad jeg troede – altså effekten taget i betragtning – kostede de ikke spidsen af en jetjager.

Skærmbillede 2014-04-15 kl. 14.51.39

Den her er fantastisk til området omkring øjnene. Og denne rensetingest har fået mig til at tage afrensning alvorligt. For jeg kan se det virker.

Skærmbillede 2014-04-15 kl. 14.51.12

Så hvis du nu skulle unde dig selv en ansigtsbehandling, eller en særlig treat, så slå klinikker der bruger pHformula op her. Produkterne kan du købe i klinikkerne, men jeg vil helt klart anbefale dig at få en behandling først. Jeg fik min hos Pure & Simple i København. De var fantastiske (!), og jeg har senere hørt at de her også skulle være toplækre.

Paris, Kager & Blomster

IMG_1394

IMG_1325

Jeg er på arbejde, og dette er en overspringshandling. Jeg kom lige til at sidde og bladre i de mange, mange billeder jeg nåede at tage på usædvanligt kort tid i Paris. Der er virkeligt mange billeder. Foråret var lige en to-tre uger længere fremme end her, og så er der altså bare noget over Paris. Noget helt særligt. Noget, der får alting til at blive pænere; lyset er smukkere, kagerne finere, blomsterne særligt udvalgt. Jeg kunne simpelthen ikke holde op med at knipse løs, og alt føltes som noget, jeg blev nødt til at holde fast i. Det er heldigvis ikke første gang, jeg var i Paris, men første gang jeg var der om foråret, hvor alt var frisk og lysegrønt.

Jeg bliver nødt til at komme dertil igen, snart. Helst på en ferie, hvor man har tid til at sidde og kigge længe på folk bag solbrillerne. Og spise kager som disse, mens man går tur i gaderne, og har tid til at smutte ned af alle de krogede, snørklede og fine stræder:

IMG_1328

IMG_1327

IMG_1324

IMG_1332

IMG_1354

IMG_1353

Det Så Du Ikke I Danmarks Dejligste Badehoteller…

IMG_3506

I går blev afsnit fire af Danmarks Dejligste badehoteller vist på TV2. Alle afsnit kan ses på TV2Play hvis du har lyst. Under indspilningerne var vi mange timer på hver sted, som så senere er blevet klippet ned til ganske få minutter. Men nu hvor jeg ligger inde med billeder af mig med røven i vejret, så synes jeg da ikke at de skal rådne op i glemslen. For det var ikke bare sådan lige at bestige bjerget ved Vestkysten.

IMG_3505

Mens vi stadig tror det er let at gå op af klitten…

IMG_3507

IMG_3508

IMG_3510

IMG_3509

IMG_3513

IMG_3514

Da jeg er ved at slå Sigurd ned med en drage.

IMG_3515

På toppen… Og her: En advarsel:

IMG_1360

Den fine grønne kjole er en favorit og er fra Black Swan Fashion og den fås lige her, ovenikøbet på megaudsalg.

UPDATE kl 0955: Jeg har lige fået besked om at kjolen er udsolgt nu.

En, der tør: Mød Sofie, Der Får Indhold & Udtryk Til At Harmonere

COLLECTION_LR FOR SCREEN-1

IMG_1012

Ind i mellem hører jeg om nogen, møder nogen eller ser noget, hvor jeg tænker: Godt, du tør. Og så får jeg lyst til at vide mere. Sådan har jeg det med Sofie V. Jørgensen, som har startet et lillebitte forlag op. Det særlige ved forlaget er at Sofie ER forlaget. Hun vælger fransk samtidslitteratur ud, oversætter det selv til dansk og pakker simpelthen bøgerne så rasende smukt ind at man kun kan få lyst til at læse og købe dem alle. Indhold og udtryk skal nemlig harmonere. Hun er sej, hende Sofie. Mød hende her, og skriv dig op til forlaget Etceteras nyhedsbrev her.

Hvorfor startede du et forlag? Hvad mangler den danske litteratur?

Jeg startede Forlaget Etcetera, fordi jeg elsker litteratur og længe har ønsket at arbejde professionelt med bøger. En dag var der én, der spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare lavede et forlag selv. Det tænkte jeg længe over. Og så gik jeg i gang med at researche på, om det overhovedet kunne lade sig gøre at starte op fra bunden, ene kvinde.

Når det så lige blev den franske samtidslitteratur, der blev forlagets niche, skyldes det dels en stor personlig forkærlighed for netop den gren af litteraturen. Men også i høj grad, at der er så få franske forfattere, der bliver oversat til dansk. Jeg ville gerne gøre mit til at udbrede kendskabet til dem herhjemme.

Hvordan tør du?

Det har jeg skam også spurgt mig selv om mere end én gang! Man hører jo hele tiden, at ingen gider læse mere, og hvis de endelig læser, så er det krimier og bestsellere. Men det tror jeg ikke, er rigtigt. Der er stadig plads til de smallere kvalitetsudgivelser, hvilket hele den underskov af små mikroforlag, der er skudt op de seneste år, også er et bevis på.

Hvorfor lige litteratur; og hvorfor med så stor vægt på det æstetiske?

Jeg er vild med de franske bøger, hvor hvert forlag har deres eget coverdesign – helt enkelt, uden illustrationer. Det er det, jeg har ladet mig inspirere af og arbejdet videre med sammen med min grafiker. Vi har lavet et grafisk design, der går igen fra bog til bog, så forsiderne samtidig fungerer som et slags brand for forlaget.

Derudover er jeg selv stor fan af trykte bøger, og jeg håber aldrig, de bliver udkonkurreret helt af e-bøgerne. Jeg elsker at sidde med dem i hånden, dufte til dem og have dem liggende fremme. Derfor skulle forlagets bøger også være i en god kvalitet, og både papir og format er nøje udvalgt.

Hvad er det vigtigste, du har lært om at starte en business op?

Det er at tro på sit projekt og blive ved med at klø på.

 Hvilken bog er det vigtigst, at jeg læser lige nu, og hvorfor?

Uh, det er svært. Jeg synes jo, de alle sammen er gode på hver deres måde. Men hvis jeg skal udpege én, så start med den nyeste udgivelse, ”En sæson” af Sylvie Bocqui, som er en utroligt fin lille debutroman om en ung kvinde, der arbejder som oldfrue på et fashionabelt hotel ved den franske riviera. En meget sansende, næsten impressionistisk fortælling båret frem af forfatterens smukke sprog.

Du kan købe Sofies bøger på eksempelvis Saxo, og du kan også se nærmere på dem her.

Lyserøde Glimt

IMG_1140

Glædelig mandag. Måske har du påskeferie, og måske sidder du lige nu med benene oppe og drikker endnu en kop kaffe. Det håber jeg du gør. Jeg er på arbejde nu, men sidder også med benene oppe, og ja, jeg drikker naturligvis kaffe. Det var noget lige så i-landsagtigt, jeg ville dele med dig i dag.

Jeg er ved at blive glad for rosa og for pasteller igen.

Nejnej, det rydder ikke forsiderne, men jeg synes det er sjovt. Jeg er i det hele taget blevet betaget af farver igen. Det sort-i-sort-med-sort-på-look, jeg selv har boet i i årevis, (og som klæder hende her så godt) gør ikke mere noget godt for mig. Sort er en lækker basisfarve, både til garderoben og boligen synes jeg, men jeg bliver glad af at bryde det op med farver, og har opdaget at andre også gør det. Men hvad er der med den lyserøde? Jeg havde forsvoret den for et par år siden, og nu kan jeg slet ikke komme mig over, hvor smuk den farve kan være, og hvor mange fine nuancer, der er af den.

Blomsterne ovenfor var en gave til en af mine dejlige kollegaer fra en anden. Så bliver man glad. Og stolt.

IMG_1150

De fineste lyserøde blonder fra VIOLA SKY – hvis du ikke allerede abonnerer på deres nyhedsbrev, så skynd dig at gøre det. Det smukkeste lingeri!

IMG_0922

En gave fra en veninde. Lækre strømper i den fineste æske.

IMG_0828

Lak i overkommelige størrelser fra L’Oréal Paris. Små bitte glimt af feminint forår i slikbutiksstørrelse.

IMG_3436

Mit yndlingsarmbånd fra Susanne Friis Bjørner, som jeg har vist frem flere gange, for eksempel her.

TABU: En Personlig Beretning: Fødselsdepression

Godmorgen derude i blogland. Dette indlæg er et af de helt særlige. Du får brug for en ekstra kop kaffe, mens du læser det. Det er langt, det er hårdt, rørende og meget, meget vigtigt. Dette indlæg er forfattet af en læser her på bloggen, nemlig Mette Dunn. Jeg kender ikke Mette, men hun havde lagt en kommentar og fortalt en smule om sin erfaring med fødselsdepression, og derfor skrev jeg til Mette, og spurgte om hun ville være ok med at dele sin historie med os andre. Jeg tænker, at alle os, der ved at det med at blive mødre ikke altid foregår i en kærlighedsrus, og alle os, der har haft mindre nemt ved moderskabet end vi selv kunne ønske, har på et eller andet tidspunkt googlet netop dét ord. Desuden forestillede jeg mig, at den afmagt, en sådan depression måtte føre med sig, fortjente at blive italesat. Heldigvis sagde Mette ja. Jeg lovede Mette at jeg ikke ville redigere i hendes indlæg. Det betyder at alle Mettes ord er hendes. Det betyder også er indlægget er lige så langt som Mette syntes det skulle være. Tag godt imod Mette og hendes oplevelse her.

Dette indlæg er et udtryk for overskud, søstersolidaritet, kærlighed og optimisme. Og jeg er hermed officielt på røven over Mette.

Kærlig hilsen,

Julia

Mette Dunn:

Jeg føler, at jeg har behov for at lægge ud med lidt ord-forklaring. Fødselsdepression er det ord, der her i Danmark bliver brugt som paraply-begreb for alt, hvad der har med efterfødselsreaktioner at gøre. Egentlig burde det være omvendt. Jeg vil mene, at en fødselsdepression er en af flere reaktioner, man kan have efter en fødsel. Man kan også have en periode med nedtrykthed, man kan få efterfødsels-angst, og man kan, i ekstreme tilfælde, få en fødselspsykose. Denne er dog både arts –og gradsforskellig fra de andre tilstande. Vi er ikke så langt fremme her i landet med hensyn til forskning i og accept af, at der findes forskellige reaktioner, hver med deres karakteristiske træk. Det er bare at søge på engelske og amerikanske sider, hvis man gerne vil have mere detaljeret videnJ

1. Hvor gammel er du, hvor mange børn har du, og hvad arbejder du med? Er du gift?

Jeg er snart 44 år gammel (uha, altså. 44 år ung så), og jeg har tre børn. Nikolai på snart 19, Ida på 10, og Isolde på 11 måneder. Jeg arbejder som dagplejer, og jeg har en dejlig kæreste, som jeg skal giftes med indenfor det næste år.

2. Du har modigt fortalt i et kommentarsport her på bloggen, at du har haft fødselsdepression. Hvornår indtrådte den? Har du en idé om hvorfor? Hvad var tegnene?

Jeg ved ikke, om jeg føler mig modig? Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg med alle mine tre børn har haft efterfødselsreaktioner i større eller mindre grad, og jeg er faktisk altid blevet mødt positivt. Ikke så meget i mine nære omgivelser mens det stod på, men senere hen, når jeg har talt med andre førstegangs-mødre. Jeg fik Nikolai i 1995, og depressionen kom hurtigt. (Den kan komme på et hvilket som helst tidspunkt, men det sker normalt indenfor de første seks måneder). Der er jo generelt lige så mange årsager til fødselsdepression/efterfødselsreaktion. som der er kvinder, der får det. Fælles for alle er, at det at blive mor (og far) er en livsomvæltende oplevelse, hvor man fysisk og psykisk bliver åbnet på en måde, så ubehandlede og ignorerede følelser og traumer bliver blottet. Alt kommer op til overfladen, og i det tilfælde kan summen af belastninger (svære tanker, en hård fødsel, og  det at stå med et helt nyt menneske) føre til et sammenbrud, hvilket en depression jo er. I mit tilfælde mener jeg i dag at kunne se, at jeg led under en kombination af netop gemte ting, et følsomt sind, et meget dårligt kendskab til mig selv samt ikke ligefrem optimale omgivelser. Og frem for alt havde jeg en rædselsfuld fødsel. Den gik egentlig på papiret som en fødsel skal, men min oplevelse var en ganske anden. Min jordemor var næsten ikke til stede, og jeg havde så sindssygt stærke smerter, at jeg var i en tilstand af panik hele tiden. Der var travlt på fødegangen, så jeg havde ikke nogen til at hjælpe mig med at tage aktivt del i fødslen. Så jeg følte, at det var noget, der overgik mig, ikke noget jeg selv kunne være med til at styre , og det var fuldstændig glædesløst.  Bagefter følte jeg mig voldtaget, overvundet, og, tro det eller lad være,  skamfuld.  Siden da har jeg næsten ikke kunnet holde ud at se eller høre om en fødsel, hvor kvinden bliver rost. Jeg fik ingen ros og ingen opmuntring. Og jeg spildte mange år på at føle, at det var min egen skyld, og at jeg havde fejlet på et vigtigt område. Det er tydeligt for mig nu, at sandheden er en anden, men det var umuligt for mig at gennemskue da jeg stod i situationen. Jeg ville gerne kunne advare andre om de tegn, man skal være opmærksom på, men min reaktion startede så kort tid efter fødslen, at jeg ikke i dag kan konkludere, hvad man skal være særlig opmærksom på. Jeg kan gætte mig til, at hvis det føles som om ens liv er forbi, og man er nedtrykt gennem længere tid, så skal man reagere. Jeg mærkede fra starten en følelse af uvirkelighed, der indtrådte umiddelbart efter fødslen. Jeg kunne godt se, at Nikolai var det mest smukke og perfekte, men oplevelsen af at sætte ham i verden fik mig til at lukke mig om mig selv.

3. Hvordan føltes depressionen for dig?

Der gik ganske få dage, så fik jeg det som om jeg faldt ned i et stort sort hul. Jeg græd konstant, kunne ikke overskue noget, og ønskede frem for alt, at jeg kunne skrue tiden tilbage til mit liv før graviditeten. Jeg ønskede Nikolai væk. Jeg følte en vild sorg over at have mistet mit liv som jeg kendte det. Jeg sov dårligt, levede fra time til time og var dybest set rædselsslagen for mit barn. Det var som at se gennem et filter, jeg ikke kunne fjerne. Jeg syntes stadig han var så fantastisk, og helt vild sød og smuk, men jeg kunne ikke magte at forholde mig ret meget til ham. Jeg var som lammet, og jeg havde ingen strategi for, hvordan mit liv skulle gå videre.  Jeg så, med afmagt og undren, mine omgivelsers reaktioner. Det var ikke rigtig nogen, der kunne rumme hvad jeg følte, eller bare at jeg reagerede anderledes, end hvad de havde set før. Min daværende mand var meget ung, og slet ikke klædt på til noget så alvorligt, min egen familie, navnlig min mor, slog det hen som noget forbigående, og min svigerfamilie undrede sig, og lagde ikke skjul på det. Jeg drømte, at jeg slog Nikolai ihjel. Og jeg blev ved med at ønske ham væk. Og det gør så ondt, så ondt at skrive det, men det var sådan, det var.

4. Hvad har du gjort for at komme ud over den?

Mit held, hvis man kan kalde det held, var nok, at jeg ikke på nogen måde var bange for at være ærlig over for mig selv. Jeg var godt klar over, at den var gal, og at jeg havde brug for hjælp. Jeg var også godt klar over, at hjælpen nok ikke kom fra mit nærmeste netværk. Jeg havde en sød, velmenende sundhedsplejerske, men dengang, som nu, må man på egen hånd og for egne penge søge hjælp. Dog er der ingen tvivl om, at hele emnet efterfødselsreaktioner er meget mere fremme i lyset i dag end dengang. Jeg var studerende, så det var sin sag at lægge en mindre formue pr. psykologtime, men jeg tog de timer, jeg havde råd til. Og jeg accepterede desværre at tage Cipramil (de såkaldte lykkepiller), men det vender jeg lige tilbage til. Jeg var ikke overvældende imponeret over den psykolog, jeg fandt, men det skal dog siges, at hun læste mig rigtigt og gjorde en fuldstændig afgørende ting. Hun fortalte mig, og fik mig overbevist om, at selvom jeg havde fået et barn, var jeg stadig den vigtigste person i mit liv. Og at det skulle jeg tage alvorligt, for mit velbefindende ville blive en forudsætning for, hvordan Nikolai kom til at trives. Så jeg skulle gå hjem, skabe en fast rytme, med regelmæssige måltider og faste sengetider, i det hele tage sætte nogle rammer om Nikolai, der sikrede, at jeg også selv kunne være der og begynde at hele. Jeg skulle gøre det, som om mit liv afhang af det, hvilket det utvivlsomt også gjorde. Jeg gik fra konsultationen den dag med en fornemmelse af, at jeg måske alligevel ikke havde fået en dødsdom. Jeg er altid effektiv når jeg får stillet en opgave, så lige så langsomt begyndte jeg at kravle op af hullet. Fornemmelsen af at tage mit liv tilbage i stedet for bare at stå lammet gjorde, at jeg begyndte at knytte mig til Nikolai. Så særlig meget indsigt fik jeg ikke, men jeg fik en løsning. Jeg tror også, at lige præcis i tilfældet fødselsdepression, er det vigtigt at starte med at lette symptomerne, så kan man altid senere arbejde mere i dybden. Eftersom man jo, ligegyldigt hvad, stadig står med det pres det er at have en nyfødt, så er det vigtigt at få hverdagen gjort tålelig så hurtigt som muligt. Senere kom jeg i en selvhjælpsgruppe, og det havde jeg rigtig meget ud af. Da Nikolai var mellem et og halvandet, var der ingen svære følelser tilbage, men de indirekte konsekvenser varede længere.

 

 5. Hvordan påvirker oplevelsen dig i dag?

Oplevelsen påvirker mig stadig på flere måder. Jeg var, da jeg blev gravid med Nikolai, i gang med cand.ling.merc-uddannelsen, men jeg fik den ikke gjort færdig. Jeg var ikke længere sikker på min motivation for at tage kandidatdelen på en uddannelse, som var valgt på baggrund af, hvem jeg troede jeg var, før jeg blev mor. Og antidepressiverne gjorde mig så træt, at jeg havde svært ved at fokusere. Både på helt enkle ting, og på hvad vej mit liv egentlig skulle gå. Og der gik otte år, før det lykkes mig at komme af med dem.  Jeg oversatte freelance, men følte mig stadig meget søgende i forhold til at få omdefineret mit liv.  Det står sådan set  på den dag i dag. Jeg har taget en coach-uddannelse, som jeg stadig overvejer hvordan jeg skal bruge. Efterfødselsreaktions-ekspert med egne selvhjælpsgrupper? Ja, og lidt flere timer i døgnet J Men hvor ville jeg egentlig gerne. Jeg tror også, at jeg altid vil bære på en stor sorg over, at Nikolais fødsel var så forfærdelig. Jeg har brugt meget tid på at tænke, at en anden aften, med en anden jordemor var det måske gået bedre, eller hvis jeg have været bedre forberedt osv. Det hjælper ikke noget. Men det hjælper at se på ham i dag J

 

Udenfor spørgsmålsrækken – hvordan det var at få de to næste børn: I 2003 fik jeg Ida. Jeg blev glad, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, for jeg ønskede mig endnu et barn, og jeg følte, at jeg var klædt på til at få et. Samtidig var jeg forberedt på, at det ikke nødvendigvis ville blive uden komplikationer. Det var det heller ikke, Ida var sød og nem, men jeg så konstant spøgelser fra sidste gang, og jeg følte mig ekstremt sårbar. Men det er med hende, at jeg har haft den nemmeste proces. Jeg blev ansat som dagplejer i 2005 og skilt og fik ny kæreste i 2006, og alt har egentlig åndet fred og idyl i en årrække. Jeg var ret sikker på, at jeg ikke skulle have flere børn. Indtil jeg måtte erkende, at det var en næsten umulig  ting at give afkald på for min kæreste. Så jeg smed spiralen, da jeg var 42, blev gravid da jeg var 43 (hvad er chancerne lige for det?  Crazy J) og fik Isolde for et lille år siden. Denne gang har jeg lidt af det, man på engelsk kalder post partum anxiety. Det er i familie med begrebet fødselsdepression, men symptomerne er nogle lidt andre. Med en depression er man nedtrykt og oplever en følelse af håbløshed, men med angst føler man uro, har forhøjet puls og søvnbesvær og stresshormoner, der fyger rundt i kroppen. Jeg fik det bedre henne omkring tremåneders alderen. Det overraskede mig ikke. Jeg har altid følt det meget angstprovokendende med de helt nyfødte. Der rykker en lillebitte person ind i ens liv, og for en tid er ens liv ikke ens eget. Man ved ikke hvornår og hvor længe man kan sove, om man kan nå at spise og komme i bad, eller om man kan afhjælpe mavesmerter osv., det er faktisk ens basale rettigheder der er sat på hold. Jeg synes det bliver meget nemmere når de bliver lidt større, lidt mere regelmæssige og nemmere at læse.  Men det var som sagt i den periode, at jeg opdagede din blog. Jeg fandt den efter at være faldet over en anmeldelse af Hvor lagde jeg babyen? Som nævnt brugte jeg meget tid på at læse mig gennem dine arkiver, mest af alt fordi dine beskrivelser af samværet med dine børn konstant mindede mig om, at det svære ville forsvinde, og at der inden længe kun ville være ren kærlighed tilbage. (Men, som du siger, dagene er lange, årene er korte). Det var hårdt, at jeg havde en fornemmelse af at lide mig gennem den første tid. Den kommer jo ikke igen. Men jeg gjorde mit bedste. Jeg besluttede, at min ”præmie” på Isoldes tre måneders fødselsdag netop skulle være……Hvor lagde jeg babyen? Fed realismeJ

6.  Hvad er dit råd til kvinder i den situation? Hvor henvender man sig bedst?

Mit første og vigtigste råd til kvinder i den situation er: Få hjælp. Mit andet råd er: Lad være med at dømme dig selv.  Du er en helt normal kvinde, der er udsat for noget ekstremt. Du er statistisk set tre til fire ud af ti. Vi reagerer alle sammen forskelligt. Mit tredje råd er: Del. (Også med faren. Han har ikke en chance for at vide, hvad der foregår inden i dig, Og måske har han det også svært med at være blevet far. Og man må godt drikke lidt vin, selvom man ammer J) Og husk, at de mødre, som overvejende har følt kærlighed og glæde lige fra starten, har en lige så ”rigtig” reaktion som digJ Det er en ekstremsport-agtig måde, vi får børn på i vores samfund. De fleste af os ankommer temmelig uforberedte til moderskabet  Der er masser af fokus på graviditeten og fødslen, men knap så meget fokus på det, der er den virkelige udfordring, nemlig at lære at være mor, med alt hvad det indebærer.  Og lære at være familie. En af de største udfordringer for nye mødre på barsel er, at det for mange er en forbandet ensom opgave. Livet går videre for manden og veninderne, og selv har man mistet det man havde, og det står ikke helt klart, hvad man har fået til gengæld. Så det er simpelt hen så vigtigt at søge ud, hvis man kan mærke at man har svært ved at magte tingene alene. Efter mange år er det nu endelig blevet muligt at få tilskud til psykolog, hvis man får diagnosen fødselsdepression. Det er ganske urimeligt, at graden af hjælp i sådan nogle svære tilfælde så længe har været afhængig af, om man selv kunne betale en psykolog. Prøv at få anbefalet en, der er god til netop dette område. Der er efterhånden også temmelig meget hjælp at hente på nettet. Man kan søge på facts om tilstanden, og der er grupper af forskellige slags, hvor man kan ”mødes” og udveksle erfaringer. I større byer kan man være heldig, at der bliver oprettet selvhjælpsgrupper, som man kan melde sig til. Det er så utrolig afgørende at bryde isolationen, og det at møde kvinder i samme situation afdramatiserer og afdæmoniserer til en vis grad det, som man selv gennemgår. (Det var også sådan vi endte med at få stemmeret. Hvis vi holder os hver for sig går det galt! J) Lige meget hvad man vælger, så kan jeg garantere, at man bliver sig selv igen. Det går bare så meget hurtigere, hvis man får hjælp. Der ER lys forude, og en dag om ikke så længe kan du genkende dig selv og dit liv igen. Jeg ved, at det er sådan det er J

Afslutningsvis har jeg lyst til at sige, at jeg er meget kritisk overfor den måde det politisk er blevet bestemt, at vi skal ankomme til moderskabet. Vi skal føde effektivt. Umiddelbart derefter skal vi tvangs-bonde med barnet, det skal hud mod hud, check, vi skal have gang i amningen så brystvorterne bløder, check, og så skal vi hjem. Og klare resten selv. Det er en fuldstændig selvmodsigende tankegang at køre effektivisering på noget så sart og mirakuløst, som det forhold, der de første dage udvikler sig mellem barnet og forældrene. Da jeg fik Nikolai blev jeg sendt hjem fra hospitalet dagen efter. Det var ikke fordi det på det tidspunkt var blevet et princip at kvinder har bedst af at rejse sig direkte fra fødesengen og skrubbe af, men fordi sygeplejerskerne strejkede. Big time. Jeg behøver nok ikke beskrive, hvor dårlig timing det lige var for mig. Da jeg skulle have Ida tog jeg ingen chancer. Jeg ville ikke risikere en gentagelse af min tidligere oplevelse, så jeg fik via en led gammel kost af en kvindelig (med garanti barnløs) overlæge talt mig til et planlagt kejsersnit. Utroligt egentlig, at jeg skulle argumentere så længe. Det var overvældende fantastisk at føde Ida, og bagefter lå jeg på barselsgangen i fire døgn. Det var fuldkommen vidunderligt. Tænk kun at skulle samle mig om at lære lillepigen at kende, uden ansvar for noget som helst, og for en lille tid frataget ansvaret i et liv, hvor der næsten ellers ikke er andet.  Med Isolde fik jeg også kejsersnit, men vi er jo ikke så sarte nu om dage, så det er én nat på barselsgang, og derefter, med operationsar ned i en taxa og på patienthotel. Jeg fik heldigvis to nætter, og så tog jeg hjem.  Jeg synes, den måde fødende kvinder bliver behandlet på, bare er ét eksempel på et samfund, hvor omsorgen er ved at forsvinde. Den er sparet væk, men jeg er slet ikke sikker på, at der er noget sparet i længden. Der findes muntre statistikker over dehydrerede nyfødte og genindlæggelser OG mødre med psykiske reaktioner, og det er da bare ikke særlig underligt. Graviditet og fødsel er ikke en sygdom, nej, men begge dele er pleje-og omsorgskrævende. Kun med Ida fik jeg den omsorg, der gav  mig en rolig overgang fra et til to børn. Jeg var klar til at være hendes mor, da jeg tog hjem fra hospitalet. Når jeg har stået med en nyfødt, har jeg følt mig helt ny selv, på en meget sårbar måde. Som et lille barn, der desperat har brug for, at nogen tager sig af det. Ikke meget , og ikke længe, men bare lige til jeg har kunnet stå  selv. Jeg tror det ville være en virkelig god investering, hvis vi tog os bedre af vores mødre og deres nyfødte.

Mine børn er uden tvivl min største og vigtigste præstation. Og alt er godt nu. Nikolai bliver student om et par måneder, og pronto efter han var blevet 18, sprang han ud med faldskærm, løb et halvmaraton og fik en kæmpe tatovering. Han siger, at han vil være jagerpilot. Jeg har svaret ham, at verden ligger for hans fødder. Men at den er krævende J. Ida er en smuk og dejlig pige, som tager stormskridt mod teenage-årene. Hendes appetit på livet er ikke mindre end hendes brors.  Men det handler om tøj, drenge, One  Direction, og hendes og min tur til Mallorca til Juli. Og Isolde……min lille baby med de tykke kinder, fede lår og bedårende kluk-latter. Og en uhæmmet tillid til, at verden er et godt sted at være. De tre har været det hele værd. Og mere til.

Om København, Bus 1A, Musik & Modebloggere

IMG_1485

IMG_1491

Sammen med Music Export Denmark & RoskildeRising har vi i denne weekend inviteret dygtige mode- og livsstilsbloggere til København. Siden i går aftes har jeg og to af mine kollegaer (Anne-Sophie & Julie), været rundt sammen med dem. I dag begyndte vi på Christiania, og fortsatte ind mod byen, hvor vi spiste frokost på den hyggelige Atlas Bar i en kælder i Pisserenden. Vi talte om hvor fed en by København er. Om hvor heldig man er når man bor her. Om stilfulde københavnere, maden, musikken og al den inspiration man kan hente her i byen. Og de har jo (fandengalemig) ret. Så det ER altså ikke altid det her, man / jeg har brug for. Nogle gange kan man også stige på Bus 1A og se sig lidt om.

IMG_1488IMG_1496

IMG_1490

Fødselsdagsgaven Der Afværger Tøjkrisen (Og Hvorfor Findes Den Krise Egentligt Stadig?)

IMG_1192

Da vi sammen med Sine og L’Oréal holdt en workshop i Tekstforfatteri På Blogs for dygtige (!) bloggere i søndags, må jeg indrømme at jeg havde en let snigende tøjkrise inden. For hvad tager man på når skønheds- og modeeksperterne kommer til søndagshalløj? Jeg har faktisk ganske ofte (stadig) den slags situationer, hvor jeg ikke er helt klar over, hvordan jeg får den bedste dag ud af det tøj jeg har på…

Jeg ved ikke om det er fordi jeg aldrig er holdt op med at interessere mig for mode, eller om det er fordi det bare ER sådan – at man HAR tøjkriser, men jeg ville ønske at de ikke fandtes mere. Men det gør de, findes. Lige som den aldrig vigende interesse for mode, trends og tendenser heller ikke lige frem forsvandt, sådan som jeg ellers forestillede mig den ville når jeg blev voksen og fik sunde interesser (du ved: Nationaløkonomi, pensionsopsparinger, oprydning, rengøring etc).

Løsningen på søndagens tøjkrise fandtes heldigvis. Jeg har nemlig fået en fødselsdagsgave af min søster, som jeg simpelthen er så glad for. (Både gaven og min søster, forstås). Gaven er skjorten jeg har på her på billederne. Den er her fra, og er lidt herreagtig og oversize og i superlækker hør- bomuldskvalitet. Det er et af den slags fund, som man kommer til at bo i, og som kan bruges både når det hele skal være lidt pænt, og lidt afslappet.

IMG_1196

IMG_1198

Forår i Paris: Om Genveje, Omveje & Smutveje

IMG_1378

IMG_1379

Så er jeg hjemme. Jeg kom hjem sent i går aftes og kunne klemme mig ind i sengen mellem ungerne, der begge var flyttet ind og snuse dem helt ind. Efter to hurtige, gode og forårsagtige dage i Paris var det alligevel det aller-allerbedste at vejen førte hele vejen hjem til dem.Men inden da, fik jeg i går lov til at opleve forår for fuld udblæsning.

Inde bag Les Archives Nationales i Paris ligger der en park. Eller måske er selve den smukke bygning pakket ind i parken. I hvert fald skød vi i går en genvej gennem parken på vej fra én ting til en anden. Vi havde regnet med at det blev en smutvej, men den genvejen endte med at blive en omvej, fordi vi faldt i staver. Vi ramte nemlig parken i præcis dét sekund, hvor kirsebærtræerne overvejer at afblomstre. Havde en aftenbrise ramt haven aftenen inden, ville ikke et eneste blad havde siddet, hvor de sad. Det var så absurd smukt og indeholdt alle de mest lyserøde drømme, og jeg har faktisk aldrig set noget lignende.

IMG_1376

IMG_1377

IMG_1374

Om At Sætte Sig Ned Og Betragte

IMG_1219

Det er morgen i Paris, og lige om lidt skal jeg være ude af mit  hotelværelse. Jeg har endnu en arbejdsdag tilbage i byen; heldigvis en dag med ting, hvor jeg kommer rundt og ser noget. Jeg flyver hjem til ungerne i aften, og Johan har allerede prikket til min hjemve ved at sende de lækreste billeder af ungerne.

Mens jeg var gravid med Elias, fyldte min veninde 30. Den sommer hun gjorde det, boede hun her i Paris. En hel sommer. Hun var indskrevet på en uddannelse, og fik et helt liv her i den smukkeste by, mens hun sugede til sig af ny viden. Min veninde taler fransk som sit andet modersmål, hvilket naturligvis gjorde det hele til en endnu vildere oplevelse for hende, og hun nød det.

På hendes fødselsdag besøgte jeg hende i nogle dage, og mens hun passede sine studier, sad jeg bare stille på caferne og lod byen gå forbi mig. Og kørte croissanter ned (jeg minder om at jeg blev en hval, da jeg var gravid med Elias, og der var intet der holdt mig tilbage, så det er med vilje at croissanter er i flertal her). I virkeligheden var det nok på den tur, jeg for alvor oplevede byen. Min veninde havde været her længe nok til at kunne pege ud hvor jeg skulle gå hen, hvor jeg skulle se hen og hvor jeg skulle sætte mig, og det er virkeligt sjældent jeg kommer til et sted, hvor der er tid til at sætte sig ned og se på byen og dens beboere, men jeg tror måske det er sådan man oftest oplever mest. Det når jeg så ikke lige i dag, men jeg vil så  tilbage hertil uden agenda.

Og når det så er sagt, så tror jeg man kan sætte sig hvor som helst i verden, og få noget ud af at betragte menneskene, byen og livet. Om det så er Paris eller Pandrup.

IMG_1200

IMG_1203