Dette er min blog om hverdagslivet, om festen, om moderskabet, kvindelivet og om de hylder vi sidder på. Den handler om mit liv, mit arbejdsliv, om de bøger, jeg skriver, de mennesker jeg møder og om ting, mode og lir. Men den handler også om de tanker og ideer, der optager og inspirerer mig, og hvis jeg er rigtig heldig, og du kan se dig selv i nogle af ordene her på siden, ja, så handler bloggen måske også om dig og dit liv. Denne blog er min opslagstavle. Velkommen til.

100Procent Mig

Lige om lidt skal du se mig næsten nøgen. Og det er jeg ret stolt af, at jeg tør. Jeg tør fordi billedet, er del af en artikelserie – og et manifest – i Femina, hvor fire kvinder optræder som …. sig selv. Feminas Chefredaktør Camilla Kjems ryddede forsider ved at vise sin behårede armhule, som sjovt nok vakte mere opstandelse end det blottede (silikone-)bryst, hun også viste. I denne uge er det så min tur (og du kan læse mere om alt dette i det Femina, der er på gaden nu.)

Jeg viser min mave frem.

Den mave, jeg har brugt virkeligt mange timer (måneder, år…) på at skjule. Jeg gør det fordi, jeg tror på rummelighed, og på at vi skal turde rumme os selv med alle vore fejl, mangler, evner og kreative sider. Jeg tror vi allesammen er småtossede, og har komplekser nok til at forære dem væk, men jeg VED at vi skal stå ved os selv for at få det sjovt, godt og givende. Derfor sagde jeg ja til at være med, og til at være uretoucheret. Og også fordi at én ting er at jeg så tit taler om at stå ved sig selv, noget andet er rent faktisk selv at gøre det.

Du kan læse manifestet her. Og se, hvordan du selv kan være med, ikke mindst (og nej, det kræver hverken hel eller halvnøgenhed).

Men her er jeg, og nedenfor min kommentar til billedet:

1517-julia-l-100-procent-mig-body

Der er masser, jeg kan brokke mig over; jeg kan selv finde 117 fejl ved min krop. Du kan helt sikkert også se dem!
 
Min mave burde være noget, jeg gemte væk. Mit maveskind er nemlig et landkort over de sidste 10 år af mit liv: Akutte kejsersnit, strækmærker, ar efter vistnok seks operationer og løs hud efter at have været gravid (med hang til marcipan) to gange.
 
Min krop har fejl, men jeg elsker den; for den har givet mig alt det, jeg ønsker mig: To børn, en hverdag, hvor jeg både kan løbe, danse og kysse, og muligheden for at stå ved mig selv – også selv om jeg ligner det, jeg er: En 38-årig mor til to. Jeg er 100 % mig og stolt af det!

Eventyrhuse i Sydsverige

IMG_9772

IMG_9762

Fra onsdag til torsdag i denne uge var jeg på trendseminar i Ystad. Byen ligger i Sydsverige, og er vist mest berømt for sin strand og naturligvis for Saltsjöbadet, som er en mellemting mellem et stort konferencehotel, et gammelt badehotel og et spahotel (!). Jeg var afsted med L’Oréal, og jeg  lærte virkeligt meget, som jeg kommer til at dele med jer her, om makeup, trends, mode og ikke mindst: Hvorfor disse ting bliver ved med at være SÅ spændende.

I går morges løb jeg en tur. Jeg har holdt pause i nogle uger, fordi jeg fik ondt i hoften af et eller andet jeg gjorde forkert. (Ja, hvem skulle have troet det: mig, en SPORTSskade! Jeg DØR af grin!) Men i dag skulle være dagen, og det var den smukkeste tur. Noget af det bedste ved at løbe er, synes jeg, at man ser tingene omkring en på en anden måde, man kommer rundt og man ser andre hjørner end man normalt gør. Ud over fuglekvidder og bølgeskvulp nåede jeg at se egern, harer og det smukkeste lys over vandet. Og så husene. Der er kæmpe store slotsagtige og lidt tossede sommerhuse med havudsigt ved stranden, og så bitte små strandhytter malet i de mest fantastiske farver. Se bare her – er de ikke bare fine? Og klar inspiration til den forestående maling af kolonøjseren.

IMG_9769IMG_9770IMG_9768

IMG_9782IMG_9766IMG_9765IMG_9759IMG_9764IMG_9771IMG_9763

100året: Min Grundlovstale (Om Bryster, Beyoncé og Retten til at bruge sin stemme)

Det har været en meget stor ære for mig at blive spurgt om jeg ville bidrage til fejringen af 100året for kvindernes valgret. Det har jeg gjort sammen med 99 andre danskere. Mit bidrag er denne tale, som jeg håber du har lyst til at læse. Du kan følge med i projektet og læse de øvrige taler efterhånden som de bliver publicerede her:

Grundlovstale

Retten til at tale, frem for at tie i forsamlinger – som Paulus foreslog kvinder burde gøre – er hårdt vundet.

Det samme var valgretten. En bred vifte af andre rettigheder, er heller ikke kommet dumpende ned i kvindernes skød, men er blevet tilkæmpede: som for eksempel retten til eget cprnummer, eller retten til egen indkomst og råderet over den, og endnu et eksempel: Retten til at få børn, med eller uden en mand.

Der er intet af dette, der er kommet af sig selv. Alt har vore mødre, mormødre og formødre kæmpet for, og alt det er vores arv. Det er den faste grund, vi har under vore fødder i dag.

Jeg er del af en generation af kvinder, der er den første generation, som er vokset op i et samfund, hvor det meste af det vi i dag forstår som basale rettigheder, var sikret os af nogle andre (kvinder). Jeg er del af generationen der tæller flere kvinder end mænd på de videregående uddannelser, og del af generationen, der kender begrebet tabermænd. Jeg er del af generationen, som ikke tror på at noget nogensinde kan blive taget fra os igen, og del af den generation, der tror på at vi har SÅ meget ret til det hele, at vi ikke mere behøve at stå fast, holde fast, være faste – sammen – for at beholde det. Min generation af kvinder mente at feminister var usexede indtil Beyoncé gjorde feminisme til sit helt eget ord.

Min generation af kvinder mente at søstersolidaritet var en saga blot, lidt kikset så meget som at tale om, fordi vi er generationen, der er opdraget med at vi selv må tage ansvar.

Du er alene, har vi lært. Ingen passer på dig. Hyt dig selv. Sørg for dig selv, og drop alle forældede tanker om solidaritet. Lige indtil popkulturen trådte til og superstjernen i tyverner, skuespilleren, instruktøren og forfatteren Lena Dunham, mindede os om, at kvinder også kunne passe på hinanden. At kvinder kunne have hinandens ryg, selvom de er forskellige, selvom de er højlydt forskellige. Med lyd og stemmer og usikkerhed og det hele. Fordi vi tror vi selv har hele ansvaret, mener vi også at andre bør tage hele ansvaret. Derfor mener min generation af kvinder stadig at ligestilling er noget man selv må sørge for at have. Et gryderet man selv må røre i derhjemme. Og derfor skal tvungen barsel til fædre end ikke overvejes. Desværre.

Jeg er del af en generation af kvinder, der skal passe på. Vi står på en arv af tilkæmpede rettigheder, som vi ser som en selvfølge. Vi tror vi har ”ret” til noget, men al historie viser, at vi kan miste rettigheder så snart vi holder op med at kæmpe for dem.

Jeg er nemlig også del af en generation af kvinder, der tror at kvindeligheden sidder i andres perception af os. Vi tror på det de andre siger mere, end vi tror på de vi selv tænker. Og vi tror på at andres dom over os er den eneste sandhed. Derfor er vi begyndt at tie i forsamlinger igen. Vi er trådt ind i den flinkeskole vore mødre trådte ud af, og lever nu i en form for konsensuskvindelighed, hvor ingen højt siger til eller fra hvis de er uenige. Man holder uenighed for sig selv, og stikker i næsen for langt frem, for jobsne hænger ikke på træerne og der er heller ikke nogen grund til at larme for meget. Og stikker du numsen frem får du taget din temperatur, som en kvinde sagde til mig engang. Nu er det jo sjældent sådan at en debat begynder med at man smider bukserne, men måske er det netop dét vi frygter? Vi, kvinderne i min stille generation? Ingen forlader kaffebordet før alle er enige, og ingen råber højt om at vi, den mest veluddannede generation af kvinder til dags dato, skal forlade fødegangen inden barnet er lagt til ved brystet? Den mest basale af alle de rettigheder, vi som kvinder kan tilkæmpe os: At føde vore børn i ro mag, har vi i konsensuskvindelighedens navn ladet glide os af hænde. Vi taler ikke nok om det til at ændre verden, og vi gør ikke noget for at ændre vore egne og vore medsøstres omstændigheder. Hellere være stille. Være enige. Hytte vort eget skind. For vi vil endelig ikke larme, med mindre vi er Beyoncé, og vi må endelig ikke stikke numsen frem. Eller tage brysterne ud, når vi ammer. Nogen kunne jo se det, tage anstød, og nogen kunne opdage at vi var kvinder. Med bryster. Hensynsbetændelsen er opstået igen, og kvinder skal være stille. Vi kuer os selv, sætter vores lys under en skæppe så stor som vi kan grave den op fra 1800tallets kvindesyn, og sætter os godt til rette under den. Så vi endelig ikke taler for højt. Så vi endelig ikke larmer. Så vi endelig ikke fylder, eller taget ordet fra nogen, som måske har mere brug for det end os. Det vigtigste er nemlig at være enige, at undgå at vi træder hinanden over tæerne.

Vi står på en arv, som vi skal passe på, vi ikke træder under jorde. En arv, så guldrandet som vores, er en vi skal dyrke, gøre stærkere, større, vigtigere, så vi kan give den videre til vores børn. Vi skal ikke spille den op i ligegyldighedens og konsensuskvindelighedens casino. Vi må gøre noget – vi må være til, tage vores plads og sige fra. Og gøre noget, som ingen troede muligt, inden vi har mistet vores stemmer. Vi har vundet retten til at stemme, det vigtigste er nu at vi bruger vores stemmer så vi rent faktisk får sagt noget, der er værd at lytte til. Uanset, om kaffekopperne klirrer, røven bliver kold og hensynsbetændelsen helbredt. Vi HAR stemmer.

Om Revolutioner & Familier

IMG_9740

Denne fantastiske buket blomster fik jeg i går, da jeg havde deltaget i et debatpanel. Grevinde Danner aka Louise Rasmussen (se nederst i indlægget) (som i følge aftenens foredrag af Maria Helleberg “kneppede sig op igennem samfundet”), blev fejret med et foredrag om hende, og en debat omkring ligestillingen i det danske samfund. Vi talte om, om vi er i mål, og vi er der, hvor vi gerne vil være, og om, hvad vi mangler at flytte på. Jeg tror på familien, og på familiestrukturerne som grundlag for det meste, for det er virkeligt svært at nå en revolution, når man gerne vil hente i børnehaven inden den lukker. Jeg tror vi skal forandre ting hjemmefra; med vores mænd, vores børneopdragelse og de værdier og muligheder vi giver hinanden.

Jeg talte efter debatten med en dame, en præst, jeg har kendt i mange år, som sagde til mig, at forskellen er, at mange af dem, der revolutionerede i 70’erne havde et hjem at komme hjem til. En familie. Forældre, der levede i kernefamilie og havde et sted, man kunne bo hvis alt går galt. At man i vores generation er vokset op i splittede familier og med krav om selvforsørgelse på en helt anden måde. Det gav pespektiv, og måske skal vi huske at vi ikke er så dårlige til at tage stilling til samfundet, til os selv og hinanden som vi tror, men at vi i bund og grund ER et helt andet sted, end generationerne der gik før os. Ingen undskyldning for ikke at gøre noget, men det vi mangler er måske at finde ud af hvordan man forandrer på vores egen måde.

Jeg er ikke færdig med at tænke over det – men blot lige begyndt.

IMG_9734

Kolonihaven: Work In Progress

IMG_9719

I aften skal jeg være med i et debatpanel i anledning af Grevinde Danners 200års fødseldag, i morgen er jeg i Sverige og torsdag drøner jeg til Fyn for at holde foredrag. Johan er på bogtour i denne uge, og der er i det hele taget tryk på. Det betyder at weekenderne har ekstra vægt sammen med ungerne. Vi skal i kolonihaven, og jeg glæder mig helt vildt. I sidste weekend, spottede jeg dette træ mod en skyfri, blå forårshimmel.  Træet er ikke mit, eller vores, men det står i en af de andre haver i kolonihaveforeningen, som jo sådan set er et af de fineste steder på denne jord. Men det har jeg vist skrevet en del gange før. Jeg ELSKER det sted! Det er fyld med alt det bedste og alt det fineste, gode mennesker, god stemning, børn, der leger og ting der gror. Og børn der vokser. For det er som om de vokser lidt ekstra der ude.

Vi er langt fra på plads med hverken huset eller haven. Vi kører stadig skrammel væk, og der er meget tilbage. Eksempelvis et ødelagt akvarium på fod, fyldt med sten. Eller en kartoffelskrællemaskine i plastic. Sådanne ting har vi stående i skurene, som sådan set også skal rives ned – i hvert fald en del af dem. Så der er nok at gøre. Nu står vores terrasse færdig, og den kommer vi til at bo på, kan jeg mærke. Vi har klunset møbler af søde genboer, og den skal nok blive både fin og hyggelig.

Og så skal den males. Det skal hele huset faktisk. Og efter fadæsen med for billig maling fra Harald Nyborg, som nærmest ødelagde påske”ferien”, går vi denne gang til fagfolk, der kan forklare os, hvordan vi gør tingene rigtigt fra begyndelsen.

IMG_7275

 

Forårsklar og Ekstra Overskud

IMG_7246

Foråret er over os, og det betyder at jeg ser min egen tørre hud i øjnene og besluttede at gøre noget ved den. Og det gjorde jeg så.

IMG_7248

For nyligt var jeg på et kursus i dermatologi (laaang historie), hvor jeg lærte at naturlige slibekorn i bodyscrub, er meget hårde ved huden. Salt, sukker og kaffegrums, har nemlig skarpe kanter og flere af dem, så man – især i ansigtet – kan gøre mere skade end gavn. Jeg har derfor prøvet L’Oréal Paris’ Sublime Body Exfoliator, som jeg virkelig godt kan lide. Jeg forstår ikke helt at den skulle være mindre hård, for den tager altså også fat. Jeg er begyndt at bruge den meget drøje Nutrisoft bodylotion, som er meget fed. Den er ikke fedtet, men den er smækfyldt med fugt, og huden bliver simpelthen så pæn. Næste skridt er at komme i gang med en lille smule selvbruner, så ben og arme er en mindre køleskabsgrå version af hvid.

IMG_7249

En veninde stak denne i hånden på mig, og lovede at den er fantastisk. Maybelline Dream Sun er solpudder uden forstyrrende glimmer, så man kommer til at ligne en discokugle. Når man får lidt farve, synes jeg faktisk at glimmer er helt på sin plads, men lige nu er det jo så noget i retning af køleskab med refleksbrik, og det klæder i hvert fald ikke mig. Jeg bruger den med en børste på kinder, lidt på næseryg og en smule i panden.

IMG_7250

IMG_7251

IMG_9597

Jeg købte denne røde Essie i min lokale matas den første dag solen skinnede i 100 år. Der skal røde, korte negle til om foråret. Ikke kun i Paris. Også i Danmark.

Og så har jeg set i øjnene at hud og hår behøver hjælp, så jeg er gået i gang med bvitaminerne igen:

IMG_7252

Jeg satser hårdt på at solen hjælper lidt på vej, og at de lysere tider på alle måder kommer med overskud, rosé og mulighed for at droppe strømperne. Glædelig tirsdag derude!

Indbydelse til fest + Interview: Hvornår bliver vi færdige med vores forældre?

Skærmbillede 2015-04-20 kl. 15.29.32

Nogle gange plejer jeg at joke med, at det vi helst vil tale om, er os selv, og derefter vore forældre. Det passer heldigvis ikke helt, men hvor vi kommer fra, tror jeg ganske ofte har stort indflydelse på, hvor vi tror det er muligt at gå hen.

Det er noget af det, der indgår i Tarek Omars og Johan Forsbys debutroman, Sønner af mænd. Ja, sidstnævnte er ham jeg er gift med (whooop!) og også kendt som Jooks. De to, altså Tarek & Johan lader sig interviewe af den enestående Ditte Giese på fredag – det kan du melde til til her – og derudover spiller Johan en lille akustisk koncert.

Det bliver med andre ord en fest.

I dén anledning, og fordi deres bog er intet mindre end fantastisk (havde jeg fået lov til at anmelde den i Femina havde jeg fortalt at det er en roadmovie, møder en generationsroman, hvori der blandes en dannelsesroman, lidt kærlighed og en lille smule klassekamp pakket ind i intelligens, fis, ballade og et skarpt blik for dialog og plot – desværre mente de at jeg er en anelse forudindtaget…), har jeg interviewet Tarek & Johan:

 

Tarek: Hvad handler Sønner af mænd om?

Sønner af mænd er en roman om tre unge mænd: Salahdin, Victor og Malthe.

Vores tre hovedpersoner er vidt forskellige, men alle produkter af tilværelsen i et konkurrencesamfund, hvor man løber for at blive stående på stedet.

Salahdin er uddannet sygeplejer og arbejder på Riget, men hans forældre fortæller alle på Nørrebro, han er læge.

Dernæst er der den psykisk syge Victor fra Børkop, der står til at overtage sin fars skisportsforretning Børkop Alpin. Vi møder ham i det øjeblik, han er færdig med at afsone en behandlingsdom.

Og den tredje er mønsterbryderen Malthe, som kommer fra en arbejderfamilie fra Ballerup. Han er den første akademiker i familien, men også den eneste arbejdsløse. Han bor i sin afdøde mormors lejlighed på Østerbro.

Ved et tilfælde mødes de tre, og – uden at afsløre for meget – så ender de med at træffe en drastisk beslutning i fællesskab på en parkeringsplads i Børkop…

Johan: Hvilken rolle spiller fædrene, mændene, til de tre hovedpersoner?

Fælles for dem alle er, at de stædigt holder fast i, at deres vej er den rigtige. De spiller hver især forskellige roller, men overordnet kan man sige, at det, der adskiller dem fra deres sønner, er, at de har defineret sig selv som mænd i en anden tid. En tid, hvor det at blive mand var noget, alle blev, når de fyldte 18. Vores hovedpersoner skal selv definere, om de er børn eller voksne, drenge eller mænd – i vores tid er det ikke de ydre strukturer, der giver dig din identitet – det er ene og alene op til dig selv. Derudover spiller fædrene en afgørende rolle i vores hovedpersoners selvbillede. Og det pudsige her er, at det ikke fra start var fokus for bogen at beskæftige sig med vores hovedpersoners forhold til deres fædre, men i beskrivelsen af hovedpersonerne begyndte fædrene naturligt at spille en større og større rolle. Måske netop fordi at vi møder vores hovedpersoner på et tidpunkt, hvor de er ved at blive voksne – og det, der måske definerer, hvornår man er voksen, er måske, når man kan se sin egen far klart og aktivt vælger at definere sig selv hen imod eller væk fra ham.

Tarek: Hvornår bliver vi færdige med vores forældre?

Forfatteren Paul Auster skrev engang, at man ikke ophører med at hungre efter faderkærlighed, selv ikke når man er voksen. Og han har ret.

Jeg tror aldrig, vi slipper fra vores forældre – ikke kun fædrene.

Det er ikke kun et spørgsmål om anerkendelse, men i højere grad de sjælemærker, som de giver os gennem de første relationer, sprog, opdragelse og forventninger, som er medvirkende for måden, vi forstår os selv og møder verden på. Og det er både på godt og ondt. For selvfølgelig kan vi i dag droppe den fysiske forbindelse til vores forældre, men vi vil altid bære på noget fra dem, en slags rester fra opvæksten.

Det virker nærmest instinktivt. Sidste år døde min mor af kræft, og jeg husker især, hvor ofte hun talte om sine forældre i de sidste dage, som vi havde sammen, inden hun åndede ud. Mine bedsteforældre bor i Syrien, så de havde ikke mulighed for at rejse til Danmark. Alligevel spurgte hun efter dem, hver gang hun vågnede. Det var et helt særligt rum, som min mor søgte ind, hvor hun følte sig tryg, og hun glemte døden.

Johan: Mener du, at mænd har et andet forhold til deres forældre end kvinder har?

Ja, helt klart. Jeg tror, at kærligheden er ens, men én af forskellene, jeg har oplevet, er graden af og tidspunktet for løsrivelse. Som dreng brugte jeg meget af mine teenagetid på at løsrive mig fra mine forældre – og det tror jeg sådan set også, at piger gør, men forældre til drenge har måske en tendens til at give hurtigere slip og acceptere deres barns selvstændighed. Hvor forældre til kvinder, og her særligt fædre, meget sent, hvis nogensinde, stopper med at se deres datter som deres lille pige. Og det kan naturligvis ikke undgå at påvirke pigerne/kvindernes relation til deres forældre. Det handler jo også om opdragelse, men jeg kender flere kvinder, som stadig i en eller anden grad har svært ved at slippe pligtforholdet til forældrene – ’den gode datter’ bliver bare ældre end ’den gode dreng’.

Tarek: Hvad er særligt ved jeres generation af mænd?

Vi kan i langt højere grad end for 50 år siden vælge, hvilken slags mænd, vi gerne vil være, hvor mænd tidligere fulgte i deres fædres fodspor religiøst, politisk og professionelt. Den frihed kan være overvældende.

Var din far socialdemokrat, jamen så stemte du også på S. Var din far skomager, jamen så blev du nok også skomager. Men så kom 68-opgøret og den autoritære far fik pludselig modstand – med rette. Ingen af sønnerne tog magten på sig, fordi de ville være antiautoritære og mere nærværende. Det fik stor indflydelse på familien, der blev demokratiseret. Hopper vi frem til i dag, kan vi se, at mange af de gamle identitetsgivende og samfundsbærende institutioner som kirken, fagbevægelsen, partierne og dagbladende mister opbakning. Hvor søger man så sin identitet henne? Så mænd har i dag fået langt flere friheder til at definere dem selv. Men alt for mange valg kan også skabe følelsen af utilstrækkelighed, angst og retningsløshed – især hvis man vælger forkert i en tid, hvor fejl og mangler alene falder tilbage på en selv.

Johan: Hvad er det vigtigste at lære sine børn – og hvorfor? Hvad mangler jeres hovedpersoner at lære af deres fædre?

I min optik er kærlighed og tryghed det vigtigste, man kan give sine børn. Jeg håber aldrig, at mine børn bliver i tvivl om, at de er elsket. For føler man sig elsket, tør man at tage større chancer i tilværelsen. Hvis man ved, at der altid er en tryg base, er sandsynligheden for, at man rykker ud på eventyr, større. Og det vil jeg virkelig gerne give videre til mine børn. Lysten og forståelsen af, at de kan, hvad de vil, så længe det ikke går ud over andre.

Noget af det, som to af vores tre hovedpersoner mangler, er at deres fædre tager dem alvorligt som voksne. Altså at de nivellerer deres forhold, og dermed også åbner op for mulig kritik. At de åbner op og forklarer, hvorfor de i tidens løb har truffet de valg, de har, og ikke længere bare udstikker holdninger som absolutte sandheder men som mulige veje at gå.

Tarek: Planlægger I at skrive en bog mere? (Og her spørger jeg naturligvis også for at finde ud af, hvor mange weekender I skal sidde i Berlin / sommerhuse / kolonihaver, de næste tre år.)

Vi har dedikeret bogen til vores unger, men den er i ligeså høj grad til dig og min hustru, fordi I har fundet jer i os, når vi gravede os ned i skrivebunkeren. Tak!

Vores samarbejde er helt sikkert ikke færdigt! Nu skal vi først rundt i landet og holde en del oplæg og oplæsninger på gymnasier, boghandler og biblioteker, og vi glæder os til at møde vores læsere.

MELD DIG TIL ARRANGEMENTET PÅ FREDAG HER.

annonce_pol

Om Pauser i Arbejdet

IMG_9644

I sidste uge var jeg sammen med mit hold på udflugt. Udflugt er måske en slags underdrivelse. Det var faktisk et ophold vi var på. To dage sammen, hvor vi skulle samle op, inspireres og se frem. Sammen. Vi er gode til rigtigt meget hos os, men vi er ikke altid gode til at holde pauser. Mest fordi vi har arbejde, vi alle sammen brænder for, og fordi vi er heldige at have travlt. Så når vi ind i mellem trækker stikket sammen, er det på alle måder en fest. Denne gang var vi på Holckenhavn Slot. Det sted er så vidunderligt at ord ikke kan begynde at beskrive det. Og det vildeste ved stedet, er de mennesker, der driver det, arbejder sammen om det, og som tydeligvis elsker det. Det er stort at blive inviteret indenfor, når man er mere end velkommen. Så da det var tid til en kaffepause, blev vi sat af ved dette bord ved stranden. Nød udsigten, kaffen og solen og kørte tilbage til slottet igen.

Jeg er heldig og privilegeret at have de kollegaer jeg har. Det er et familiefirma, jeg driver, og derfor er det særligt vigtigt hvem, og hvordan, man inviterer andre med ind i det. Mine kollegaer er de bedste jeg kunne ønske mig. (Og alle drikker kaffe.) Pauser er vigtige når man har travlt sammen, og denne var særlig fin.

IMG_9663

IMG_9665

IMG_9688

IMG_9686

IMG_7254

IMG_7261

IMG_7262

Lige Om Lidt Skal Nogen Overraskes

IMG_9621

Jeg sidder i ét tog. Mine kollegaer sidder i et andet. Vi skal mødes, og så skal vi have to dages strategiseminar på et sted, jeg simpelthen ikke må afsløre før om et par timer. Jeg elsker det! Det der med hemmeligheder, og med at skulle være sammen med mennesker som man SÅ godt kan lide at bruge sin tid med. Jaja, man må ikke blande forretning og fornøjelser siger de klogeste, men jeg kan for mit vedkommende, ikke komme i tanke om ret meget, der virker lige så godt som netop det. For det bliver jo ikke på dén måde en dårligere oplevelse at gå på arbejde med mennesker man godt kan lide.  Og her er de: Mine fantastiske kollegaer:

IMG_5074.JPG

En Udflugt og En Sort Farao

IMG_9544

For nyligt var jeg til en udstillingsåbning på Glyptoteket. Johan, Elias, Sofus og jeg var inviterede fordi Svoger-Onkel Helmer har lavet den grafiske del af særudstillingen Den Sorte Farao. Dén udstilling er et besøg værd. Den er overskuelig, meget smukt, og der er en række af aha-oplevelser, man gerne vil have. Børn i 7årsalderen kan sagtens være med; Sofus var klar for lille. Men… Resten af Glyptoteket, var hverken Sofus eller Elias for små til. Jeg havde helt glemt hvor vidunderligt det museum er – der er mumier, skulpturer kunst, og så mange historier, der driver ned ad væggene, at man må overveje, hvor man begynder. Elias var meget (!) fascineret af skulpturerne, og de myter, historier og episoder de viser og er inspirerede af. Sofus var nok i virkeligheden gladest for guldfiskene, og råbte lykkeligt i palmehaven: Se mor, Dér er Thailand!

Men næste gang det regner på en fridag, tager Elias og jeg derind. Der er ingen grund til at lade være.

IMG_9540

IMG_9548