IMG_7995

Efterårstøj om sommeren

IMG_7999

Igen i år sker det paradoksale at efterårstøjet flyder ud i butikkerne, når det vi har brug for er korte nederdele og solcreme. Men igen i år sker det også, at jeg køber efterårstøj på trods af varmegraderne. Det går helt ærligt lidt for hurtigt med kollektionerne, kan jeg godt synes. Man taler i modebranchen om at kollektionerne skal være “True To Season”, og altså hverken komme for tidligt eller for sent, men det er svært – for man vil jo ikke være det brand, der altid er forsinket.

Forleden havde jeg udset mig en fantastisk jakke hos Zara, men ville lige sove på det. Næste dag var den komplet udsolgt. Så købte jeg den her bluse, som jeg er helt pjattet med. Sådan lidt 1970-eragtig, og helt som jeg i virkeligheden altid har elsket. Jeg prøver år efter år at blive minimalist, men jeg vender alligevel altid tilbage til det mere pyntede. Nu har jeg resigneret og holder fast i det jeg bedst kan lide. Og det er vel egentligt det der er meningen med det der modenoget tænker jeg – at vi ikke prøver at klæde os ud som andre end dem vi i virkeligheden er.

Jeg har desværre ikke kunnet lokalisere den i Zaras webshop, men den er i butikkerne nu.

 

IMG_7996

Bloggen får nyt tøj på

Som bloglæser synes jeg selv at det er vigtigt at der ind i mellem sker noget nyt på de blogs, jeg har fulgt i mange år. Denne blog er ved at være halvgammel, i hvert fald har jeg vist nok blogget siden 2009 (!). Men fordi det er vigtigt at du får noget nyt – også til øjnene – så er jeg ved at planlægge et nyt betræk.

I næste uge engang får bloggen her et helt nyt layout. Det er min gode ven og svoger, Helmer, der klæder bloggen på, og vi har fundet et helt fantastisk look til den. Det betyder at der godt kan være noget der ser lidt skævt ud ind i mellem, hvis Helmer sidder og roder inde bag ved, og fordi det før er sket at nogen tror den er blevet hacket og er søde at ringe / skrive / facebooke mig med informationen, skriver jeg det lige her. Alt er godt, men Helmer roder.

Med det nye look kommer der også til at være mere fokus på forskellige kategorier. Det betyder at bloggen får flere sektioner, som du så kan vælge i mellem, når du læser med, og vælge det, du synes der er mest interessant. Samtidig kommer der også mere fokus på andre ting her på bloggen end der har været. Jeg kommer for eksempel til at lave flere interviews, og fremhæve flere af de seje mennesker, jeg ind i mellem er så heldig at støde på. Jeg håber at du vil finde dem inspirerende! Hvis du har input eller ideer til emner, du synes kunne være interessante at læse om, er du som altid velkommen til at sende mig en mail.

IMG_8020

Hverdagen er tilbage & Kolonihavestatus

Der er hverdag i luften og cykelstierne er igen fyldt op. Mine dejlige kollegaer begynder at komme tilbage fra ferie, og kontoret begynder at være sig selv igen. Og som Murphys Law vel nærmest foreskriver falder hverdagen naturligvis sammen med strandtemperaturer, men det må man jo på en eller anden måde prøve at være large omkring.

Hjemme hos os er lejligheden stadig nærmest ubeboelig og jeg er ved at få tics og hysteriske anfald over det. Eller det er jeg ikke, men jeg ville ønske der var et sted, hvor jeg kunne banke hovedet ind i væggen uden det så ville gøre at enten ungerne blev bange eller renoveringen ville trække ud. Så jeg prøver at være den tålmodige type. (ARGHHHHH!).

Vi har brugt weekenden i kolonøjseren, og den bliver altså ikke mindre attraktiv af støvskyerne derhjemme. Det gror som det skal derude, på trods af april-i-juli-tilstande, som “sommeren” har været præget af. Jeg har fundet ud af af at plantekasser er en god idé, og rødbederne og broccolien ser faktisk ud til at blive til noget. Det samme gør ukrudtet mellem fliserne, men jeg tager det ikke så nøje med det, må jeg indrømme. Med en anelse held er der druer i år, og vi får hele to pærer på det nye pæretræ. Det er ikke til at holde ud, så vild jeg er med det!

IMG_8017

IMG_8009

IMG_8026

IMG_8022

Skærmbillede 2015-07-28 kl. 13.40.47

Stilikon: Charlotte Rampling

Modeugen nærmer sig, og igen skal vi forholde os til mange nye trends (hvis vi vil – jeg kan for eksempel ikke lade være), og derfor tænkte jeg at det jo nærmest ville være sådan lidt sundt, hvis vi ser lidt på, i hvor høj grad moden igen og igen lader sig inspirere af noget, der har været. I dette efterår er det 1970-erne der spiller igen, og det passer fint sammen med den tendens, der er til at kvinder ikke længere behøver at være 23 for at være ansigt for et brand. Et eksempel er Joan Dideon (se her) – et andet eksempel er Charlotte Rampling som for et lille års tid siden blev ansigt for brandet Nars. I et af de suits hun har gjort til sit varemærke. Hun er en stor britisk skuespillerinde og har været med i ikoniske film, som Natportieren, og altså heller ikke en af den slags kvinder, som går i glemmebogen fordi hun er fyldt 30. Hendes stil, især i 1970-erne, er i virkeligheden ret god inspiration til, hvad vi kan vælge at gå i, i efteråret. Længere nede har jeg fundet et par high street bud på Ramplings ikoniske look. Jeg synes simpelthen hun er SÅ lækker, og jeg frydes over at vi ikke alle sammen behøver ligne hinanden / være 21 / have det samme tøj på.

Charlotte-Rampling-Header-1082x800

2399680800_1_1_1

Det sorte suit er et bud fra Zara. Se mere her. Og det orange er fra Topshop.

BUNDLE_17B11IRST36D24ITAN_large

elsebeth04

Ny Dicte-Krimi udkommer i dag. Derfor: Interview: Elsebeth Egholm om Dødvægt

I dag udkommer Dødvægt, som er Elsebeth Egholms seneste skud på stammen i serien om Dicte. Elsebeth Egholm er en af Danmarks helt store krimiforfattere. Hun har skrevet Aarhuskvinden Dicte frem, og fyldt side efter side med Dictes komplicerede liv, hendes personlige forhold og ikke mindst: Alle de sager, hun på en eller anden måde bliver viklet ind i. Jeg er vild med Dicte, blandt andet fordi hun er så kompliceret og uimponeret, og fordi hun lever et liv uden skyggen af kompromis. Selv hendes måde (ikke at) være mor på er interessant, og som læser kommer man i kontakt med sider af kvindelivet, der ellers ikke tales højt om. Og så er jeg vil med Elsebeth. Hun er seriøst fantastisk! Jeg har mødt hende ved Bogforum nogle gange, hvor jeg har haft den store glæde at interview hende. Jeg skriver som om jeg er på fornavn med hende, men det tænker jeg lidt i min storhedsvanvid at jeg er. Og det vil du også gerne være, for Elsebeth er ud over at være hamrende flittig (noget jeg elsker når folk er) også klog, belæst, vidende, sjov, skarp og eftertænksom. Nå, men nu er Dødvægt ude, og jeg har læst den, og det synes jeg virkelig også at du burde. Du sidder trykket tilbage i stolen, når du åbner den, og kan ikke rigtigt rejse dig før du er færdig. Læs mere om den her, og læs interviewet med Elsebeth her. Bogen udkommer i dag.

EGHOLM_DODVAEGT_forside_x.indd

I Dødvægt er Dicte uden for sine vandte Aarhusrammer. Vil du fortælle os, hvad Dødvægt begynder med, og hvorfor du har flyttet Dicte?

Egentlig er der to begyndelser til Dødvægt, hvor vi denne gang er på Malta, eller mere nøjagtigt: Gozo, som er en søsterø til Malta og en del af det maltesiske ørige. I det første kapitel møder vi kortvarigt Jack Spiteri, som er bogens gozitanske politimand – som Dicte bliver ret tiltrukket af. Det er søndag, og han skrifter til præsten om, at han har et forhold til en kollegas kone.

Dernæst møder vi Dicte og Bo, som næste dag er på vej med færgen til Gozo sammen med et hold af Bos fotoelever. Der er storm, og færgen gynger, og alle er søsyge. Undtagen Bo og Natasha, hans mønsterelev, som går omkring og fotograferer. Det er Natashas fotografier, som sætter hele historien i gang. Ikke bare fotograferer hun to mænd med en kvinde imellem sig. Hun fotograferer også, da en flygtningebåd kæntrer, og færgen hjælper med at redde folk op. Og hun fotograferer, da hun opdager et hvidt kvindelig mellem alle de sorte kroppe. Det er det hvide kvindelig, historien kommer til at dreje sig om, stik imod Dictes samvittighed, der vil have hende til at interessere sig for den store katastrofe, som bådflygtninges er. Det viser sig nemlig, at liget af kvinden og den unge kvinde mellem de to mænd ser nærmest identiske ud.

Natasha har også overhørt en samtale mellem de to mænd, og den er på russisk, som hun forstår. De taler om et hus med gule skodder tæt på en kirke – og hun får overtalt en halvforelsket Bo til, at de to sammen skal køre ud og lokalisere det hus. Det ender imidlertid galt. De to mænd kommer efter dem; Natasha styrter ud over klippen, og Bo forsvinder.

Og så skal jeg vist ikke røbe mere.

Jeg havde lyst til at flytte Dicte ud af de vante Aarhus-rammer og se, hvordan hun ville reagere et sted, hvor hun ingen kontakter har; ingen Wagner, ingen veninder at søge trøst hos. Og ingen Bo – han forsvinder jo. Hun har kun sig selv – og sine evner til at løse opgaver og finde sandheden. Og så har hun – måske – Jack Spiteri – som tiltrækker hende mere og mere. Men kan hun stole på ham? Hun stoler i hvert fald ikke meget på hans chef, Ralph Micallef, som ikke virker så ivrig efter at løse sagen.

Det er lidt en ny Dicte i et nyt miljø, vi møder. Selvfølgelig med de samme gamle traumer og ar på sjælen – men også på én gang mere moden og velovervejet – og samtidig eventyrlysten efter at lære denne mand og hans kultur at kende. Dicte er på den måde en rejsende, ligesom flygtningene. Hun er taget ud for at se, hvad der sker, når man flytter sig. Hendes luksus som førsteverdensborger (i modsætning til at være tredjeverdensborger) er bare, at hun kan tage lige god (næsten) hjem igen. På den måde kommer denne historie også til at handle om ulighed.

Racisme er et nyt element i krimierne om Dicte, hvorfor har du medtaget det, og hvorfor nu?

Jeg ved ikke helt, om det er racisme, det handler om. Snarere ulighed, som jeg har skrevet ovenfor. Det rykker jo tættere og tættere på med uligheden i verden – det har globaliseringen og internettet sørget for. Vi lever ikke længere i en tid, hvor det hører til sjældenhederne at blive præsenteret for fjerne katastrofer. Intet er jo i virkeligheden fjernt længere. Alt er inden for rækkevidde, og vi må forholde os til det, hvad enten det er bådflygtninge i Middelhavet, krigen i Syrien eller nedtur på det kinesiske aktiemarked.

Men jo. I Dødvægt er der et element af, at de sorte kroppe er mindre interessante end det hvide lig. På den måde sniger racisme sig måske ind. Men det handler jo også om, at flygtningekatastrofen er så stor og så omfattende, at helt almindelige dødelige nærmest giver op på forhånd. Inklusive Dicte. Her er det, Bo og eleverne kommer mere til deres ret. De har kanalerne til at viderebringe fotos, der rammer pressen og nettet med kraft i hele verden. Og det gør de så, mens Dicte mere er en slags detektiv, der tænder på bestemte billeder/drabsgåder, som hun selv har en chance for at løse. Det plager hende, ja. Men hun ender med at erkende, at det er det, hun kan, og det, hun skal. På den måde er arbejdsdelingen klar mellem Bo og Dicte. Det skal måske også forstås lidt som et vink til os selv: Vi kan jo ikke gøre det hele. Vi kan ikke redde verden. Men vi kan gøre det, vi gør bedst og måske dermed ændre noget. Måske naivt …? Men sådan har jeg nok lidt tænkt det.

Hvorfor tror du vi er så mange, der er vilde med den uperfekte Dicte og hendes overordentligt komplicerede liv?

Jeg har tit tænkt, at Dicte netop appellerer, fordi hun ikke er perfekt. Det er ingen jo. Derfor kan de fleste identificere sig med hende på et eller andet punkt: skilsmisse fra en utro ægtemand, en datter, der er mere fornuftig, end hun selv er; veninder, hun ind imellem kommer til at sige det forkerte til eller svigte; en kæreste, som hun holder afstand til, når hun arbejder på en sag. Og så er der samvittigheden, der nager i forhold til Peter, hendes søn, som hun opgav til adoption som 16-årig, og som ikke rigtig har taget hende til sig som Mor med stort M. Og det problematiske forhold til religion, som netop bliver luftet lidt i nærværende bog, fordi hun er havnet midt i et meget katolsk lille land. Ja, hendes liv er da kompliceret, men nok ikke (meget) mere end så mange andre danske kvinders. Og netop derfor er hun fascineret af Jacks tilsyneladende enkle liv på Gozo, hvor han dyrker sine afgrøder, lufter sine hunde og er fast forankret på den smukkeste grønne ø. Men det er jo også fordi, hun ikke ser det hele på én gang. Hun ser ikke religionens bagside eller korruptionen og vanskelighederne ved at skulle være sherif et sted, hvor alle kender alle, og hvor man helst ser, at gerningsmanden kommer fra udlandet. Det er jo svært at anholde naboens nevø for drab og bagefter skulle drikke øl med vedkommendes far på den lokale bar!

De sidste tre år har du skrevet en roman om året om Dicte. Hvordan og i hvor høj grad findes Dicte som en person i, eller som del af dit liv?

Dicte er så absolut fiktion for mig. Jeg går ikke rundt og tænker som hende eller er hende på nogen måde. Hun er et rum, jeg kan være i, og når jeg kommer ind i det rum, tænker jeg anderledes. Det kan være befriende, for Dicte er jo handlekraftig nok, og hun ender altid med at finde vej. Hun gør det rigtige. Hun har en samvittighed, og hun har sin evne til at søge sandheden, og meget mere behøver hun vel ikke for at kunne være en slags moderne heltinde. Hun er jo et følelsesmenneske, som jeg også selv er. Og jo, der er ligheder mellem mig og Dicte. Men hun er mange gange mere det, jeg selv indeholder. Forstørret op. Og så er hun modig. Det kan jeg vist ikke påstå om mig selv!

Hvordan har TVserien Dicte påvirket dig, og har den påvirket Dicte?

Tv-serien påvirkede mig mest i starten. Da jeg skrev Eget Ansvar, så jeg Iben Hjejle for mig fra den første sæson af serien. Men anden sæson byggede ikke på mine romaner, – der havde manusforfatterne selv skrevet deres historier, fordi romanerne var sluppet op, og de ville have Dicte et andet sted hen – og så var det vanskeligere for mig stadig at se TV-Dicte, når jeg skrev. Det, tror jeg, er naturligt. Jeg er nu tilbage hos min egen Dicte, og det har jeg det fint med. Der er nuancer til forskel på TV-Dicte og min Dicte. Min Dicte føles selvfølgelig mere rigtig for mig, når hun skal fungere i romaner. Hun er måske knap så gung-ho som TV-Dicte. Mere reflekteret, tror jeg. Og mere alvorlig. Denne bog bliver ikke den sidste Dicte-bog men jeg planlægger at skrive noget helt nyt næste gang. Nyt univers. Stadig krimi/spænding. Det bliver sjovt, og jeg håber selvfølgelig, læserne vil synes det samme!

Du kan læse mere om Dødvægt her.

IMG_7786

Palmer & Fester

Kender du følelsen af at der ikke er fest nok? At fredag aftens højdepunkt lidt for ofte bliver ungernes, nemlig Disney Sjov og den groteste udgave af slikskålen? At man trænger til en voksenfest? En fest med høje hæle og musik efter middagen? At man trænger til at samle alle de gode omkring sig og hælde sprut i glassene?

Måske er det den “vinter”, der har hærget os i juli, måske er det bare mig, der er blevet for forvænt i sommer, eller måske er det, det faktum at vores lejlighed stadig ikke er færdig, der gør, at jeg kommer til at savne en kombination af fest og palmer. Jeg trænger til at (kunne) invitere på noget andet end kaffe i regnvejr i kolonihaven, og at lave en middag, nogle drinks og til at lægge en dug på bordet, eller lade være og så i stedet køre palmer og ballonner ind over det hele.  Se for eksempel her; det kunne man godt, ikke?

Tropical-Dinner-Party5-600x900

Billedet er lånt her, hvor du også kan se hvordan man gør hende kunsten efter. Så kunne man købe (hvis man var rig) en røvfuld guld-ananasser og strø dem med løs hånd ud over bordet (klik her).

Invites kunne man hente her, og se lige hvor fine de er!

il_570xN.712865082_fvhp

Og drinksne er tropiske, stærke og søde. Ikke en helt dårlig idé med en lille fest, vel?

2015-02-09-139-778x1200

IMG_0756

Om Piger, Kvinder & Ord, Der Holder Nede

Har du lyst til at blive kaldt for bossy, eller dominerende, eller bestemt? De færreste kvinder har; måske fordi de alle tre er negativt ladede ord, når det kommer til kvinder. Og ind i mellem også når man taler om mænd. Vi siger det om kvinder, der mener noget, og som tør stå ved det. Vi siger det om kvinder, der taler højt, har ambitioner, eller ikke har noget imod at tage ansvar for beslutninger. Jeg har ikke lyst til at blive kaldt nogen af de tre ting, men er blevet kaldt det hele. Og det har faktisk gjort mig lidt ked af det hver gang. For selvom det måske er nogle positive egenskaber at have, så er lyden af de ord, og værdierne i dem, ikke ting vi oplever som direkte positive.

Der er ret mange ting, man siger om kvinder, som på en eller anden måde ret hurtigt bliver negativt ladet. For eksempel kender jeg en 7-årig pige, som har fået at vide at hun “fylder for meget”. Når jeg skriver det, tænker du måske at hun ikke tager hensyn, at hun tromler, at hun ikke er sød ved andre børn? Men nej, ingen af de ting passer. Hun er den sødeste, dejligste, kreative og hittepåsomme lille dame.

Det er vi mange, der har måttet høre gennem tiden; mange piger, og mange kvinder. Vi er sikkert også mange, der har sagt det om andre, og på den måde været med til at holde hinanden nede. Man siger også om kvinder, der fremstår viljestærke, at det nok er “hende der har bukserne på“, og insinuerer dermed at hun er mere mand end han er, eller at han ikke er maskulin nok. Selvom der sker meget på arbejdsmarkedet og med ligestillingen i øvrigt, har vi kvinder stadig rasende travlt med at blive bekræftet på vores kvindelighed, vores femininitet og vores køn.

Så når en 7-årig pige får at vide at hun fylder for meget – som jo sådan er lidt en lunken og ufed besked at få – så er sandsynligheden for at hun gør hvad hun kan for at fylde mindre, for at være mindre synlig ret stor, vil jeg mene. Når en voksen kvinde hører at hun er dominerende, vil hun nok gøre sit bedste for ikke at tale så højt i forsamlinger. Og hvor står vi så? Måske lige der hvor det kræver mere end almindeligt mod for kvinder at stå frem, og høste frugten af deres begavelse og af, lige præcis hvem de er. De sidste par dage har jeg mødt to vanvittigt begavede, selvstændige og modige damer. De var ikke stille. De var seje, og havde noget på hjertet; de har skabt arbejdspladser, produkter og undersøgt helt fremmede ting, før de gjorde det. Hvis nogen hele tiden havde sagt til dem, at de skulle passe på ikke at fylde for meget, havde de nok ikke skabt det, de har. Jeg håber med andre ord at nogen husker at fortælle den 7-årige pige, jeg kender, at hun bare skal tage den plads hun vil, og fylde alt det hun kan.

IMG_7731

Plante-Misundelse & Selvfølgeligheden

På Mallorca kom vi forbi det største, smukkeste og mest frodige figentræ, jeg nærmest nogensinde har set. Jeg elsker figentræer og synes de er så smukke; så jeg har investeret i to til kolonøjseren. De ser sådan her ud:

IMG_7640

(billedet er knipset den ene dag solen skinnede, inden vi have malet koloen himmelblå). Den ene plante har faktisk en enkelt figen på sig. Når man så står over for så vild en frodighed, som vi gjorde på Mallorca, hvor appelsintræer vokser i vejkanten, og hvor lime er noget man plukker, så kommer jeg altså til at undre mig over, hvad det mon gør ved folk – og ét folk, at vide, at alt, hvad man nærmest putter i jorden vokser, gror og giver noget. Herhjemme skal man ase og mase og bede om godt vejr, for at æblerne rent faktisk modner, og der, dér plukker man vitaminbomber i vejkanten. Vejkanten er så også ofte et sted man bare læsser sit affald af, op ad træerne. Ser man det mon overhovedet? Opdager man hvor vildt det er, at man kan plukke appelsiner? Ligesom vi tit og ofte glemmer at vand ikke bare er en selvfølge, eller at vi er privilegerede med nogenlunde ren luft selv i de største byer? Opdager vi det? Nå, men tilbage til figenerne, som virkelig var en fryd:

IMG_7730

IMG_7729

IMG_1332

5 ting jeg har lært af at holde sommerferie

Det der med ferie, har jeg prøvet for første gang i år. Altså rigtigt ferie. 3 uger! Jeg kan helt ærligt ikke huske hvornår jeg sidst havde så lang tid fri. Måske var det den sommer hvor jeg var fyldt 11, inden jeg begyndte at arbejde hver sommer? Men i år har jeg holdt ferie. Rigtig ferie. Hele tre uger. Sammen med ungerne og både rejst og været i koloen. Det har ærligt talt været fantastisk. Og jeg har lært noget!

IMG_7760

  1. Ungerne falder ned

Stille og roligt sker der noget med ungerne, de falder ned. Nogle gange falder de også op, og mener at det nu er tid til at tage den store konflikt som (åbenbart) har ligget og ulmet siden de var to dage gammel. Så bruger man timer, kræfter og al den opdragelsesmæssige goodwill og ditto kompetence man kan opdrive, opdrager til den store guldmedalje, og så er alt fryd og gammen.

  1. Rosé

Rosé kan med fordel indtages efter punkt 1, og jeg har opdaget at rosé er en stærkt undervurderet vin. Den går virkeligt til alt. Også pommes frites og frysepizzaer. (Rosé kan også indtages efter punkt 3, erkendelse af punkt 4, samt når man overvejer, hvordan man skal leve med punkt 5)

IMG_1410

  1. Fast food.

Man begynder med at tro at man skal springe over hvor gærdet er lavest hele ferien, indtil éns afkom bedende ser på én og siger: Mor, kan vi ikke få rigtig mad? Sådan noget du laver i en gryde?

  1. Sukkerpolitik er en regulær fis i en hornlygte

Vi er nu der hvor vores børn siger nej tak til is. Nej tak til slik. Nej tak til kiks. De gider ikke mere. Den omvendte sukkerpolitik har virket.

  1. Ferie er vanedannende

Det er det. Det der med at komme ned i gear sammen, trække vejret stille, lade putte-tider, hente-tider, spise-tider og princip-tider flyde og bare være. Og nej, jeg havde aldrig troet jeg skulle nå der til. (Retur til punkt 2).

  1. Arbejdet er forløsende

Det vidste jeg godt i forvejen, så det er ikke på den måde noget jeg har lært, og dermed ikke med i de fem punkter. Men det der med at komme tilbage på arbejde. Det der med at sidde ved sit skrivebord med kaffe, en telefon og en skærm, der hverken viser filmen Herkules (Sofus har set den 68 gange, men alt hvad der er uhyggeligt, bliver der indkaldt en forældre til, så dermed har jeg også set den 68 gange…) eller bliver brugt til at undersøge de geologiske omstændigheder ved mammutudgravninger (Elias…), men man kan få for sig selv – er VIDunderligt. Det samme er det at tisse alene uden samtale med et barn om hvad det er der klør på barnets ryg (myggestik).

IMG_7926

3 Gode

Denne sommer har jeg ikke på den måde haft tid til at være så groomet. Jeg har siddet i en vandkant med ungerne, malet kolonihave, vadet rundt i regnen, og badet i klorvand. Mit hår er blevet en høstak, min hud er knastør, og jeg har fået fregner. Men alligevel har jeg nået en lille smule – for eksempel, har jeg haft B Com Bios fugtgivende maske med i toilettasken.

IMG_7929 Jeg har brugt den sådan ca hver tredje dag, og jeg selvom jeg har frugt solfaktor 30 hver dag, har huden været tør efter sol og vand. Masken er simpelthen så god. Den trænger meget hurtigt ind, og man mærker tydeligt en forskel på huden bagefter.

IMG_7927

Jeg har desuden opdaget Essies helt hvide neglelak. Den dækker totalt og er helt kalkhvid men med en blank overflade. Selvom jeg ikke ligefrem bliver mulat om sommeren, var den så pæn på hænder og fødder, når de fik lidt farve. Og så er jeg en sucker for Essies navne – den her hedder for eksempel private weekend.

IMG_7930

Bedste bodylotion. Kort og godt. Og man begynder ikke at svede under den – heller ikke i 41 grader varm hedebølge.